Annonce

Portræt af Lola Jensen

Lola Jensen: Sådan klarer du jul på job uden dine børn


Skal du på arbejde den 24. december, råder familievejleder Lola Jensen til, at I som familie holder juleaften en anden aften. Det er vigtigere, at mor og far er med, end hvilken dato I holder jul. Læs alle rådene her.

Annonce

Familievejleder Lola Jensen guider dig til, hvordan du klarer julen på job, når du har børn hjemme.  Pressefoto

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Det kan være svært at skulle arbejde i julen, når man har børn derhjemme. Det svarer flere af FOAs medlemmer i en medlemsundersøgelse.
 
“Det har stor betydning, når man har mindre børn og jeg ikke kan være hjemme ex. d. 24.” skriver et medlem.
 
Knap hvert fjerde medlem, der skal arbejde juleaften, har hjemmeboende børn, viser undersøgelsen. Men man kan sagtens have en god jul, selvom man skal på arbejde, mener familievejleder Lola Jensen. 
 
“Kunsten er at lade være med at tale det op, som man synes, man ikke kan præstere. Tal hellere det op, som du kan præstere. Børnene ved ikke, at der er et problem, før vi voksne gør det til et problem,” siger Lola Jensen.

Familievejlederen fortæller, at forældre er blevet mere opmærksomme på ikke at byde barnet noget, der er ‘forkert’.
 
“Man er blevet nervøs for, at barnet ikke skal opleve det samme som de andre børn, og at man ikke kan præstere det samme som de andre forældre,” siger Lola Jensen.
 
Hun giver derfor otte gode råd til forældre, der skal arbejde juleaften:  

1. Byt om på dagene

Juleaften er den dag, I holder juleaften i familien. Så hvis mor eller far skal på arbejde den 24. december, så byt rundt, så I holder jeres juleaften den 23. december i stedet. 
Jeg har set det masser af gange, at hvis far bare laver svensk pølseret den 24., og familien spiser and den 23., så er der intet problem i det. Byt simpelthen rundt på de to dage, så lillejuleaften bliver juleaften og omvendt. 

2. Hold kun en juleaften

Får familien en invitation til juleaften den 24., som er magen til den juleaften, I selv har holdt den 23., så lad som udgangspunkt være med at tage til den. 

Selvfølgelig bestemmer I selv, om I siger ja til indbydelsen. Men det gør det sværere for mor, som skal på arbejde, ikke at ligne en Titanic-katastrofe, hvis hun ved, at hele familien skal til en juleaften, der måske er endnu mere ‘rigtig’ end den juleaften, hun selv kunne præstere at holde dagen før. Og hvis mor er ked af, at familien skal holde jul uden hende, så smitter det også af på børnene.

Derfor er det bedre at holde juleaften den 23., lillejuleaften uden det store hurlumhej den 24. og så samles med hele familien til jule-tamtam 1. juledag. 

3. Tal positivt om det, du kan tilbyde

Den store kunst er, at man skal lade være med at tale det op, som man ikke kan præstere. Du skal ikke sige: “Juleaften bliver uden mig i år, det er jeg ked af”, for så vil barnet opdage, at det er svært for dig. Hvis du selv har en sorg over det, inden du tager på arbejde, så smitter det.

Tal i stedet op for barnet, at “juleaften er den aften, vi holder jul i vores familie”, for så opdager barnet ikke noget. Når du selv virker tilpas med den løsning, I har fundet i jeres familie, så oplever barnet det heller ikke som et problem. 

4. Vær til stede, når der bliver givet gaver

Min anbefaling er, at man kun holder én juleaften, som totalt ligner den ‘rigtige’ juleaften. Det gælder derfor også gaver. Giv gaverne den aften, hvor begge forældre er til stede, så begge får glæden ved at se begejstringen, når barnet åbner gaverne. Det er altid godt at være sammen med giveren af gaven, så der ikke skal en masse SMS’er og opkald frem og tilbage for at kunne sige tak for gaven.

5. Hold fast 

I dag opdager børn lettere, hvis tingene er anderledes i forhold til deres venner, fordi de kan have kontakt med dem over SMS i ferien. Man skal ikke underkende, hvis barnet spørger: “Hvorfor er du ikke hjemme i aften, når det er juleaften? Mathilde holder jo jul i dag?” Her er det vigtigt, at du holder fast i, at du godt forstår, hvorfor barnet spørger, men at I jo holdt den bedste juleaften i går.

6. Tænk på barnets behov

På nogle arbejdspladser – for eksempel på nogle plejehjem – er der mulighed for at tage børnene med på job juleaften. Det kan man sagtens gøre, men det er ikke smart at gøre det med de børn, der har svært ved at give slip på mor. 

Samtidig skal man huske på barnets behov. Hvis I allerede har holdt jeres juleaften den 23. december, og barnet skal med på plejehjemmet den 24. til juleaften der, og I måske også skal af sted den 25., så kan det blive for meget for barnet. Overvej derfor, hvis behov det er, at barnet skal til hurlumhej på plejehjemmet. Dit eller barnets?

7. Når barnet bliver ældre: Forklar hvorfor du er væk

Når barnet får en vis alder, kan du godt begynde at forklare, hvorfor du er væk juleaften. Forklar, at der er nogen, der bliver nødt til at passe på Fru Hansen juleaften, at det er dig i år, og at du ved, at “Fru Hansen bliver så glad og tryg, når hun får lov at låne mor en aften.” 

8. Pin ikke dig selv og glem glansbillederne på Facebook

Jeg kan godt forstå, hvis forældre, der skal arbejde juleaften, er nervøse på barnets vegne. Prøv at tænke på Facebook – klokken 18:30 juleaften opdaterer alle, hvilket glansbillede af en jul, de holder. Der er jo ikke nogen, der lægger de skæve og kiksede billeder op fra juleaften. Så kan man sidde der på sin vagt og se, hvor meget alle de andre kan præstere. Men lad nu være med at pine dig selv. Tænk hellere: “Vi holdt den bedste jul i går. Det er lige meget, hvilken dag det er.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev