To kvinder laver mad i et køkken. Der er en række flæskestege på bordet foran dem.

Tema: OK18

Erfaring giver mere i løn til service- og husassistenter ved jobskifte

Af Linda Hansen
Journalist

Fra næste år bliver det muligt for størstedelen af Kost- og Servicesektorens ansatte at begynde opsparing af anciennitet, som kan tages med, når der skiftes job fra én kommune eller region til en anden. Et rimeligt fremskridt, siger sektorformand.

”Vores medlemmer har ønsket at få mere i løn, så det har vi krævet og også fået forhandlet hjem til dem,” siger formand for Kost- og Servicesektoren Gina Liisborg (tv), som her er i køkkenet med kok Karen Marie Rothman Henriksen (th). Arkivbillede. Tue Wettergreen-Paltorp

Af Linda Hansen
Journalist

Service- og husassistenter får fremover mulighed for at tage deres optjente anciennitet med, når de skifter job fra en kommune til en anden.  Så hvis du eksempelvis skifter fra Tårnby Kommune til et nyt job i Rødovre Kommune, så kan du tage din anciennitet med dig, når de nye regler er trådt i kraft.

Læs også: OK18: Få det fulde overblik over forligene i stat, kommuner og regioner

Det samme gælder for de ansatte, der skifter job fra én region til en anden eller skifter mellem job i en region og en kommune.

Formand Gina Liisborg fra FOAs Kost- og Servicesektor er godt tilfreds med aftalen om brancheanciennitet, som er indgået efter organisationsforhandlinger mellem FOA og arbejdsgiverne i kommuner og regioner.

”Det er kun rimeligt, at hvis man er ansat som husassistent og skifter job fra én kommune til en anden, så flytter man sin anciennitet med sig. Ellers er man jo nærmest stavnsbundet til den pågældende kommune. Nu har vi endelig fået gjort op med den forældede regel, og det synes vi jo er meget godt gået,” siger Gina Liisborg til Fagbladet FOA

Ancienniteten flytter med fra 2019

I dag er reglerne for faggrupperne sådan, at du skal starte helt forfra på laveste grundløn, hvis du skifter til et nyt job i en anden kommune eller region.

Forliget om anciennitet er netop landet, og det omfatter en stor del af medlemmerne i Kost- og Servicesektoren på både det kommunale og regionale område. 

Læs også: Lønstigninger på vej: Sosu-assistenter, sosu-hjælpere og elever belønnes i ny aftale

Den nye aftale betyder, at der tages hul på opsparingen af anciennitet fra 1. april 2019. Og allerede to år senere - fra 1. april 2021 - vil du kunne tage de to års opsparede anciennitet med dig til et nyt job i en anden kommune eller region og få 2-års kvalifikationstillægget.

Aftalen gælder blandt andet faggrupperne husassistenter, erhvervsuddannede serviceassistenter, servicemedarbejdere og serviceassistenter ved sygehuse samt ufaglærte med rengørings- og køkkenarbejde i kommuner og regioner under FOAs Kost- og Servicesektor.

Stigning i pension og tillæg

Ud over den nye anciennitetsordning, er der ved organisationsforhandlingerne i kommunerne blandt andet lavet aftaler om, at alle får en stigning i grundlønstillægget på 467 kroner årligt, og at der sker en stigning i pensionen på 0,2 procent. Ud over det får alle på løntrin 11 til 19 årligt 515 kroner fra lavtlønspuljen.

”Vores medlemmer har ønsket at få mere i løn, så det har vi krævet og også fået forhandlet hjem til dem,” siger Gina Liisborg. 

Læs også: OK18: Se hvornår du skal stemme

Dertil er ligelønspuljen fordelt til alle medarbejdere fra og med løntrin 20, hvilket giver en årlig lønstigning på knap 300 kroner. Også elever har udsigt til en lønstigning på mellem cirka 250 til 500 kroner om måneden - alt efter elevens alder og studielængde.

I regionerne får alle en stigning i grundlønstillægget på 1.207 kroner årligt. Dertil medfører den regionale ligelønspulje en årlig lønstigning på 557 kroner til alle på løntrin 20 og opefter, og alle under løntrin 20 får en årlig stigning på 727 kroner via lavtlønspuljen. 

Generelle lønstigninger på 6,8

Ud over forbedringerne som følge af de direkte forhandlinger mellem FOA og arbejdsgiverne kommer de forbedringer, som er opnået i de generelle forlig i kommuner, regioner og staten.

Læs også: Dagplejer om lønstigninger: Jeg er virkelig godt tilfreds

Forligene blev forhandlet hjem i Forligsinstitutionen i slutningen af april, og her blev der blandt andet forhandlet lønstigninger igennem på 6,81 procent for alle FOAs medlemmer i regionerne og 6,82 procent for alle FOA-medlemmerne i kommunerne.

De nye overenskomster skal stemmes hjem ved den kommende urafstemning, før alle forbedringerne træder i kraft. Urafstemningen starter i midten af maj, og hvis resultatet bliver et ja, får du udbetalt lønstigninger og andre forbedringer med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies