”I en aftenvagt skal jeg ind og hjælpe en pensioneret pilot med natrutinen. Han ønsker slet ikke hjælpen, selvom han er tydeligt træt og normalt glad for hjælpen. Jeg spørger ham hvorfor, og han fortæller, at han rigtig nok er træt, men at han er på tilkaldevagt. Så er det jo klart, at piloten ikke hopper i pyjamassen.

Jeg spørger ham, hvor længe han er på tilkald (og beder til, at det ikke er til i morgen). ’Til klokken 23,’ svarer han. Jeg kigger på min bare arm, som om jeg kiggede på et armbåndsur og svarede, at ja, det kunne jeg godt se, men at klokken var fem minutter i elleve nu. ’Ja, så kan de ikke nå at ringe,’ svarede han med et lettet smil. Og herefter var han klar til natrutinen og nåede dårligt at få puttet dynen om sig, før han sov.

Klokken var cirka 20:45, og det var over 20 år siden, at han fløj langdistancefly. Men den aften foregik hans virkelighed på et tidspunkt i hans liv, hvor han var aktiv pilot. Det havde dæleme ikke været omsorgsfuldt at komme ind og begynde at fortælle, at hans virkelighed var forkert. Han var da blevet gal og havde bedt mig skrubbe af – og med rette.”