Annonce

Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre politiker

Tema: Folketingsvalg 2022

Socialordfører: ”Det kommer bag på mig, at det tager så længe at blive sosu-assistent”

Det kommer bag på Venstres socialordfører Marlene Ambo-Rasmussen, at uddannelsen til social- og sundhedsassistent varer næsten fire år. ”Efter valget bør vi se på, om den er for lang og teoretisk,” siger hun og åbner muligheden for også at se på hjælperuddannelsen. 

Annonce

Det overrasker Venstres socialordfører Marlene Ambo-Rasmussen, at det tager 3 år og 10 måneder at blive social- og sundhedsassistent. Hun foreslår, at man efter valget bør se på, om uddannelsen kan gøres kortere. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

”Det tager ikke så lang tid at få uddannet social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, og det er derfor, vi i Venstre har sagt meget klart, at vi vil gerne prioritere vores erhvervsuddannelser, blandt andet vores social- og sundhedsassistenter, for det er en vigtig, vigtig uddannelse. Og det skal vi bare have prioriteret hurtigst muligt fra politisk side.”
 
Sådan lød det, da Venstres socialordfører Marlene Ambo-Rasmussen i Danmarks Radio-programmet P1 Morgen tirsdag blev interviewet om udsigten til, at pårørende i langt højere grad skal tage del i plejen af familiens ældre.
 
Den virkelighed er på dagsordenen i flere kommuner som reaktion på, at det bliver sværere at skaffe personale til ældresektoren. 
 
Ligesom flere andre partier er Marlene Ambo-Rasmussen og Venstre dog ikke meget for at give de pårørende ansvaret for eksempelvis at støvsuge og vaske tøj for de ældste i familien. Men partiet ser gerne, at de pårørende i langt højere grad i samarbejdet med hjemmepleje og plejehjem. 
 
Og så skal der altså endnu mere gang i at uddanne både social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som Marlene Ambo-Rasmussen understregede i radioen med argumentet ’det tager ikke så lang tid’.
 
Det blev ikke uddybet, at mens det tager op til 2 år og 2 måneder at blive social- og sundhedshjælper, tager det 3 år 10 måneder at blive social- og sundhedsassistent. Og til sammenligning varer det 3 år og 6 måneder at blive sygeplejerske, men her skal man dog have en gymnasial uddannelse for at blive optaget.
 
På den baggrund ringede Fagbladet FOA til Marlene Ambo-Rasmussen, som ud over at sidde i Folketinget også repræsenterer Venstre i Odense Byråd og i øvrigt er datter af en social- og sundhedsassistent.
 
- Hvordan definerer du ’ikke så lang tid’?
”Ja, ved du hvad. Det kommer bag på mig, at det tager så længe at blive social- og sundhedsassistent. Tidligere varede uddannelsen ikke så længe. Der er sket et skred,” svarer Marlene Ambo-Rasmussen og forklarer, at hun først fik styr på de faktuelle detaljer efter at have talt med DR, men før interviewet blev bragt i radioen. 

”Vi har brug for, at flere tager en uddannelse. Efter valget bør vi se på uddannelsens længde og undersøge, om den er for lang og teoretisk, eller om den kan gøres kortere, så vi lidt hurtigere får flere gennem uddannelsen,” siger Marlene Ambo-Rasmussen, der også nævner muligheden for – sammen med relevante fagpersoner – at se på, om uddannelsen til social- og sundhedshjælper er for lang.

I FOA lægger forbundsformand Mona Striib totalt afstand til Venstre-politikerens forslag. 

”Det er helt forkert overhovedet at tænke på at forkorte uddannelserne og satse på medarbejdere, der kan mindre. Jeg forstår slet ikke tanken,” siger Mona Striib og understreger, at titlen som assistent kræver autorisation:

”Alene af den grund kan vi ikke bare begynde at snitte i uddannelsen og elevernes teoretiske og praktiske ballast.”
 
Det er ikke første gang, social- og sundhedshjælpere og -assistenter oplever, at deres fag og uddannelse er omgærdet af uvidenhed. 
 
Det blev blandt andet dokumenteret i den rapport, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – dokumenterede i en rapport sidste år.
 

Læs også: Statsministeren vil give løn til alle elever på sosu-uddannelserne uanset alder

I den forbindelse fortalte rapportens forfatter Sidsel Vinge til Fagbladet FOA, hvordan hun både som projektchef i VIVE og kommunal sundhedschef var stødt på uvidenhed og fordomme om ’sosuerne’, som hjælpere og assistenter oftest benævnes med en fælles betegnelse.
 
“Det er grotesk, hvor underbelyst det arbejde, som de udfører, er. Og det er med til at skabe et helt forkert billede af de to største medarbejdergrupper, vi har i det kommunale sundhedsvæsen,” sagde hun den gang.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev