Annonce

Statsminister Lars Løkke (V) giver vinderne af DM i skills et knus.

Sosu-vinderne af DM i Skills 2018: Vi er bare så glade og lettede


Louise Nyby Lisberg og Ida Kaalund fra Region Midtjylland fik overrakt deres vindertrofæer af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Annonce

Ida Kaalund får knus og trofæ af statsministeren, mens Louise Nyby Lisberg ser smilende til. Flemming Jeppesen

Af Birgit Søes Rasmussen
Journalist

Annonce

Med armene om hinandens skuldre gik de to glade vindere fra Region Midtjylland, Louise Nyby Lisberg og Ida Kaalund, på scenen i Messecenter Herning for at modtage vindertrofæer samt håndtryk og lykønskninger fra statsministeren. De løb af med sejren efter tre dage med fire krævende opgaver i DM i Skills, hvor de var i konkurrence med fire sosu-hold. 

Over 40.000 mennesker har i løbet af de tre åbningsdage fulgt konkurrencerne, hvor der var spænding lige til lørdag eftermiddag, hvor vinderne blev kåret. De to vindende sosu´er turde med egne ord ”næsten ikke håbe på sejren.”

”Da vores navne blev råbt op, følte vi os både vildt glade og meget lettede. Men det var også lidt svært at forstå. De andre, vi har dystet imod, er jo også knalddygtige,” siger Louise Nyby Lisberg.

Ida Kaalund synes, at det største var at stå på scenen blandt alle vinderne fra de andre deltagende fag.

”Da følte jeg mig lidt lille og ydmyg, for alle har jo kæmpet hårdt,” forklarer hun.

En hård slutspurt

De to midtjyske sosu´er har ligget i træningslejr de seneste par måneder for at stå bedst muligt rustet til DM i Skills. En hel dag om ugen har de øvet sig sammen med deres træner, plus læst lektier et par timer dagligt, endda også den 24. december. 

”Det har været hårdt. Ikke mindst her de sidste tre dage, hvor vi har været i konkurrence fra tidlig morgen til om aftenen. Vi har været på, talt med træneren, lige hjemme og sove og så afsted igen. Vi har levet af sodavand, og vi har haft så travlt, at vi ind imellem næsten har glemt, hvad vi hedder,” fortæller en træt og glad Ida Kaalund. 

Fremtidsplaner

Louise Nyby Lisberg er for tiden ude i sin sidste praktik. Den foregår på en akut sengeafdeling på Regionshospitalet Herning. Hun drømmer om at videreuddanne sig til paramediciner. 

Ida Kaalund er helt nyuddannet. Hun er ansat i et vikariat på en neurologisk afdeling på Regionshospitalet Holstebro. Også hun ønsker at bruge sin uddannelse som et springbræt til videreuddannelse. Hun vil gerne være sygeplejerske. 

DM i Skills har igen i år slået rekord med supermange deltagende fag. Nemlig 61 tilmeldte fag – 42 konkurrencefag og 19 demonstrationsfag.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev