En telefon bliver købt på afbetaling og solgt for at købe vodka og stoffer. At gælden stadig skal betales, når flasken er tom, og suset ved pillerne er klinget af, kan være svært at forstå, når man er udviklingshæmmet.
Botilbuddet Team Valby i København er målrettet voksne med udviklingshæmning, og her bor indimellem borgere, der har forskellige former for misbrug. Da beboerne er myndige, er de frie til at gøre, hvad de vil, og det giver nogle dilemmaer i det pædagogiske arbejde.
”Vi oplever, at vi rammer en mur i det normale system, fordi vores borgere ofte ikke får noget ud af de metoder, de bruger i den traditionelle rusmiddelbehandling. Det kan være at udfylde lange skemaer eller at gå til møder en gang om ugen,” siger Michell Lynge Larsen, der er pædagogisk assistent og har arbejdet på botilbuddet i over 10 år.
Lotte Gry Schmidt, der er omsorgsmedarbejder, bakker op.
”Det er da fortvivlende. For vi ved jo, at der følger andre ting med et misbrug. Det kan være, de ikke køber ordentlig mad, fordi der skal være penge til rusmidler, eller at de samler flasker i al slags vejr,” siger hun.
De skal kunne komme til os
Det vigtigste er, at borgerne føler, de kan komme til personalet. Det slår begge medarbejdere fast.
”Ofte er vi deres primære omsorgspersoner. Det er os, de skal kunne sige alt til. Det kan være svært, når man samtidig skal prøve at være misbrugsvejleder på den ene side, men også gerne vil vise, at vi er der for dem – uanset hvad de gør,” siger Michell Lynge Larsen.
Og lige præcis relationsarbejdet er en vigtig del af behandlingen. Det viser en rapport, der er udarbejdet af Metodecentret for Socialstyrelsen.
”Hvis man skal forbedre trivslen og reducere forbruget af rusmidler, er det vigtigt, at man styrker samarbejdet mellem rusmiddelbehandlingen og de socialfaglige støttepersoner, der er tæt på borgerne,” siger Helle Høgh, der er chefkonsulent ved Metodecentret.
Mønstre skal ændres i hverdagen
Hun har været med til at lave rapporten ’Udviklingshæmning og problematisk forbrug af rusmidler’, som sætter fokus på en underbelyst problematik.
”I 2001 viste en kortlægning, at omkring seks procent af borgere med udviklingshæmning udvikler et misbrug, og det viser rapporten fra 2022 også. Det tyder jo på, at der ikke er sket nogen forandring de seneste 20 år,” siger hun.
Det kan der være flere grunde til. En af dem er, at det tværfaglige arbejde mellem rusmiddelbehandling og det pædagogiske personale skal styrkes.
”Det er i dagligdagen, at mønstrene ændres. Ikke i selve behandlingen, hvor de kommer en gang om ugen eller hver fjortende dag,” siger Helle Høgh.
Her kommer det pædagogiske personale ind i billedet.
”I den kognitive tilgang, der bruges i rusmiddelbehandlingen, arbejder man meget med at styrke den indre motivation for at skabe forandring. For eksempel drømme og fremtidsplaner,” siger hun og tilføjer:
”Det er vanskeligt for den her borgergruppe, der har brug for hjælp til at få billeder på, hvordan en bedre fremtid kan se ud og konkrete aktiviteter, der går i den ønskede retning. Det er i høj grad de socialfaglige medarbejderes rolle at hjælpe med det. Eksempelvis ved at foreslå alternative aktiviteter på de tidspunkter, hvor misbruget finder sted.”
På tynd is
Undersøgelsen viser også, at det kan være svært for det pædagogiske personale.
”De kan opleve, at de fagligt er på tynd is. Når den faglige dømmekraft ikke er tilstrækkelig, kan den personlige dømmekraft tage over. Man skal være opmærksom på ikke at blive moraliserende eller kontrollerende overfor borgeren,” siger Helle Høgh.
Det kan man gøre ved at træde et skridt tilbage og se undersøgende på misbruget.
”I rusmiddelbehandlingen undersøger de, hvilken funktion rusmidlerne har. Hvis det socialfaglige personale har et undersøgende blik på misbruget, kan deres observationer være et vigtigt input for rusmiddelbehandlerne i deres arbejde,” siger Helle Høgh.
Det bekræfter de to medarbejdere fra Team Valby i København.
”Hvis vi presser for meget på, så holder de ting tilbage for os. Vi har oplevet, at de gemmer rusmidlerne væk, når vi kommer, og de sniger sig rundt med for eksempel poser, der klirrer af flasker. Det er jo ikke meningen. Der er vi nødt til at fralægge os den rolle, fordi det ødelægger den daglige kommunikation og tillid,” siger Lotte Gry Schmidt og tilføjer:
”Det vigtigste er tilliden. De kan jo komme ud i alt muligt, og så skal de kunne komme til os. Vi skal ikke have en løftet pegefinger, for de skal kunne ringe til os, hvis de kommer i gæld eller har andre problemer på grund af deres misbrug. Det er det vigtigste for os. Det bliver det nødt til at være.”
Og Michell Lynge Larsen afslutter:
”Det er et lod i det pædagogiske arbejde, at vi bliver påvirkede af det, fordi vi bruger os selv. Men der har vi fået hjælp til at pakke vore egne følelser, normer og værdier væk, så vi kan have fokus på det relationelle,” siger han og henviser til et VISO-forløb og supervision, der har givet teamet hjælp til at skelne mellem det, de kan gøre noget ved, og det, de ikke kan gøre noget ved.
Fem råd til at håndtere et misbrug fagligt og personligt