Annonce

Sosu-hjælper Meena Yansit

Nu tøjler Meena sit omsorgsgen


Meena Yansit er blandt de mange, der har fået et eksamensbevis i hånden. Som uddannet sosu-hjælper har hun fået mere fokus på, hvordan hun bedst hjælper borgerne.

Annonce

Meena Yansit sætter en ære i at være omsorgsfuld over for Åse Hansen og de andre beboere. Efter hun har uddannet sig til sosu-hjælper, har hun også fået mere fokus på ikke at overtage de opgaver, som beboerne godt kan selv.  Klaus Holsting

Af Merete Nielsen
Journalist

Annonce

“Før hældte jeg kaffe op til alle – også dem, der selv kunne. Nu tænker jeg over, hvem der selv kan føre gaflen til munden eller børste tænder.” Sådan fortæller Meena Yansit, der gik fra at være ufaglært til at tage en uddannelse som sosu-hjælper.

Hun blot en blandt mange, for antallet af ikke-uddannede falder inden for social- og sundhedsområdet. Mens der i 2009 var knap 21.000 ikke-uddannede, er tallet i 2015 nede på 11.500, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Det svarer til, at andelen af ikke-uddannede ansatte er faldet fra 19 til 12 procent. Der er dog også sket fyringer i perioden, og det er især de ufaglærte stillinger, der er røget.

“Det er lykkedes at skabe opbakning til, at opgaverne på ældre- og sundhedsområdet kræver uddannelse, så det fremstår som et stort set uddannelsesdækket område. I dag er det primært afløsere, der er ikke-uddannede,” siger forbundssekretær i FOA Nanna Højlund. 

Bruger sin faglighed
I 2009 flyttede Meena Yansit fra Thailand til Danmark og startede som ufaglært på Lindevejscentret i Faxe. Efter at have knoklet med at lære dansk tog hun fra 2011-2012 uddannelsen til social- og sundhedshjælper og er nu fastansat på plejecenteret. 

Det har gjort, at hun i dag ikke bare tænker på at gøre det så godt for beboerne som muligt, men også bruger sin faglighed til at få de ældre til selv at bruge deres krop så meget, som de nu kan. 

Med uddannelsen har hun også fået en større viden om demenssygdomme.

”Før havde jeg svært ved at forstå, hvorfor deres humør kunne svinge så meget. Nu går jeg systematisk frem og prøver at finde ud af, hvad der kan være grunden til, at de måske er nedtrykte. Om de har sovet dårligt, har det for varmt eller har ondt et sted,” siger Meena Yansit.

Uddannelse betaler sig
Ud over en større faglighed kan uddannede sosu-hjælpere og -assistenter også se frem til mere i løn og flere år på arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). 

For eksempel har en sosu-assistent 10,4 ekstra fuldtidssår på arbejdsmarkedet sammenlignet med en ufaglært. Og indkomsten stiger med ca. 15.500 kroner om året, når man som voksen ufaglært tager en faglært uddannelse.

“Først og fremmest har du mindre risiko for at blive arbejdsløs. Og bliver dit job nedlagt, har du nemmere ved at finde et nyt – måske endda skifte branche, fordi du har papir på dine kompetencer,” siger Mie Dalskov, chefkonsulent i AE.    

FAKTA: Flere penge til ufaglærte

Fra april 2016 er der afsat 15 mio. kroner om året til at uddanne ufaglærte til faglærte inden for FOAs faggrupper i kommunerne. I regionerne er der afsat 3 millioner kroner. Puljen stammer fra overenskomstforhandlingerne i 2015.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev