Kontinuitet, tillid og tålmodighed er centrale elementer i den kernefaglighed, som social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter har til fælles: at skabe en relation til borgerne i ældreplejen for at hjælpe dem mod bedre livskvalitet gennem pleje og omsorg.
Det viser VIVEs undersøgelse af udviklingen i uddannelserne, opgaverne og rammerne samt medarbejdernes perspektiv på ældreområdet.
På to gratis webinarer fortæller VIVE, hvordan medarbejdere i ældreplejen kan bruge den megen viden fra rapporten i deres daglige arbejde.
Opgaver varierer fra kommune til kommune
Rapporten peger blandt andet på, at der fra kommune til kommune er store forskelle på, hvilke opgaver hjælpere og assistenter løser.
"De bliver samlet under fællesbetegnelsen 'sosu', og det er et problem, for det gør deres rolle uklar. Tager vi assistenter, så bliver de ofte slået i hartkorn med hjælperne i en samlet sosu-gruppe. Men sandheden er, at med en uddannelse på tre et halvt år ligger social- og sundhedsassistenterne fagligt set tættere på sygeplejerskerne end på hjælperne. Og de er autoriserede sundhedspersoner," siger Sidsel Vinge.
Derfor er rapportens vigtigste formål, at der bliver skabt bedre forståelse for, hvordan ældreområdet rent faktisk fungerer i virkeligheden. På den måde vil det være muligt at forbedre organiseringen af arbejdet og udnytte medarbejdernes kompetencer bedre, mener Sidsel Vinge.
”Hvis opgaveløsningen skal komme til at flyde bedre og samarbejdet til at fungere fagligt, så bliver dem, der designer systemerne, nødt til at vide mere om driften og de mennesker, der får det til at fungere, og det kan rapporten bidrage til,” siger hun.
Artiklen er opdateret med link til det nævnte webinar.