Annonce

Dagpleje: Fokus på de gode sider


Dagplejer Ingerlise Frank fokuserer på børnenes styrker. Det får udfordringerne til at ændre sig og blive nemmere at håndtere. 

Annonce

Ingerlise Frank oplever, at hele hendes indstilling til børnene er blevet mere positiv, fordi hun bevidst fremhæver de positive sider. Her snakker hun om farver med Konrad på 1 år og Jeppe på 2 år.  Lars Aarø

Af Jonna Toft
Journalist

Annonce

På en hylde hjemme hos dagplejer Ingerlise Frank i Skodborg syd for Vejen ligger en lille bog med en tegning af to mønter. 

“Vend mønten. Se det positive,” forklarer hun. “Hvis et barn altid maser sig frem og ikke kan vente – så er det positive måske, at barnet også altid er hurtigt til at suse hen og give de andre et knus.”

Ingerlise Franks legestuegruppe og to andre grupper i Vejen Kommune deltager i et kursus om inklusion og læring. Dagplejerne får redskaber til at give rum til børns forskelligheder, så alle føler sig som en del af gruppen og føler sig værdsat, som de er.

Metoderne er vist med tegninger i en lille, lamineret pixibog, så de er lette at huske.

Positiv indstilling ændrer situationen

"Jeg prøver at se på de ting, et barn er god til, og fremhæve dem,” forklarer Ingerlise.

“Hvis en dreng bider, kommer de andre børn måske hen til mig. Så kan jeg sige: 'Ja, han bider, men han bygger altså også nogle meget høje tårne’. Så ser de andre børn på hans tårne i stedet. Og drengen bygger måske nogle flere tårne i stedet for at bide.”

Det er hendes erfaring, at hvis man fokuserer på barnets styrker, så løser mange problemer sig af sig selv. Selvfølgelig ikke alle. Men det er lettere at arbejde med et barns udfordringer, hvis man fremhæver dets styrker.

Undervises i legestuegrupper

Dagplejerne bliver undervist, når de mødes til legestue. Deres dagplejepædagog og tillidsrepræsentant ser efter børnene, mens de er på kursus.

“Vi er kun tre i min gruppe, så man kan ikke sidde og gemme sig. Vi tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger med børnene. Det er virkelig givende, og vi dagplejere bruger allerede hinanden mere som sparringspartnere,” fortæller Ingerlise Frank.

En af metoderne til bedre trivsel er at tegne relationerne mellem børnene. På den måde fik Ingerlise øjnene op for, at det, hun opfattede som en pingpong mellem to børn, vist mest gik den ene vej. Herefter kunne hun arbejde med relationen, så den blev mere lige.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev