Annonce

Lonas tilbageblik på 40 år som dagplejer: Vi er blevet professionelle

Meget har ændret sig i dagplejefaget, siden Lona Frøsig startede med at skifte stofbleer for 40 år siden. Faget er blevet mere professionaliseret, og tiden hvor dagplejere blev set på som hjemmegående mødre med et eller to ekstra børn er slut.

Annonce

I 1981 startede Lona Frøsig som dagplejer. Det skulle bare være arbejde i en kort periode. Men nu har hun været  40 år i faget og haft 80 børn i sin varetægt. Tobias Stidsen

Af Tobias Stidsen
Journalist

Annonce

10 kroner i timen. Det var Lona Frøsigs løn, da hun startede som dagplejer for 40 år siden. 
 
Mange ting var anderledes dengang. Regler var der færre af. Kostpolitik eksisterede ikke. Rygning i hjemmet var der ikke regler for, og børnene kunne frit kravle rundt på ryggen af hunden Tarzan, da man stadigvæk måtte have hunden sammen med børnene. Og i dag fylder dokumentation langt mere, end det gjorde dengang. 
 
 

2. generations dagplejebørn

Lona kan med stolthed se tilbage på sine 40 år i faget. Noget af det, hun glæder sig mest over, er at se sine tidligere dagplejebørn blive voksne. 
 
To af dem har hun haft jævnlig kontakt med gennem tiden. Søskendeparret Gitte Ladefoged og Mette Enemark Sørensen gik begge to i dagpleje hos Lona, da de var små, og er sidenhen fortsat med at komme i huset. 
 
”Lona har virkelig været en del af min barndoms gode, trygge minder. Det er grundlæggende gode barndomsminder fra det her hus og fra Lonas omsorg,” fortæller Gitte Ladefoged. 
 
Lona har senere også haft Mettes ældste søn i dagpleje og samtlige søskendeparrets andre børn i gæstedagpleje. 
 
”Jeg kører lige forbi en vuggestue på vej på arbejde, men fordi jeg også på egen krop har oplevet, hvad det hjemlige miljø gør for de helt små, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle vælge det hjemlige over institutionslivet, så længe det var muligt,” fortæller Gitte Ladefoged
 
 

Arbejdet på institution

Lona har været fagligt aktiv i FOA i mange år. Det var igennem det faglige arbejde, at hun blev bekendt med mulighederne for at videreuddanne sig, og det betød, at hun som 52-årig startede på uddannelsen som pædagogisk assistent. 
 
Under uddannelsen besøgte de flere institutioner, og Lona var også i praktik i en børnehave. Efter kort tid stod det dog klart, at livet i en institution ikke passede til hende. Hun savnede at være sin egen chef og følte sig låst af planlægningen. 
 
”Det var fint solskinsvejr udenfor, men så skulle vi sidde og male sådan nogle grise, fordi at det stod i deres årsplan. Jeg spurgte, om ikke vi skulle ud at lege, men der stod, at denne uge skulle vi male grise. Hos mig er vi ude, hvis der er fint vejr. Vi følger årets gang. Så kan vi male gris, når det er regnvejr.” fortæller Lona Frøsig.
 
 

Telt i baghaven

Det endte altså med, at Lona var tilbage i dagplejerfaget, allerede inden hun havde forladt det. Derfor kunne hun den anden uge i juni invitere til 40-års jubilæum. Et jubilæum, som kun få dagplejere når at fejre, da de fleste ofte har forladt faget inden da. Festlighederne strakte sig over flere dage, og til hovedbegivenheden havde hun inviteret alle sine tidligere dagplejebørn.
 
”Jeg har jo fået en masse dejlige kort her i forbindelse med jubilæet, også fra tidligere børn, hvor der er skrevet mange søde ting. Det gør en glad og stolt. Og det gør da også en stolt af sit fag, at dagplejen er blevet til, hvad den er i dag.” 
 
Dronningens Fortjenstmedalje må hun desværre vente med at få til september. Den er forsinket på grund af corona. Hvorvidt hun får mulighed for at besøge dronningen, kommer også an på smittesituationen, så hun afventer og ser, hvad det bliver til. 
 
”Det kunne ellers være sjovt hvis det var kronprinsen. Han har selv fire børn, så han ved hvad det handler om.”
 
 

Hundeklap om morgenen og kage om eftermiddagen

Igennem årene har 80 børn været  i Lonas hænder i det røde murstenshus i landsbyen Vejrup. Der er meget, der har ændret sig på de år. Især er der kommet flere regler, og der skal bruges mere tid på dokumentation. 
 
I mange år var det et fast indslag, at der var hjemmebagt kage og saftevand om eftermiddagen. Det stoppede med indførelsen af en kostpolitik i kommunen. I starten var det heller ikke et problem, at Lonas mand røg i huset. Og da der heller ikke var krav om, at børnene skulle starte i børnehave, var Lonas første barn i dagplejen, indtil hun var 11 år, fordi der hverken var børnehave eller SFO i byen.
 
Lona husker, hvor glade børnene var for de hunde, som hun og hendes familie har haft igennem tiden. 
 
”Jeg kan også tydeligt huske hunden fra min tid i dagplejen. Jeg elskede Tarzan. Jeg kan huske, at vi nærmest kravlede rundt på den,” fortæller Gitte Ladefoged smilende. Mette Enemark Sørensen er enig og husker ligeledes, hvor vigtig en hund har været, når hun skulle aflevere sit eget barn mange år senere.
 
”Jeg syntes tit, at den har været god om morgenen, hvis et barn har været en smule ked af det. Så virker det som afledning, når man skal ind og sige godmorgen til Bulder.” 
 
 

Et mere professionaliseret fag

Reglerne har ændret den måde, man er dagplejer på, men Lona ser det ikke som nogen dårlig ting. Hun ser det som en øget professionalisering, og er stolt over den retning, arbejdet har bevæget sig i. Et godt eksempel på dette er indførelsen af pædagogiske læreplaner i 00’erne.
 
”Da jeg startede, var det hjemmegående mødre, der fik det job. I dag er der respekt om jobbet, og respekt for vores fag, og mange dagplejere er uddannede. Dengang var børnene hos os for at blive passet. I dag skal vi jo lære dem en masse. Alt hvad børn laver i dag, er der jo læring i. Bare det, at de leger med klodser, kan lære dem om farverne.”
 
Til gengæld ser hun kravene til dokumentation som et problem. Lona bruger cirka to timer ugentligt på dokumentation. Det er tid, der enten går fra børnene, eller som i Lonas tilfælde, dagplejerens fritid. 
 
I takt med professionaliseringen fik dagplejerne også bedre løn og arbejdsforhold. Da Lona startede, modtog hun et vederlag per barn og havde ikke noget øvre timeantal. Hun havde først fri, når det sidste barn blev hentet, hvilket betød at hun ofte havde dage fra 06:15 til 18:15. Sidenhen er vederlaget blevet til løn og arbejdsugen fastsat til 48 timer. 
 
”Jeg havde månedsløn, der hed 2000 kroner dengang. Det er da blevet lidt bedre, selvom mange stadigvæk vil sige, at vi får en lille løn i forhold til vores timer.” 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev