Annonce

Kristian sidder ved et bord og spiller brætspil

Fra spire til sosu-elev: 17-årige Kristian er faldet pladask for ældreplejen

Få måneders fritidsarbejde på et plejecenter i Viborg var en øjenåbner for Kristian Pontoppidan. Han har nu brugt spirejobbet som springbræt til en uddannelse som social- og sundhedsassistent. ”Jeg brænder for at arbejde med mennesker,” siger han.

Annonce

Flere kommuner har ansat unge som spirer. Det skal give dem et indblik i, hvad jobbet indebærer og kan være en mulig løsning på rekrutteringsproblemerne. 17-årige Kristian Pontoppidan har nu taget det skridt. Tobias Stidsen

Af Stine Birgitte Andersen Kriger
Journalist

Annonce

Kristian Pontoppidan på 17 år elsker at bruge sin tid med de ældre beboere på Pleje- og Omsorgscenter Banebo i Viborg, hvor han siden marts i år har været ansat som spire. 

Men ikke nok med det. Fritidsjobbet har inspireret ham til at søge ind på sosu-skolen, hvor han nu er i gang med Grundforløb 1 og agter at uddanne sig til social- og sundhedsassistent. 

”Det fangede mig allerede efter første dag på arbejdet. Jeg havde regnet med, at det ville være godt – men det var endnu bedre, end jeg havde troet. Jeg kunne mærke, at jeg brænder for at arbejde med mennesker,” fortæller Kristian.

Spireordningen er et tilbud til 13-17-årige og har været kendt, siden Horsens Kommune ansatte de første unge i ældreplejen i 2018. Det seneste år har ideen bredt sig til det meste af landet, og et af formålene er, at de unge gennem fritidsjobbet får smag for social- og sundhedsfagene, som skriger på arbejdskraft. 

Nøjagtigt som det er tilfældet med Kristian. Og selv om han har planer om at søge ind på ambulancebehandleruddannelsen, når han bliver 21, har jobbet som spire gjort så godt et indtryk på ham, at han også ser social- og sundhedsassistent som en mulig fremtid.

”Det er noget, jeg kan falde tilbage på, men det kan også være, at jeg under uddannelsen finder ud af, at det er dét, jeg skal. For jeg ved, hvordan det er at arbejde med, og det fanger mig en del,” siger Kristian og tilføjer: 

”Jeg startede 11. august, så jeg er lige kommet i gang. Men det er spændende. Jeg er ikke skræmt væk endnu.”

Læs også: 15-årige Marius med drømmejob på plejehjem: 'Det gør også mig glad'

Kristian står med plejecenterleder
Kristian Pontoppidan (tv) og centerleder Anette Hald Hansen (th) er begge glade for spireordningen, som de mener, at alle får noget ud af. Tobias Stidsen

Stort, at give en et smil på læben

Kristian kommer stadig på plejecentret to timer to gange om ugen, hvor han nyder samværet med beboerne og møder dem i de ting, de gerne vil. 

”Nogle gange er der en, som gerne vil gå en tur udenfor. Så kan man mærke forskellen på ham bagefter – at det var noget, han havde brug for. Og så giver det mening, det jeg laver. Når det giver mening for ham, giver det mig meget,” siger Kristian, som oplever, at han gør en forskel, og det giver ham en sikkerhed i, at det er mennesker, han skal arbejde med. 

”Det kan være alt fra at spille et spil bordfodbold, gå en tur eller fyre en joke af til en, der virker træt eller irriteret. Det er stort at give en et smil på læben, og det giver mig en gejst og tilfredshed,” siger han.

Og det er ikke kun Kristian, der er glad for at være på plejecentret. Både beboerne og de ansatte sætter stor pris på det, han bringer til jobbet.

”Han har bare forstået opgaven. Han har en evne. Det er den måde, han ér sammen med beboerne. Dét, han sætter i gang. Dét, at kunne sætte sig ind i andre mennesker. Han lever op til sin opgave,” fortæller Anette Hald Hansen, der er centerleder på Banebo.

Skal starte i det små

Spireordningen har i Viborg kommune været en stor succes, og kommunen modtog knap 200 ansøgninger fra unge, da de første stillinger blev slået op. Derfor mener centerleder Anette Hald Hansen også, at spireordningen er en god måde at få flere til social- og sundhedsuddannelserne.

”Det skal starte i det små, og så bliver man tændt på det. Det er det, der kan gøre, at man en dag bliver medarbejder her,” siger hun.

Selv er Kristian også rigtig glad for, at det har været muligt for ham at opleve arbejdet i ældreplejen.

”Jeg synes, det er skønt, at man i en tidlig alder kan komme til at arbejde med mennesker på sådan en måde. Jeg er glad for at få den her erfaring og ikke skulle vente.”

Han mener desuden, at ordningen er en oplagt metode til at komme rekrutteringsproblemerne til livs.

”Jeg synes, det giver mening med spireordningen. Det er jo lykkedes med mig.”

Kristian bagfra med sin spire-trøje
Kristian synes, at han som spire lærer en masse af at være sammen med de ældre. Han elsker at mødes og snakke med dem, om det de har oplevet i livet. Tobias Stidsen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev