Du er forpligtet til at oplyse om helbredsmæssige udfordringer, der kan have væsentlig betydning for din varetagelsen af stillingen. Det betyder ikke, at du som arbejdstager skal give arbejdsgiver konkrete oplysninger om sygdommens karakter, men du skal på den anden side give sådanne oplysninger, så arbejdsgiver kan foretage en vurdering af situationen.
I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på forbuddet mod arbejdsgivers forskelsbehandling på grund af handicap i forskelsbehandlingsloven.
Der findes rigtig mange forhold, som ikke behøver at blive nævnt, medmindre det har væsentlig betydning for varetagelsen af stillingen. Hvis du ikke umiddelbart oplyser om tidligere eller aktuelle sygdomme, har arbejdsgiveren ret til at anmode om visse helbredsoplysninger.
Det må de dog kun, hvis formålet er at få belyst, om du lider eller har lidt af en sygdom eller har haft symptomer på en sygdom, der kan have væsentlig betydning for varetagelsen af det pågældende arbejde.
Arbejdsgiveren må ikke spørge generelt ind til helbredet, men må gerne spørge ind til konkrete sygdomme og symptomer. Arbejdsgiver kan ikke kræve, at du oplyser om sygdom, der er behandlet, og ikke har givet anledning til uarbejdsdygtighed i tiden før ansøgningen og ikke har indflydelse på den fremtidige varetagelse af stillingen. Arbejdsgiveren kan heller ikke kræve oplysning om en sygdom, som blot vil kunne give anledning til almindeligt sygefravær.
Hvis du eksempelvis søger ansættelse på et plejecenter, kan det måske have væsentlig betydning for varetagelsen af stillingen, hvis din hørelse er væsentligt nedsat. Hvis dit eventuelle hørehandicap har betydning for varetagelse af stillingen, skal du oplyse herom.