Annonce

hwr

Ny ordning: Paramedicinere kører lægebil uden læge


Siden 1. oktober i år har paramedicinere i Region Sjælland kørt lægevagtbil alene om natten. En spændende og faglig krævende arbejdsopgave, men med et par børnesygdomme, lyder dommen fra paramediciner Peter Højer.

Annonce

I sagens natur ved Peter aldrig, hvilken patient han kommer ud til. Men det ændrer ikke ved, at han generelt føler sig tryg, også selvom han er alene om natten. Per Rasmussen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

En lægevagtbil uden en læge fysisk til stede er blevet en realitet i Region Sjælland, hvor paramediciner Peter Højer arbejder. Siden 1. oktober har han kørt lægevagtbil alene om natten – dog med en læge i røret.

”Det er en faglig stor og spændende opgave, og vi har mere ansvar end normalt, blandt andet fordi vi har mere medicin med,” siger Peter Højer.

Han er ansat hos Præhospitalt Center i Region Sjælland, hvor de tager imod opgaver fra eHospitalet – et regionalt koncept, hvor patienter kan indlægges i eget hjem. Om dagen hjælper han sygeplejerskerne, når de har travlt med hjemmebesøg hos patienter.

”Vi laver blodtryksmålinger, antibiotikabehandling, tager venøse blodprøver, CRP og urinstix, pulsmålinger og et hjertekardiogram, hvis det er nødvendigt. På sigt skal vi paramedicinere også kunne lægge kateter og ultralydsscanne,” siger han.

Fra klokken 16 overgår paramedicinerne til lægevagtenheden, og frem til klokken
22 kører de med en læge. Fra klokken 22 er Peter, hvis han har nattevagten, ene mand i lægevagtbilen med en koordinerende læge over telefonen.

Selve eHospitalet, hvor patienter har kunnet komme i kontakt med lægen på digital vis, har eksisteret i flere år. Men det er først fra i år, at hjemmeindlæggelser er blevet en mulighed, og at paramedicinerne har fået den rolle, de har i dag.

Initiativet er sat i værk for at lette presset på regionens sygehuse, og indtil videre ser det ud til at fungere efter hensigten.

”Jeg kan i hvert fald mærke, at der løbende er kommet flere hjemmeindlæggelser,” siger Peter, som siden april har arbejdet på regionens Præhospitale Vurderingsenhed. 

Før det har han kørt almindelig ambulance under Falck.

”Der er ingen tvivl om, at vi bringer vores faglighed mere i spil på eHospitalet. I en ambulance kan man altid sige, at man kører på sygehuset, og så finder de ud af resten. Det sker ikke her. Her skal vi selv finde hoved og hale i patientens tilstand og udføre behandlingen,” siger Peter.

Glade patienter

Patienterne, som Peter besøger, er ofte borgere i antibiotikabehandling, og med en hjemmeindlæggelse via eHospitalet kan de slippe for flere uger i en hospitalsseng. 

I stedet kommer Peter og kollegerne forbi hjemme hos borgeren. Og det er patienterne generelt glade for.

”De beskriver selv, at de sover bedre hjemme end på et sygehus, og søvn og ro er jo virkelig essentielt for syge,” siger Peter Højer.

Fordi hele ordningen er ny, har den stadig et par børnesygdomme, synes Peter. For eksempel har systemerne svært ved at tale sammen.

Paramedicinerne kan ikke tilgå oplysninger om patienterne, og den koordinerende læge kan ikke se, hvor lægevagtbilen befinder sig. Det er lidt bøvlet, siger Peter, men der bliver arbejdet på en løsning, ved han.

”Jeg er ansat i Ringsted, hvor vagten starter, men vi skal hente lægen i Køge eller Slagelse og aflevere der også. Men hvorfor kommer lægen ikke bare til Ringsted? Det gør, at vi har en times mindre behandling til patienterne. Det giver lidt gnidninger, og det er superærgerligt,” siger Peter.

Han drømmer om, at de får løst problemet inden længe, og at paramedicinerne får mere medbestemmelse over driften af eHospitalet.

ryfgbv
I lægevagtbilen har paramedicinerne præcis det samme udstyr med, som de ville have med en ambulance – undtagen en båre. Per Rasmussen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev