”Jeg synes, at gadeplansmedarbejder er et vigtigt arbejde, hvor vi gør en forskel for nogle af de mest udsatte borgere. Men nedskæringer har gjort, at jeg ikke har hjertet med længere. Det føles rent ud sagt ad helvede til og utrygt at gå på arbejde.”
Sådan fortæller den nyuddannede social- og sundhedsassistent Kurt, der står ved en helt afgørende skillevej i sit liv.
Han arbejder med at hjælpe udsatte borgere med misbrug, diagnoser, eller som er på kanten af hjemløshed. Men i løbet af et år er hans kollegagruppe svundet ind til det halve på grund af sygemeldinger og fyringer: Før var de syv medarbejdere til 100 borgere, i dag er de to fuldtidsansatte og to, der arbejder deltid.
Det betyder, at de ikke længere har mulighed for at køre to kollegaer med ud til ustabile og udadreagerende borgere, der har abstinenser eller psykoser. Nu tvivler Kurt på, om han har valgt det rigtige arbejde.
”Vi er ikke garanteret, at vi ikke bliver færre. Jeg er bekymret for min egen sikkerhed. For når vi bliver så få til opgaverne, er der ting, vi går på kompromis med. Skal jeg blive i faget og se, om det bliver bedre, selvom det er svært at se? Eller skal jeg give fortabt og finde en anden karrierevej,” spørger Kurt Dilemmaklubben, der er samlet på Folkemødet på Bornholm i en debat om de paradokser, der følger med rekrutteringsudfordringerne i velfærdsfagene.
Én ting må ikke været et kompromis
Mona Striib, forbundsformand i FOA, er en af de fire paneldeltagere, der skal diskutere, om Kurt bør finde sig et andet arbejde. Da hun hører Kurts dilemma, kommer hendes reaktion prompte.
”Det er edderbankme et svært dilemma, for det her er jo en af de personer, der virkelig har både fagligheden og hjertet med sig på arbejde. Så at sige til ham ’bliv for fanden’, hvis ikke der er nogle politikere, der går ud og tager ansvaret for, at de her medarbejdere bare skæres væk, så de bliver færre og færre,” siger Mona Striib.
Hendes løsning på dilemmaet er derfor klar: Gå til arbejdspladsens tillidsrepræsentant. Og så må borgmesteren og lokalpolitikerne stå til ansvar for de besparelser, der er roden til det dårlige arbejdsmiljø, lyder det.
Med langsom, tydelig stemmeføring slår hun to streger under sit budskab: Grænser rykker sig gradvist, og det kan være farligt.
”Der er én ting, man ikke skal gå på kompromis med som medarbejder, og det er sikkerheden.”
I Dilemmaklubben var FOAs Mona Striib, Jacob Henriksen fra Herning Kommune, Britta Boel fra Varde Kommune og Jens Joel fra Socialdemokratiet.
Rasmus Hargaard Breum
Et godt råd
Den linje bakker panelet op om af både Jacob Henriksen, der er chefkonsulent i Herning Kommune, og Britta Boel, direktør for Leg, Læring og Job i Varde Kommune.
”Hvis han var min søn, og han sagde, at det ikke var lykkedes at få ledelsen råbt op, ville jeg sige, at han ikke skal være der, når sikkerheden ikke er i orden. Måske er der noget andet fagligt, han kan bidrage med? Men jeg ville også sige til min søn, at han også efterlader nogle kollegaer på perronen,” siger Britta Boel og påpeger, at det er en ledelsesmæssig, fælles udfordring, Kurt og hans kollegaer står over for.
Da Fagbladet FOA fanger Kurt efter debatten, er han glad for panelets råd om at tage sin sikkerhed alvorligt. Og så har han fået fornyet gejst til at kæmpe for nogle bedre forhold.
Men bliver forholdene ikke bedre, er han nødt til at finde sig et andet job.
”Jeg er ikke den type, der skal arbejde med ældre. Jeg håber på, at der med FOAs hjælp kan ske bare en lille forandring, eller at jeg kan blive garanteret, at der ikke ryger flere kollegaer,” siger han.