Annonce

Tema: Coronavirus

Livredder i svømmehal: Genåbningen kom bag på os

Fire ud af syv offentlige svømmebade i København er ikke klar til at åbne, selv om de nu har fået mulighed for det. Det vurderer livredder og fællestillidsrepræsentant i København, Tom Lindberg.

Annonce

Livredder Tom Lindberg og kollegaerne er glade for at komme tilbage til arbejdspladsen og en normal hverdag, selv om der også har været mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med genåbningen af svømmebade. Privatfoto

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Selv om Folketingets partier har udvidet fase 3 af genåbningen med blandt andet indendørs idræts- og foreningsliv, så kommer svømmeglade danskere nok til at vente lidt med at få en dukkert i én af de offentlige svømmehaller.

Mange svømmebade er simpelthen ikke klar til at modtage gæster endnu. Det oplyser livredder og fællestillidsrepræsentant i København, Tom Lindberg.

"Det kom bag på mig og flere af mine kollegaer, at vi var en del af genåbningens fase 3. Vi troede, at vi først kunne genåbne til august, og flere steder er ikke klar endnu," siger Tom Lindberg.

Læs også: Bittens gode råd: "Bevæg jer for livet - det er ren win-win"

Der mangler hænder

Lige som alle andre fik han i weekenden meldingen om, at svømmebade kunne genåbne fra mandag 8. juni. De seneste dage har han og kollegaerne derfor haft travlt med at få styr på retningslinjer og personaleressourcer.

Ud af de syv offentlige svømmebade i Københavns Kommune forventer Tom Lindberg, at tre kan genåbne inden for den nærmeste tid. Det første sted – nemlig Bavnehøj Friluftsbad- er allerede åbnet efter, at myndighederne har slået fast, at de indendørs bade- og toiletfaciliteter godt kan åbne. Andre steder som Vesterbro Svømmehal må vente af hensyn til renovering, som skulle være foretaget i lukkeperioden hen over sommeren.

Derudover er der personalesiden, hvor Tom Lindberg forventer, der kommer til at mangle folk.

”Flere steder er der nødt til at være en mand ved billetautomaten for at sørge for, at antallet af badegæster holdes inden for retningslinjerne. Derudover skal der være ekstra personale i omklædningsrummet til at sørge for rengøring og afspritning af skabe og brusere. Der er i forvejen mangel på vikarer, så der kommer til at være rift om dem, der er,” forudser Tom Lindberg.

Læs også: Kend din ret til fravær, hvis dit barn skal testes, i karantæne eller er coronasmittet

Et stærkere sammenhold

I Bavnehøj Friluftsbad har man foreløbigt løst situationen ved at åbne op for maksimalt 50 gæster, hvor der normalt er plads til 150 i vandet. Antallet af svømmebaner er skåret ned, og man skal holde 1 meters afstand til hinanden. Det gælder også ved toiletter og omklædningsrum, hvor der er lukket for hver anden bruser samt alle skabe af hensyn til en mere grundig rengøring.
På trods af den nye hverdag er Tom Lindberg og kollegaerne glade for at være tilbage på arbejdspladsen.

”Nedlukningen har været en underlig periode, hvor jeg og kollegaerne er blevet kaldt ind på skæve tidspunkter. Eksempelvis har vi været med til at drifte et nødherberg for hjemløse, som i hast blev oprettet i Bavnehøj Idrætshal. Vi har også indgået i vagtplanen på skoler og i daginstitutioner, hvor vi har været med til at gøre rent. Vi har stået til rådighed i otte timer dagligt, også selv om arbejdstiden måske kun har heddet fire timer dagligt,” fortæller fællestillidsrepræsentanten og tilføjer, at sammenholdet blandt kollegaerne er styrket efter nedlukningen.

”Der har ikke været den daglige stress, sure miner og konflikter, men mere ro til at få en god snak med hinanden. Vi har stadig mødtes hver morgen klokken 8, og det har været meget givende. Jeg håber og tror på, at det gode arbejdsklima kan fortsætte," siger Tom Lindberg.

Retningslinjer for svømmebade

Kulturministeriet har i forbindelse med genåbningen af idræts- og foreningsfaciliteter udgivet en række retningslinjer, som er vejledende og læner sig op ad Sundhedsstyrelsens retningslinjer om eksempelvis afstandskrav.

  • Der må max være én badegæst per 4 m2, og antallet af bassiner skal reguleres derefter.
  • Antallet af gæster skal begrænses både ved indgangen til omklædningsrum og i selve svømmehallen.
  • Der bør være afstandsmærkninger på gulve og de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.
  • Skabsnøgler skal udleveres og afleveres af medarbejdere, og nøglerne skal sprittes af mellem hver gæst.
  • Der skal holdes én meters afstand mellem gæster i bassiner, spa, sauna, dampbad samt ved ophold på bassinkanten. Ved fysisk anstrengelse skal der holdes to meters afstand.
  • Alt udstyr skal rengøres før og efter brug.
  • Der skal løbende holdes øje med, om den rette afstand mellem gæsterne i bassinet og i omklædningsrummet overholdes.

Om rengøring:

  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af alle håndtag på alle døre og diverse armaturer.
  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af hallens gelændere, stiger, startskamler og bassinkant med desinfektionsmiddel af QAC typen eller den rette sprit.
  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af toiletter.
  • Afspritning af kontaktpunkter på skabe i omklædningsrum foretages efter hver bruger.
  • Telefoner, radioer og kassesystemer, der benyttes af skiftende medarbejdere skal rengøres ved hvert skift.

Kilde: Kulturministeriet

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev