Annonce

Tanja Schmidtke Eriksen læser i sengen

Tema: Søvn

Ansatte tager jobbet med i seng


Søvnløse nætter skyldes spekulationer over arbejdet for halvdelen af de FOA-medlemmer, der vrider sig uroligt i sengen.

Annonce

Tanja Schmidtke Eriksens søvn er gået fra at være ustabil til at være et stort problem. "Jeg kan ikke slippe bekymringer om arbejdet før sengetid. Jeg ligger os spekulerer over, hvad jeg kan gøre bedre og vender kritiske kommentarer i hovedet," siger hun.

Af Karen Greve
Journalist

Annonce

Hvis du ofte ligger søvnløs, kan det let være tanker om jobbet, der holder dig vågen. En ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer viser, at godt halvdelen oplever urolige nætter i mere eller mindre alvorlig grad. Hver anden af disse angiver spekulationer over deres arbejde som årsag til søvnforstyrrelserne. 

Det er der grund til at tage alvorligt, mener forsker Alice Jessie Clark, der er medforfatter til en ny rapport om søvn fra Vidensråd for Forebyggelse. Urolige nætter gør os nemlig mere syge. Vi får stress, bliver overvægtige, får diabetes og hjerte-kar-sygdomme – og lever kortere, når vi generelt sover ringe.

“En vigtig grund til, at vi sover dårligere nu end tidligere, er, at vi i højere grad tager arbejdet med hjem, og det behøver ikke dreje sig om mails, der skal svares på. Det kan lige så vel være spekulationer, der rumsterer i hovedet,” siger Alice Jessie Clark.
55

procent af FOAs medlemmer med dårligt søvnmønster tænker over deres arbejde i sengen.

Kilde: Medlemsundersøgelse om søvn, november 2015. 5.742 deltagere. 

Tag problemet alvorligt

Travlhed, skiftende vagter, mangel på struktur og dårligt arbejdsklima nævnes i FOAs undersøgelse som årsager til, at det er svært at lægge arbejdet fra sig og sove roligt efter en arbejdsdag. Det bør vi blive bedre til at tale om, mener arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredal:

“Det er vigtigt, at søvnproblemer ikke bliver gjort til et privat problem. Hvis årsagen til, at man vender og drejer sig, er stress, problemer med ledelsen eller skiftende arbejdstider, så er det helt relevant at tage søvn op med arbejdsmiljørepræsentanten.”
 

Læs også: "I to uger sov jeg næsten ikke" 

Læs medlemsundersøgelsen fra FOA om søvn.

 

Fakta: Den vigtige søvn

Søvn er meget mere end hviletid for din krop. Mens du sover, foregår vigtige processer i krop og hjerne, blandt andet er dit immunforsvar aktivt, ligesom dit stofskifte arbejder. Sund søvn hjælper dig desuden til sunde kostvaner, fordi sult- og mæthedshormonerne leptin og grelin påvirkes af din søvnkvalitet.

Kilde: ‘Søvn og sundhed’, rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, 2015

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev