Per H. Jensen er 71 år.

I næsten 20 år har han beskæftiget sig med pension. Social- og sundhedspersonalets og slagteriarbejdernes pension. Embedsmændenes og revisorernes pension, lærernes og pædagogernes pension. Men han har ikke tænkt så meget på sin egen. 

”Ja, det må jeg jo erkende. Den har jeg det mildest talt lidt ambivalent med,” siger Per H. Jensen, der er professor ved Institut for Samfund og Politik på Aalborg Universitet og som nu – i sidste ende – er blevet tvunget til at koncentrere sig om sin egen tilbagetrækning. Det var enten ham, eller en af de unge, der havde arbejdslivet foran sig, og Per H. Jensen vurderede, at det var rimeligt, så han meldte sig frivilligt. 

”Jeg har lidt tid at vænne mig til det, jeg fratræder først om et år – ja, jeg er nok en af dem, der skal puffes ud af arbejdsmarkedet,” siger professoren, der har beskæftiget sig med seniorernes arbejdsliv, hvad der fik dem til at blive. Og især: hvad der fik dem til at gå.

Og lige nu ser han den samme diskussion komme tilbage, som før 1978. Cirklen er sluttet.

”Der er præcis den samme problematik som før vi fik efterlønnen. For der var nogle, der gerne ville blive og næsten ikke kunne hives væk fra arbejdsmarkedet, og så var der dem, der ikke kunne holde til at blive. Efterlønnen løste det problem.”

Læs også: Tidlig pension-ansøgere bombarderer Rigsarkivet for at få dokumentation

Lige præcis der står vi her 40 år senere. Vi har seniorpensionen, som giver medarbejdere lov til at gå seks år før folkepensionsalderen og kræver en vis nedslidning. Og så er der den tidlige pension – eller Arnepensionen – som kræver minimum 40 år på arbejdsmarkedet. 

”Det er jo en slags efterlønsordning på krykker,” siger Per H. Jensen og holder en kort pause inden han konkluderer: Den efterlader en stor gruppe midt imellem. En gruppe, der er for rask til at få seniorpension, men som ikke har været på arbejdsmarkedet siden de var 16,17 eller 18 år gamle. 

- Men hvad er løsningen så?

”Ja. Den er svær. Den er virkelig, virkelig svær. Det mest nærliggende er, at vi får en differentieret pensionsalder, som afspejler, forskelle i levetid og livskvalitet i forskellige erhverv.”

Han holder en pause. 

”Folk skifter branche, så er de på Århus Havn i fem år, så bliver de buschauffør i et par år inden de veksler til social- og sundhed. Det er det, der gør det så besværligt, det her.”

Ikke for ham som akademiker. Han havde ikke brug for efterlønsordningen, dengang for 11 år siden, da han fik muligheden. Han ville heller ikke få brug for det nu. Stod det til ham, blev han ved.

”Men for alle dem, der har brug for det. For hele mellemgruppen. For dem er det bare ærgerligt, der er ikke noget at gøre,” gentager Per H. Jensen, der sammen med sin samarbejdspartner, pensionseksperten Fritz von Nordheim har analyseret både Arne-pension og hvorvidt fremtidens pensionister er en økonomisk bryde eller gevinst. For noget tid siden havde de en kronik i Weekendavisen, hvor de gennemgik forskellige landes pensionssystemer, der på hver deres måde havde forsøgt at lave differentieret pension og muligheden for at forholdene kunne overføres til Danmark. Noget, de konkluderede igen, var uhyre svært. 

Læs også: Lovforslag: Tidlig pension skal foran i Rigsarkivets kø

Men tilbage til dem, det handler om: For det er derfor dem, der bliver – men på Panodil. For dem, der bliver nødt til at tære på deres private pensionsopsparing, så de næsten har fået den spist, inden de når folkepensionsalderen. 

”Der ligger en form for privatisering af hele den tilbagetrækning, der er betinget af dårligt helbred, i den tankegang, f.eks. Kristian Jensen (V) opfordrede til, da han var finansminister,” siger Per H. Jensen, der peger på tal, der viser, at de, der ikke kan få efterløn, søger over i andre ordninger. 

”I dag er der eksempelvis langt flere ældre, der er på kontanthjælp eller kommer fra dagpengesystemet end tidligere. De havner andre steder, for hvis de ikke kan gå den vej ud af arbejdsmarkedet, så bruger de en anden. Også selv om den er langt mere ydmygende,” siger han og forklarer, at kampen mellem Arnepensionen og seniorpensionen er kampen mellem velfærdssystem og socialsystem. 

For Arnepensionen er en ret. Mens seniorpensionen er en, man får, fordi der er behov. Det, han kalder rettighedsbaseret versus behovstestet ordning.

”Vores undersøgelser viser, at de, der trækker sig tilbage under en rettighedsbaseret ordning, forlader arbejdsmarkedet med oprejst pande. Hvorimod de, der udsættes for langvarige test oplever, at folk ser ned på dem. De skal stå med hatten i hånden og pænt bede om lov. Det korte af det lange er, at de, der forlader arbejdsmarkedet under en rettighedsbaseret ordning, ser sig selv som ligeværdige borgere, mens de, der forlader arbejdsmarkedet under en behovstestet ordning oplever, at andre mennesker ser ned på dem. Det rammer selvværdet.”

Læs også: Tidlig pension: Nu kan du søge om udbetaling

Der er som udgangspunkt tre årsager til, at man forlader arbejdsmarkedet. Man kan blive puffet ud. Man kan blive lokket ud. Og man kan hoppe ud, forklarer han. 

Det er forskellige måder at gøre det på, og de afgør ofte tidspunktet og er ofte betingede af, hvilken samfundsgruppe, du tilhører. Samtidig er de betingede af sociale normer for, hvornår man kan tillade sig at forlade arbejdsmarkedet med god samvittighed.

De, der bliver puffet ud, er ofte uønskede eller nedslidte. Mange føler sig stadig orienteret mod arbejdsmarkedet og for dem er deres exit ofte forbundet med en social eksklusion. Noget, de har det dårligt med. 

De, der hopper ud, er drevet af noget andet. De vil ofte noget andet, søger oplevelsesgevinster eller sociale gevinster, som tid med børnebørnene eller ekstra år med en ægtefælle, der skranter. Måske er de villige til at gå ned i indkomst for at realisere sig selv, måske har de en forfatter eller kunstmaler i maven eller sælger huset for at købe en båd. 

De, der bliver lokket ud, er f.eks. revisoren, der sidder med regnearket, og finder ud af, at det bedre kan betale sig ikke at arbejde rent økonomisk.

- Men hvem er det, der bliver?

”De er enten fastlåst, stuck, tvunget til at blive der, fordi de har brug for pengene og ikke har råd. Det gælder især folk med høj indkomst og et højt privatforbrug. Arnepensionen giver jo ikke adgang til et liv i sus og dus,” siger Per H. Jensen og nævner den anden mulighed: Sådan nogle som ham, akademikere eksempelvis, der bliver, fordi det er interessant, fordi de har en god relation til kolleger og ledere, og fordi de synes arbejdet er spændende.

Står med hatten i hånden

Problemet ligger i, at man i 2006 indekserede det danske pensionssystem, hvor man konkluderede, at hvis man levede et år længere, så kunnen man også arbejde et år længere, forklarer Per H. Jensen.

”Men der er ingen, der aner, om et års mere levetid betyder, at arbejdsevnen også forlænges med et år. Det har man taget for givet,” siger Per H. Jensen, der fortæller, at Pensionskommissionen fik til opdrag at undersøge, om der var en sammenhæng mellem levealder og arbejdsevne. 

”Et af de kommissionens kommissorier var, at de skulle undersøge det. Men de skrev altså, at det havde de ikke gjort. Så vi ved det ikke, og de fleste tvivler på det. Økonomerne tror på det, mens gerontologerne (læger med speciale i alderdom, red.) siger, det er helt ude i skoven. Vi ved det ikke. De fleste tvivler på det, og man kan ikke få adgang til finansministeriets beregninger. De er lukkede,” siger han og understreger, at det er et demokratisk problem.

En menneskeret