Annonce

Portører har modtaget en pris på Sygehus Lillebælt

Portører modtager pris: Giver pengene til børneafdeling


Fem portører på Sygehus Lillebælt får mindelegat for deres evner til at møde patienterne, hvor de er.

Annonce

Fokus og nærhed er to ord ledende overlæge Pernille Lennert bruger, når hun beskriver, hvordan de fem portører Kristian Liltorp,  Kim Anthon Rasmussen, Günther Lau Knutzen, Poul Tangsgaard Jensen og Johnny Sørensen Nielsen er i samværet med patienter. Derfor indstillede hun dem til at modtage Christina Bjerg-Brinks Mindelegat. Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Da portør Kristian Liltorp og fire af hans kolleger på Sygehus Lillebælt i Vejle i onsdags blev indkaldt til møde, vidste de ikke, hvad der ventede dem. 

Derfor var overraskelsen stor, da de fandt ud af, at de var blevet tildelt Christina Bjerg-Brinks Mindelegat. Det uddeles af Sygehus Lillebælts Udviklingsråd og gives til en eller flere medarbejdere, der har gjort en særlig indsats over for patienterne. Med legatet følger 25.000 kroner

Læs også: Portør: 'Latterlig' lille belønning for arbejdet med Sundhedsplatformen

“Jeg havde ingen anelse om, hvad vi skulle, men vi havde fået at vide, det var noget godt, der ventede os,” siger Kristian Liltorp.

Rammer patienterne, hvor de er

I 12 år har han været portør på hospitalet og en del af arbejdsdagen, bruger han på operationsgangen, hvor han arbejder sammen med fire andre portører: Kim Anthon Rasmussen, Günther Lau Knutzen, Poul Tangsgaard Jensen og Johnny Sørensen Nielsen.

Ledende overlæge på Anæstesiologisk Afdeling Pernille Lennert har sit kontor på operationsgangen, og her har hun oplevet, hvilken forskel portørerne gør for patienterne. Og det var det, der fik hende til at indstille portørerne til legatet.

“De fem portører har et stort fokus på, at patienten er et menneske i en eller anden form for svær tilstand. De er meget dygtige til med stor nærhed at ramme patienterne, der hvor de er,” siger Pernille Lennert.

Handler om at tale med hjertet

Samtidig roser hun portørerne for deres evne til at hjælpe det øvrige personale. 

“De understøtter det samlede team. Hvis de ser, at en sygeplejerske har meget at lave, hjælper de på en respektfuld måde til. De er meget opmærksomme på hele situationen rundt om patienten,” siger Pernille Lennert.

Egentlig har Kristian Liltorp bare passet sit arbejde. For det han og kollegerne har modtaget hæder for, det er sådan kulturen er på stedet, siger han.

Læs også: Sundhedsminister om coronaberedskab: Vi får brug for alle. Også pensionister og studerende

“Det kan godt være, at du har haft en dårlig dag, men det lægger du væk, når du møder på arbejde. Jeg har medfølelse og empati for de patienter, jeg kører med, og det handler om at tale med hjertet til dem og berolige dem på vej ned til operationen, så de får en god oplevelse fra starten af,” siger han.

Patienterne skal føle sig trygge

Det er ofte kræftpatienter, Kristian og hans kolleger skal køre til operation.

“Nogle patienter er vildt nervøse, og der er det vigtigt for mig, at de føler sig trygge i de fem minutter, jeg kører med dem. Jeg prøver at få deres tanker væk fra operationen,” siger Kristian Liltorp.


“Jeg er helt vildt stolt. Det er et skulderklap af en anden verden. Og der gør mig endnu mere motiveret i mit arbejde,” siger Kristian.

Penge til nyt legetøj

Med legatet følger 25.000 kroner, og de fem portører blev hurtigt enige om, at pengene skulle gå til nyt legetøj til børneafdelingen.

“Legetøjet på afdelingen er meget slidt og de trængte til nyt. Vi har alle sammen børn, så vi synes, det var det pengene skulle bruges til,” siger Kristian Liltorp.

Christina Bjerg-Brinks Mindelegat

Christina Bjerg-Brinks Mindelegat uddeles og overrækkes én gang om året af Sygehus Lillebælts Udviklingsråd.  Legatet blev indstiftet og uddelt for første gang i 2012 i respekt for 22-årige Christina Bjerg-Brink. Hun mistede på tragisk vis livet i venteværelset ved lægevagten på Kolding Sygehus, mens hun ventede på at blive tilset af en læge.  Hun var på det tidspunkt selv sygeplejeelev på hospitalet, der - udover at indstifte mindelegatet – også indledte en undersøgelse af, hvordan den tragiske hændelse overhovedet kunne finde sted, mens Christina Bjerg-Brink var i hospitalets varetægt.
Kilde: Sygehus Lillebælt

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev