Annonce

FOAs formand: Sammenhængsreform vil presse folk til at løbe hurtigere 


Reformen af den offentlige sektor skaber stor bekymring hos FOAs formand. Hun mener, at der mangler grundlæggende tillid til de offentligt ansatte.

Annonce

Det var under en debat om Sammenhængsreformen på Folkemødet, at Mona Striib luftede sin kritik til det seneste udspil af reformen.    Pelle Rink

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Annonce

Opdateret den 21. 06.2018

Der er kommet et nyt udspil fra udfordringspanelerne, der skal give inputs til den kommende Sammenhængsreform. Men det er med bekymring i stemmen, at FOAs formand, Mona Striib, fortæller om udsigterne i reformen af den offentlige sektor.

“Jeg er bange for, at Sammenhængsreformen ikke vil komme til at hjælpe medlemmerne. Det ser ud til, at dokumentationsræset ikke bliver sluppet, for når én regel fjernes, så dukker der en ny op. Og reformen lægger op til, at der sammenlignes på pris og ikke kvalitet, så det kommer til at handle om at løse opgaverne hurtigst,” siger Mona Striib.

Læs også: Næstformand i KL's lønudvalg: Jeg vil give håndslag på flere fuldtidsstillinger

Den færdige reform vil blive præsenteret til efteråret af regeringen med innovationsminister Sophie Løhde(V) i spidsen. Den forventes at have omfattende konsekvenser for 800.000 offentligt ansatte og borgere med behov for hjælp.

Det samme som før

Reformen lægger op til flerårige budgetter, hvor lederne og fagfolkene selv har forvaltningsansvaret, og det glæder FOAs formand. Men hun er kritisk over for det manglende fokus på de økonomiske rammer og ressourcer, som er helt grundlæggende for, at de offentligt ansatte kan løse opgaverne tilfredsstillende og forsvarligt:

“Hvis forsøget med reformen er at sige, “Nu slipper vi jer fri, men inden for en så snæver økonomisk ramme, at den frihed, I har, er at fortsætte med at løbe rigtig stærkt, så bliver dét det samme som før,” siger Mona Striib.

Tillid er afgørende

På Finansministeriets hjemmeside står der, at målet for reformen er at afbureaukratisere sektoren, at borgeren skal i centrum, at al unødvendigt dokumentation skal fjernes, og at der skal mere tillid til medarbejderne og deres faglighed skal styrkes.

Men Mona Striib mener, at tilliden mangler. Ifølge hende har politikerne på Christiansborg svært ved armslængdeprincippet, at de detailstyrer på baggrund af enkeltesager i medier og blander sig i noget, som fagfolk og ledere på arbejdspladserne ved mere om:  

Læs også: Børn og unge er stressede, men pædagogisk personale kan gøre en forskel

"Bottom line er tillid. Man bør lytte mere til fagfolkene på gulvet, som ved, hvad der skal til for at give borgerne en værdig hverdag. Det bør vi have tillid til i den offentlige sektor,” siger Mona Striib.

Vi vil være vagthund

Selvom man i FOA er stærkt kritisk og bekymret overfor flere punkter i udspillet til Sammenhængsreformen, vil fagforbundet være med til at finde løsninger i den kommende reform, men der er en grænse for velvilligheden:

“De seneste mange år har der været skåret så meget økonomisk, så nu kommer det for os til at handle om vilkår, vilkår, vilkår. Vi vil selvfølgelig være medspillere, men vi vil også være vagthund og sørge for, at kollegerne får de rette vilkår til at løse opgaven,” siger Mona Striib.

Reformen skal ikke presse medarbejderne

Fagbladet FOA har kontaktet Innovationsminister, Sophie Løhde(V), for at få svar på FOAs kritik. I en mail skriver ministeren, at ingen FOA-medlemmer eller andre faggrupper kommer til at løbe stærkere på de offentlige arbejdspladser på grund af Sammenhængsreformen. 

"Reformen skal på ingen måde presse medarbejderne. Den skal tværtimod blandt andet gerne resultere i, at medarbejderne får mere plads til deres faglighed og mere tid til deres kerneopgaver," skriver Sophie Løhde.

Hun er enig med FOAs formand, Mona Striib, i, at politikerne i højere grad skal vise tillid til medarbejdere i det offentlige:

"Vi politikere skal blive bedre til at styre os selv. Vi skal lade være med at styre og regulere de mange for noget, der er sket hos de få. Og vi skal gøre op med den nulfejlskultur, som eksisterer nogen steder," skriver ministeren i mailen. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev