Aksel peger på billedet af babyen med tårerne trillende ned ad kinderne. ”Græder,” siger han. ”Baby græder.”

”Ja, babyen græder, måske er han ked af det,” siger dagplejer og pædagog Susan Skallebæk Henricksen anerkendende til Aksel, der er en af de fire børn i toårsalderen, hun har i sin dagpleje.

For lige nu handler det om følelser, venskaber, og hvordan man selv er en god ven her i dagplejen, og derfor smiler eller græder nogle af børnene på billederne, der er sat op på væggen i Susans køkken. Mens andre har ansigtet lagt i arrige folder eller drillende rækker tunge.

”Det kan være store ting, jeg evaluerer på, eller bittesmå ting. For eksempel krible-krable, hvor vi undersøgte insekter ude i haven og gik på biblioteket og læste bøger om dyreliv – eller bare at tage bøjlen af højstolen. Og det har jeg så fokus på igennem nogle uger,” siger Susan Skallebæk Henricksen og viser de orange skemaer, som dagplejen i Haderslev Kommune for halvandet år siden udviklede sammen med et hold dagplejere og siden implementerede hos alle dagplejere efter et evalueringsforløb på sosu-skolen. Og som nu er blevet en del af den evalueringskultur, dagplejerne og dagplejekonsulenterne i kommunen har arbejdet på siden.

Læs også: Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA

Det har gjort, at dagplejerne nu har fokus på ét forløb ad gangen – som de så evaluerer på. De kan gøre det sammen med dagplejegruppen eller hver for sig, og skal med kun ganske få ord beskrive deres mål, hvordan og hvorfor, de gør det, de gør, for til sidst at evaluere, om de nåede målet, og hvad de ville gøre anderledes næste gang.

Det er nemt og lige til at gå til, lyder Susan Skallebæk Henricksens vurdering, der ofte skriver nogle ord i middagspausen, mere skal der ikke til. Og så kan man dokumentere, som man helst vil: I billeder, i stikord, eller hvad man nu har fantasi til.

Læs også: 6 gode råd: Du er kernen i den nye pædagogiske læreplan

Hun viser et ark med fotos af situationer fra forløbet med højstole, som hun også fik forældrene involveret i, så de gik hjem og tog bøjlen af deres egne stole. På et andet ark har hun noteret i ganske få ord, hvilke mål hun har haft i et forløb om selvhjulpenhed.

”Før havde vi slet ikke de her samtaler i dagplejegruppen, og vi havde ikke i lige så høj grad fokus på, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Der handlede det for eksempel mere om udfordringer i børnegruppen eller om et enkelt barn. Snakkene var mere tilfældige,” siger hun og understreger, at de selvfølgelig stadig taler om gruppedynamikker, men at det er sat i system. Der er kommet en ny målrettethed. Og langt mere selvrefleksion.

”Det rykker for børnene, når jeg har et fokusområde igennem længere tid. For eksempel nu, hvor vi fokuserer på følelser. Det har gjort, at børnene forstår hinanden bedre, for eksempel, når en af de andre bliver ked af det.”

Læs også: Madglæde: Nu kan du indstille din lokale madhelt

Samtidig har den nye evalueringskultur gjort dagplejerne mindre bange for at fejle.

”Vi vil jo alle gøre det godt, så vi har nok også tidligere været bange for at skrive noget forkert,” siger Susan Skallebæk Henricksen.

For dagplejekonsulenterne har understreget over for dagplejerne, at de ikke kan gøre noget forkert, så længe de har tænkt over deres pædagogiske intentioner, og det har hjulpet.

”Hvis nu projektet mislykkes, så peger det jo på, hvad vi kan gøre bedre næste gang,” siger Susan Skallebæk Henricksen.

Græs i stedet for massage

Hun nævner et forløb med bare tæer, som efter hendes egen mening ikke lykkedes så godt.

”En anden gang havde jeg nok ikke gjort det om vinteren, for det havde jo både været nemmere og sjovere, hvis det bare havde handlet om at gå i bare tæer i sand og græs,” griner Susan Skallebæk Henricksen, der oprindeligt havde tænkt det som et spa-projekt med fodbad og massage. Men det blev for omstændigt, samtidig med at et af børnene viste sig at være meget følsom under fødderne.

Og at skrive erfaringerne og det, hun har i sit hoved ned på papir, har givet ro og struktur – og positiv feedback fra dagplejekonsulenterne.

”Før havde jeg måske en tendens til at spørge, om det nu var godt nok det, jeg lavede. Men ved at skrive det ned, ser jeg sort på hvidt, hvor meget jeg gør og hvilke tanker, der ligger bag. Det er virkelig fedt.”

Giver faglig stolthed

Også dagplejekonsulenterne i kommunen kan se, at dagplejerne nu har fået evalueringskulturen ind under huden, fortæller dagplejekonsulent Tina Skovgaard.

”Det har helt klart øget bevidstheden om, hvad de gør godt, og hvad de skal gøre mere af. Det har gjort noget rigtig godt for refleksionen over pædagogisk praksis,” siger Tina Skovgaard om det nærvær, det har givet for dagplejerne at fokusere på én ting ad gangen.

”Det gør, at de lægger ekstra på i den tid, de arbejder med et fokuspunkt. Og at de også har mulighed for at inddrage forældrene i det arbejde,” siger hun og peger på, at det giver faglig stolthed, at dagplejeren bliver den vidensbank, forældrene kan gå til, når tingene bliver svære derhjemme. Netop fordi dagplejeren selv har reflekteret over praksis og gjort sig nogle overvejelser om, hvorfor, de gør som de gør.

Svært i starten

Men der er ingen tvivl om, at dagplejerne syntes det var svært, da de startede op. Mange troede, at de skulle skrive meget, men de fandt hurtigt ud af, at det ikke behøvede at være så omfattende, og at de også kunne dokumentere på andre måder. Det har været en øvebane, siger dagplejeleder Kirsten Kotewitz.

”Det har hjulpet rigtig meget, at dagplejerne selv har været med til at udvikle modellen, så den passede til den hverdag, de har. At det faktisk har været en bottom-up proces, og at de på den måde har haft ejerskab i forhold til, hvordan modellen skulle se ud og været med til at afprøve det, de fandt frem til på gruppemøderne.”

Hverdagspædagogik

I begyndelsen var det større projekter og forløb, dagplejerne evaluerede på. Men det har ændret sig til, at de nu evaluerer mere på hverdagspædagogik. De små ting i garderoben, i sandkassen, i konflikthåndteringen, ved putning eller ved frokostbordet. For det er dem, det i virkeligheden handler om, når vi taler pædagogisk kvalitet, mener Kirsten Kotewitz. Det er det allervigtigste.

”Vi vil rigtig gerne have, at de ser på hverdagspædagogikken, og det ser vi faktisk, at de evaluerer mere på nu, end tidligere,” siger hun.

Samtidig kan man skalere modellen op og ned, som det passer bedst. For dagplejeren kan arbejde med et fokuspunkt alene eller sammen med sin dagplejegruppe – om man er en eller 15 er mindre væsentligt. Evalueringskulturen i Haderslev Kommune har åbnet dagplejerens øjne for, at der er et læringspotentiale i det meste af det, der foregår i hverdagen.

”Det handler jo om at få børn ind i en privilegeret position, så de føler sig betydningsfulde, og at dagplejeren får set hele sin børnegruppe. Vi kan se, at dagplejerne har fået langt større blik for, hvad det var de gjorde, og hvordan de selv positionerede sig,” siger Kirsten Kotewitz.

For hvad fungerede, og hvad fungerede ikke? Og hvordan kan dagplejeren selv justere sig, for at få alle børnene med?

”Vi kan virkelig mærke, at vi har fået et fælles sprog, så vi ved, hvad vi taler om,” siger også dagplejekonsulent Merian Martinsen, som sad med de evalueringer, der fulgte i kølvandet på den styrkede pædagogiske læreplan.

”Vores evalueringskultur har gjort, at der er langt mere at arbejde med nu. Det er blevet mere målrettet, og vi som dagplejekonsulenter ved også præcis, hvad man har arbejdet med hos den enkelte. Det gør det langt lettere for os at evaluere og det gør det langt nemmere at sparre med den enkelte.”