”Jeg skal lige overveje, hvor længe jeg kan holde til ikke at have en indkomst, for lige nu ved jeg ikke, hvad udsigterne er. Om denne her situation, hvor de aflyser med få timers varsel, eller jeg slet ikke bliver indkaldt, er overstået om en måned, eller om det kommer til at vare et halvt år,” siger Sofie Birch, der har arbejdet på bostedet CAS3 i København de seneste to år og været rigtig glad for sit arbejde.

”Jeg er jo afhængig af at have et job, og lige nu har jeg stort set ingenting. Heldigvis har jeg arbejdet meget i sommerferien, så jeg har lidt tid at løbe på. Men det har da konsekvenser, økonomisk.”

Læs også: Stigning i antal af løstansatte: 'Uanstændigt man ikke ved, om man har arbejde i morgen'

Og Sofie Birchs ansættelse som timelønnet vikar, hvor man for eksempel bliver indkaldt ved sygdom hos det faste personale og fylder huller ud i vagtplanen, men heller ikke har sikkerhed i ansættelsen eller får sygedagpenge betalt, er en klassisk type ansættelse på landets socialpædagogiske institutioner.

Det viser en ny rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter, der for Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, fagforbundene FOA, 3F og SL (Socialpædagogerne), har kortlagt, hvor mange timelønnede omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der arbejder på de regionale og kommunale institutioner på det specialiserede socialområde. Hvem de er, hvordan de bliver brugt, og hvad årsagerne og konsekvenserne er, at de udgør en del af medarbejderstaben.

”Det er faktisk kommet bag på mig, at de fylder så meget. Det er en stor andel,” siger seniorforsker Helle Holt fra VIVE, der har lavet undersøgelsen i samarbejde med blandt andet senioranalytiker Christian Højgaard Mikkelsen.

Læs også: Anni klagede over manglende feriepenge og fik et meget overraskende svar

Og på institutionerne, der ofte er døgninstitutioner, har man brug for den reserve, de timelønnede udgør, for at få vagtplanerne til at hænge sammen. De timelønnede er til gengæld ofte studerende, mange endda i gang med en uddannelse inden for området, som er unge, måske bor hjemme og bruger ansættelsen som et studiejob eller under deres sabbatår.

”De er ofte i en livsfase, hvor de ikke har mange tanker på pension og sygdom. Det kommer ofte senere i livet. Mange siger, at de altid kan få de vagter, de vil have, og det handler også om de rekrutteringsudfordringer, der er på området,” siger Helle Holt og peger omvendt på den fleksibilitet, de unge timelønnede nyder godt af.

”De kan sige nej til vagter, så der ligger også noget fleksibilitet den anden vej. Men mange af dem, vi har talt med, siger også, at de også kan se, at det ikke kan gå an på sigt,” siger Helle Holt.

Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden

For institutionerne er de timelønnede uundværlige. De lapper huller på et område, der også er præget af rekrutteringsudfordringer og kan være hårdt både psykisk og fysisk.

Alligevel mener Helle Holt, at man med rimelighed kan spørge til, hvor stor andelen af timelønsansatte skal være.

”Hvis du spørger institutionerne, så siger de, nej, vi kommer ikke udenom timeansættelser. Men jeg mener, at gruppen af timelønsansatte kan minimineres. Hvor man måske i stedet arbejder med nogle andre former, for eksempel små deltidsansættelser på få timer, så det stadig kan være et studiejob, der giver en højere grad af sikkerhed til de ansatte.”

Det er positivt, at mange timelønsansatte allerede i dag er del af et fast team, så de kommer på de samme institutioner og derfor kender både borgere og kolleger godt, påpeger Helle Holt.

”Det prioriteres både fra institutionernes og de timelønnedes side. Institutionerne fremhæver også, at de timelønnede kan udgøre et friskt pust, fordi de får nogle unge mennesker ind, der stiller nogle andre spørgsmål og kan være noget andet for beboerne,” siger Helle Holt.

Udviklingen går i stå

Samtidig kan det være en rekrutteringskanal, hvor nogle unge mennesker får øjnene op for et fag og bliver så glade for institutionen, at de har lyst til at blive, når de er færdiguddannede. Omvendt arbejder de timelønnede på et område, hvor borgerne er sårbare.

De timelønnede kan heller ikke stå for det socialpædagogiske udviklingsarbejde.

”Så jo flere timelønsansatte der er, jo mere ansvar har de faste medarbejdere, som skal bruge tid på at lære fra sig,” siger Helle Holt.

En ond cirkel

Der er lidt hønen og ægget over det, mener Helle Holt. For jo flere timelønnede, der er, jo mere belastende bliver det for de faste, både fysisk og psykisk. Hvilket igen øger sygefraværet og skaber flere vakante stillinger, fordi det bliver sværere at rekruttere. Det betyder flere timeansatte, og så kan vi starte forfra, mener hun.

”Vi har interviewet rigtig mange, og man tænker da: ’Hold da op, hvordan får vi brudt den onde cirkel?’” spørger Helle Holt.

”Hvordan forebygger vi belastningerne i arbejdet, så vi får den psykiske og fysiske belastning ned. Hvis man gjorde det, fik man sygefraværet ned, hvilket ville kunne hjælpe med at fastholde de faste. Og skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor man også kunne rekruttere nye medarbejdere.”

At mange nye kan gøre arbejdet svært, genkender Sofie Birch, der i løbet af sin timelønsansættelse de seneste år har oplevet rolige perioder, hvor hun har arbejdet sammen med de samme, faste vikarer, der kender huset og borgerne godt. Men hun har også prøvet perioder, hvor der var mange nye ansigter på gangene.

”Vi har mange med flere typer handicap, mange kørestolsbrugere og mange med autisme. Her er vi afhængige af, at vi følger en bestemt struktur, for hvis ikke vi gør det, så bliver borgerne frustrerede, og så bliver det en endnu hårdere dag for dem og dermed for os,” siger Sofie Birch og peger på konsekvenserne:

”Når der er mange nye på arbejde, er det vanskeligere at følge deres struktur, og frustrationer kan munde ud i udadreagerende adfærd i værste tilfælde. Det skaber mere usikkerhed, og det præger hele stemningen i huset.”