Annonce

Botilbud for hjerneskadede bliver lukket efter flere kritiske tilsyn


Botilbuddet Strandviben mister tilladelse til at drive bosted, og der sættes ind med ekstra personale indtil lukningen. ”Endelig kan beboerne komme i fokus,” siger tillidsrepræsentant. 

Annonce

Botilbuddet Strandviben bliver lukket i slutningen af 2017. Indtil lukningen er der blandt andet indsat 12 ekstra pædagoger. Tillidsrepræsentant Natacha Noer Zaari, der er social- og sundhedshjælper, er lettet over, at der endelig kommer det ekstra personale, de ansatte har råbt på længe. Mikkel Østergaard

Af Marie Brynskov
Journalist

Annonce

Socialtilsyn Hovedstaden har ikke længere tillid til, at Socialforvaltningen i København Kommune kan rette op på forholdene på botilbuddet Strandviben og har tilbagetrukket godkendelsen til at drive botilbuddet. 

Ifølge Mie Andresen, chef for Socialtilsyn Hovedstaden, mister botilbuddet godkendelsen på grund af 'udtalt bekymring for borgernes sundhed og trivsel'.

”Tilbuddet har været præget af manglende stabilitet på grund af skiftende ledelse og medarbejdere, der har gjort det svært at opstille arbejdsgange for at håndtere for eksempel medicin og magtanvendelser,” siger hun.

Læs også: Ansatte på lukket botilbud føler sig ladt i stikken af kommune

To nye botilbud

Som konsekvens har socialudvalget i Københavns Kommune på et møde den 20. september besluttet at lukke Strandviben i sin nuværende form fra udgangen af året, oplyser chef for Borgercenter Handicap Lasse F. Steenland til Fagbladet FOA.

”Vi samarbejder med Socialtilsynet om den afvikling, der er i gang af Strandviben, men også i forhold til en proces, hvor vi har ansøgt Socialtilsynet om at åbne to nye botilbud på samme adresser,” siger han.

De to nye bosteder får efter planen hver sin målgruppe, hvilket medfører, at nogle beboere skal flytte. Socialtilsynet har givet påbud om, at der er beboere på Strandviben, der ikke hører til målgruppen - for eksempel udadreagerende beboere med misbrugsproblemer.

Læs også: Chef i forvaltning svarer på ansattes kritik: Jeg er ikke stolt

Fem millioner på vikarer

Strandviben, der har 61 beboere med erhvervet hjerneskade, har været under skærpet tilsyn siden marts måned, hvor det fik syv påbud, der siden er ændret til et. 

Forholdene på botilbuddet har været turbulente i flere år, og de ansatte har kritiseret, at der var for få ressourcer til at hjælpe de plejekrævende borgere og efterlyst mere stabil ledelse. 

I gennemsnit har der været en ny botilbudsleder hvert år og en høj personalegennemstrømning på mellem 30 og 40 procent siden 2014. Indtil august 2017 blev næsten en fjerdedel af den samlede løn brugt på vikarer, viser en aktindsigt, Fagbladet FOA har fået fra Københavns Kommune. Over fem millioner kroner blev der brugt på vikarer i 2016.

Chef for Borgercenter Handicap Lasse F. Steenland erkender, at Socialforvaltningen skulle have handlet tidligere.

"Læren for os er, at vi i langt højere grad vil følge med i sygefravær, udgifter til vikarbureauer, tilsynsrapporter og få det koblet. I den ulykkelige situation, vi står i, hvor Strandviben skal lukke i sin nuværende form, vil vi bruge det til læring fremover: Hvordan kan vi sørge for, at vi ikke havner i samme situation fremover?" 

Læs også: Ansatte flygter fra botilbud under skærpet tilsyn

Ansat: Endelig bliver vi lyttet til

Ingen ansatte mister efter planen deres job, men fem er flyttet til andre botilbud i kommunen fra 1. oktober. De er påvirket af den korte proces, hvor de har haft få dage til at forlade arbejdspladsen, oplyser tillidsrepræsentant Natacha Noer Zaari, der er social- og sundhedshjælper på afdelingen på Vibevej i nordvestkvarteret.

”De føler sig ramt på deres faglighed og har en stor sorg over at skulle forlade stedet og beboerne. De oplever, det hele er sket med et fingerknips oven på en hård periode, hvor de har kæmpet for stedet, hvor der i lang tid ikke har været nok personale,” siger hun.

12 ekstra pædagoger

Socialforvaltningen har midlertidigt indsat to faglige 'task forces' og 12 ekstra pædagoger på botilbuddet indtil lukningen sidst på året.

Natacha Noer Zaari er lettet over, at der endelig er kommet det ekstra personale, de ansatte har efterlyst.

"Det er rart, at beboerne igen kan komme i fokus - det er jo derfor, jeg har valgt det her arbejde - ikke for hele tiden at slukke ildebrande. Vi har fået fagligheden tilbage og arbejdsglæden. Men hvor havde det været rart, hvis vi for længst havde fået det personale, der er brug for, og alle ressourcerne ikke var gået til vikarbureauer," siger hun.

Økonomien skal sikres fremover

Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS) advarer mod, at man sender ’aben videre’ til de ansatte.
  
”Strandviben har været ramt af en økonomisk ond cirkel, der er blevet værre og værre. Det store vikarforbrug har udtyndet tilbuddets økonomi, og forvaltningen har ikke - trods syv påbud fra Socialtilsynet – valgt at viske tavlen ren og sikre en bæredygtig økonomi, der kunne forbedre kvaliteten,” siger Helle Vibeke Haslund, medlem af forretningsudvalget og faglig sagsbehandler i LFS.

”Hvad angår de to nye tilbud, man vil etablere, håber vi først og fremmest, at man stiller den nødvendige økonomi til rådighed og sikrer en klar, stabil, nærværende og faglig ledelse. Ellers er det hele formålsløst,” siger hun.

Botilbud med turbulent historie

Socialtilsyn Hovedstaden gav den 31. marts 2017 et skærpet tilsyn efter to besøg på Strandviben i januar 2017. Efter nyt besøg den 19. maj blev det  skærpede tilsyn forlænget indtil 1. november 2017. Efter et uanmeldt tilsyn den 18. august 2017 besluttede Socialtilsyn Hovedstaden at tilbagetrække Strandvibens godkendelse til at at drive botilbud. Strandviben klukker i sin nuværende form den 31. december.
Botilbuddet, der ligger på to forskellige adresser, har 61 beboere med erhvervet hjerneskade og hører under Center Campo i Københavns Kommune. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev