Annonce

To voksne sidder med otte børn, som alle sidder på en stor gynge

Tema: Inklusion

Børn med særlige behov lades i stikken


Hver tredje ansat i daginstitutioner mener, at inklusionen ikke lykkes godt nok. 

Annonce

Hver tredje stuemedarbejder i daginstitutionerne mener ikke, at børn med særlige behov får den hjælp, som de har brug for. Jørgen True

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

Annonce

Alt for mange angste, udadreagerende og autistiske børn får ikke den hjælp, de har brug for i daginstitutionen. Det mener 33 procent af de stuemedarbejdere, der har deltaget i undersøgelsen Daginstitutionernes Hverdag 2016, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Halvdelen af det pædagogiske personale svarer i rapporten, at de er for få ansatte til at sikre god inklusion.

"Jeg oplever, at der ikke er ressourcer til at opfylde børnenes behov, samt at det påvirker hele børnegruppen, så alle bliver taberne i det," siger en stuemedarbejder i undersøgelsen.

Tag medarbejderne alvorligt

Det er trist læsning, siger formand for Pædagogisk Sektor Mogens Bech Madsen.

"Både børnene og personalet lades i stikken, fordi der ikke bliver afsat ressourcer nok. Når vi nu ved, at vi ikke formår at løfte opgaven tilfredsstillende med de midler, vi har til rådighed, hvorfor er det så, politikerne ikke prioriterer opgaven?" spørger han.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) svarer formand for Børne- og Kulturudvalget Anna Mee Allerslev:

"Vi kommunalpolitikere skal altid tage det alvorligt, når medarbejdere udtrykker bekymring. Nogle steder vil der muligvis være behov for at tilrettelægge opgaverne anderledes, og nogle steder vil der muligvis være behov for flere ressourcer. Desværre svømmer kommunerne ikke i penge."

Regeringen droppede for nylig målsætningen om, at 96 procent af alle børn skal være en del af den almindelige undervisning i folkeskolen. Ifølge KL kommer det ikke umiddelbart til at påvirke inklusionsarbejdet i daginstitutionerne. 

Fakta: Børnenes udfordringer

32% stærkt udadreagerende

31% mangelfuld motorisk udvikling

25% udtalt frygt eller manglende selvsikkerhed

21% autisme mv.

17% børn af flygtninge eller asylansøgere

51% med andre problemer

Kilde: ‘Daginstitutionernes Hverdag 2016’, Bureau 2000 for FOA, 451 stuemedarbejdere deltog

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev