Annonce

Portrætbillede af Mona Striib

Debat 

Klumme: 2024: Et stort skridt ind i et forandringernes år


Vi kan skælde ud og tale med store bogstaver, og vi kan også tage det lange seje træk med at påvirke og være konstruktive medspillere, skriver FOAs formand i denne klumme.

Annonce

Bid for bid, skridt for skridt er Mona Striibs klummes motto. Malte Kristiansen

Af Mona Striib
Formand

Annonce

Bid for bid, skridt for skridt begynder mange års arbejde at bære frugt. Ofte er indsatsen med at påvirke politisk ret usynlig. Og ofte kan vi læse på de sociale medier, at FOA skal råbe højere i den offentlige debat.

Vi arbejder hver eneste dag med påvirkning og pressearbejde for at skabe resultater på medlemmernes vegne. Det kan tage lang tid, og der kan være mange barrierer, som er vanskelige at nedbryde. Men det virker. Vi kan skælde ud og tale med store bogstaver, og vi kan også tage det lange seje træk med at påvirke og være konstruktive medspillere.

I år er der gået hul på ketchupflasken. Vi forhandler OK24 med udmøntning af trepartsaftalen fra december. Den gav et gigaløft af den offentlige sektors lønsum – varigt og uden for reguleringsordningen. Derudover er der udspil om uddannelsesløft og initiativer, der skal mindske frafaldet på social- og sundhedsuddannelserne. Og så er det også værd at glæde sig over et stop for at hjemsende uddannede og velintegrerede social- og sundhedshjælpere.

Jeg ser desuden frem til udspillet til den nye ældrelov, hvor dygtige medlemmer har bidraget med viden og erfaring. Det bliver et langt sejt træk, men vi kan godt glæde os til mindre dokumentation, ret til at bruge sin faglige vurdering i den daglige visitation, og at der nu reelt er en ret til et fuldtidsjob. I slutningen af 2023 blev regeringens 2030-plan fremlagt med det budskab, at økonomien til den offentlige sektor ikke bare skal reguleres med det demografiske træk. Der skal også velstandsreguleres. Det betyder, at vi langt om længe kan bygge op igen.

Bid for bid, skridt for skridt. Det er tiltrængt. Når du læser dette, er vi forhåbentlig så langt med aftalerne og overenskomstfornyelsen, at du snart skal stemme om den. I FOA kæmper vi for både rammer for velfærden og en samfundsudvikling, der mindsker ulighed, din løn og dine arbejdsvilkår. Det kræver vedholdenhed, og det kræver, at vi aldrig bliver trætte af at kæmpe sammen.

Denne klumme er bragt i det trykte Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev