Annonce

Grafik med advarsler

5 råd: Kend din ret, hvis du trues på jobbet

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Der kommer ikke hjælp til ansatte på bosteder. Nu gør FOA opmærksom på, at du kan trække dig fra jobbet, hvis du trues på liv og førlighed. Reglerne gælder for alle FOA-medlemmer. 

Annonce

Er du truet på liv og førlighed, så har du ret til at stoppe med at arbejde. Joe Anderson

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Stik imod forventningerne får de ansatte på bosteder for psykisk syge ikke forbedret deres sikkerhed. Trods fem drab på fire år blev forslaget om at oprette 150 pladser til de farligste beboere nemlig droppet af regeringen.
 
Først efter sommerferien vil regeringen se på nye løsningsmuligheder. I mellemtiden skal FOA’s medlemmer flere steder gå på arbejde med deres helbred som indsats. 
 
“Det ærgrer mig rigtigt meget, at forslaget faldt til jorden, da Dansk Folkeparti trak deres støtte. Det ville ellers have indebåret, at de 150 beboere, der er for udadreagerende og farlige, kom til et sted, der kunne håndtere dem,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
 
Han fortæller, at FOA havde enkelte indsigelser i forhold til løsningsforslaget, men overordnet bakkede det op, da det var nødvendigt, at der akut blev gjort noget for medarbejdernes sikkerhed.
 

Du må trække dig fra farligt arbejde

For at sikre sine medlemmer har FOA derfor sat gang i en oplysningsindsats om medlemmernes vægringsret, altså retten til at stoppe med at arbejde, hvis man er truet på liv og førlighed. 
 
“Vi har en hovedaftale, der betyder, at man som ansat kan stoppe arbejdet, hvis man er truet på liv og helbred. Det er altså ikke en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så man får stadig løn. Med den udvikling, der nu sker, er det nødvendigt at sikre vores medlemmer passer på sig selv” siger Dennis Kristensen.
 
Oplever du at blive truet eller udsat for vold på jobbet, har du altså ret til at sige, at du ikke vil udføre arbejdet. Vægringsretten gælder også, hvis arbejdsgiveren ikke efterlever Arbejdstilsynets påbud, mener Dennis Kristensen.
 
“Har Arbejdstilsynet givet påbud om, at man skal være to, der kan se og høre hinanden på jobbet, så skal det overholdes. Er det ikke muligt, så må man lade være med at udføre arbejdet, til der er to, så man efterlever Arbejdstilsynets påbud,” siger han.
 
Oplysningsinsatsen er rettet mod socialpsykiatrien men gælder også for alle andre FOA-medlemmer. Parkeringsvagter og ansatte på demensafdelinger er eksempelvis også omfattet.
 
Læs mere på FOA.dk

5 ting du skal vide om din vægringsret

1) Hvis du akut føler dig truet på dit liv og helbred på din arbejdsplads, har du ret til at beskytte dig selv. Det kan du gøre ved at undlade at udføre de arbejdsopgaver, der indebærer en risiko for din sikkerhed eller sundhed. Den rettighed er blandt andet beskrevet i Hovedaftalen mellem FOA og KL. Måske kender du den som "Liv, ære og velfærd".  

2) Bestemmelsen gælder alle medarbejdere, uanset om du er ansat i en privat virksomhed eller er ansat i en kommune eller en region. Bestemmelsen har til formål at beskytte dig og dine kolleger, og derfor skal du bruge den som en ret til at stoppe arbejdet, hvis det er nødvendigt.

3) Oplever du en situation, hvor du føler dig truet på dit liv og helbred på din arbejdsplads, skal du straks kontakte din nærmeste chef og oplyse, hvorfor du har forladt arbejdssituationen. Kontakt derefter din lokale FOA afdeling og underret din tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.

4) Trusler på liv, ære og velfærd dækker over situationer, som akut truer din sikkerhed og sundhed. Når arbejdet vedrører mennesker, kan vold, trusler om vold og verbal krænkelse være eksempler på situationer, hvor du har ret til at nedlægge arbejdet, indtil der er fundet en løsning, så du igen kan udføre dit arbejde uden risiko for din egen sikkerhed.


5) Det er den ansatte, der skal bevise, at der er en alvorlig sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko ved at udføre arbejdet, og der vil i vurderingen blive lagt vægt på Arbejdstilsynets udtalelser i sagen. Det er derfor vigtigt, at Arbejdstilsynet indkaldes, hvis de ikke allerede er inde i billedet.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies