Forestil dig, at du sætter tørklædet til rette på hovedet. Forestil dig, at du ser dig selv i spejlet, idet du folder kanterne omkring dit ansigt. Tørklædet, som du har taget på, fordi du skal, og ikke fordi du vil, får dig pludselig til at se anderledes ud. Det er som om din identitet forsvinder, din personlighed bliver en anden.

”Jeg husker det tydeligt, da jeg første gang så mig selv med det her specielle tørklæde,” siger Nahid Riazi, iranskfødt aktivist og forfatter, der ikke har været tilbage i sit hjemland, siden hun for 33 år siden forlod det.

Lige som andre systemkritikere kan hun ikke vende tilbage, og derfor kan hun nu kun betragte protester, gadekampe og demonstrationer mod præstestyret fra mange tusind kilometers afstand. Derfor kan hun kun fortælle og gøre os alle sammen opmærksomme på, hvad der foregår – og på den måde, måske gøre en forskel alligevel. Eksempelvis i morgen, hvor hun taler på kvindernes kampdag i FOAs forbundshus.

For frihedskamp er en sag for fagbevægelser i hele verden – også her i Danmark – lyder baggrunden for at hun er inviteret som en af hovedtalerne fra Pia Heidi Nielsen, formand i Kost- og Servicesektoren i FOA.

Men tilbage til tørklædet, som er blevet symbolet for de voldsomme protester. Og som også var det dengang i slut 70’erne, start 80’erne.

”Jeg gik i gymnasiet, da vi blev tvunget til at tage tørklædet på, og jeg kunne slet ikke… ” Nahid Riazi holder en pause.

”Det var både så mærkeligt og så ufatteligt. Vi var blevet tvunget til at gå med den her forfærdelige påklædning mod vores vilje, og det var – også for os som teenagere – et overgreb mod vores personlighed. Mod vores identitet endda. Jeg husker, at mange fik det dårligt psykisk. For kvinderne skulle symbolisere det samfund, regimet ønskede sig. De skulle være på en særlig måde.”

Brød grænserne en smule hele tiden

Og det gik heller ikke uden modstand. Først med voldsomme protester, da Irans religiøse leder Khomeinei i 1979 første gang gav ordre til, at kvinderne skulle tildække sig, og han til sidst måtte trække ordren tilbage igen. Siden i 1980, da kravet blev endeligt gennemført ved at forfølge kvinderne med vold og magt.

”Alligevel forsøgte kvinderne hele tiden at skubbe til grænserne. For eksempel tog de makeup på, hev tørklædet bare en smule tilbage eller gik med kortere dragter, og på den måde lærte kvinderne ved hjælp af civil ulydighed, hvordan de kunne vise deres protest. Men for nogle har prisen været meget høj. Nogle forlod skolen, fordi de ikke kunne holde ud at være der, nogle blev fyret eller smidt ud af skolen. Og så var der nogle – faktisk et par stykker fra min klasse – der begik selvmord.”

Mændene står og klapper

Det er den protest, den kamp, den utilfredshed og den civile ulydighed, som har ulmet i det iranske samfund lige siden.

”Det, der startede som en kamp om kvinders rettigheder er i dag blevet en kamp mod diktaturet. Og den kamp startede den 8. marts 1979, da det islamiske regime overtog magten og som det første tvang kvinder til at gå med slør og som fik tusindvis af kvinder til at komme ud og protestere. Den er hermed blevet det modsatte af, hvad regimet ønskede sig,” siger Nahid Riazi, der understreger, at der går en lige linje fra kampene i 70’erne og 80’erne til demonstrationerne, der kom i kølvandet på drabet på 22-årige Mahsa Amini, der for et halvt år siden døde i moralpolitiets varetægt.

”Det har antændt en ny bølge af masseprotester og demonstrationer, som med sit slogan Kvinde-Liv-Frihed, er blevet til en generel frihedskamp.”

Modet er ufatteligt

”Gang på gang bliver man overrasket over, hvor ufatteligt modige de er. Mindst 500 har allerede mistet deres liv alene på gaden. Der er nogle, der er tortureret til døde, nogle har fået dødsdomme. Nogle er allerede blevet henrettet. Så der er kæmpe konsekvenser, selv hvis man overlever fængslet, så mister man sit job, sin plads på universitetet. Og alligevel gør de det. Det er og bliver overraskende.”

Så både ja og nej, lader hun forstå. For at der har været protester, demonstrationer, strejker er ikke overraskende i sig selv. Der er altid pensionister og arbejdere på gaden i Iran, som protesterer mod dårlige forhold og manglende løn. Der er altid forældre, hvis børn er blevet fængslet, tortureret eller dræbt. Og kvindebevægelsens kamp mod undertrykkelse og tvangstilsløring af kvinder er mere eller mindre konstant. Det har der været hele tiden, siger Nahid Riazi.

Al organisation er farlig

”Den civile ulydighed, vi startede dengang gjorde, at kvinder lærte, hvordan de kunne vise deres protest mod undertrykkelsen. Og den blev de ved med at holde fast i, selv om der var konsekvenser. Jeg er sikker på, at det er derfor, vi har en generation i dag, der viser modstand på denne her måde. For vi har en stærk kvindebevægelse i Iran, selv om den ikke er så organiseret. Al organisation er forbudt og ret farligt, mange kvinder, der har forsøgt det, sidder i fængsel og er meget begrænsede. Det er deres børn, der nu demonstrerer.”

Og med de nye protester efter drabet på Masha Amini er kvindekampen blevet til den kamp, der symboliserer hele kampen mod diktaturet i Iran, mener hun.

”For eksempel når kvinder smider deres tørklæde eller ligefrem brænder det, og mændene står og klapper. For de kan se, at hvis de kvinder kan vinde kampen mod tvangstilsløringen, så har de også vundet kampen for frihed. Men de ved også godt, at hvis der skal ske den mindste forandring i Iran, så skal hele det system, der er baseret på diskrimination mod kvinder, forandres.

Uretfærdigheden sidder dybt i samfundet

Protesterne startede denne gang efter drabet på en uskyldig ung kvinde – fordi hun ikke havde dækket hele sit hår, mener Nahid Riazi. Fordi hun ikke havde taget det ordentligt på, blev hun udsat for vold og døde i politiets varetægt.

”At hun var kvinde og blev slået ihjel på grund af så ubetydelig en ting, nemlig at hun ikke havde tørklædet på på en bestemt måde, har endnu engang tændt noget i befolkningen, som handler om en uretfærdighed, der sidder dybt, dybt i samfundet.”

Det handler om at være borger i Iran, siger Nahid Riazi. Og om at være ung uden muligheder, fordi der er en samfundsklasse, der har taget alle privilegierne i et regime, der er baseret på korruption, uretfærdighed, vold og undertrykkelse.

”Det her har igen vist, at hvis du er kvinde, hvis du er imod regimet, hvis du kræver dine rettigheder, så bliver du slået ned på. Derfor siger parolen Kvinde-Liv-Frihed rigtig meget om bevægelsen. At kvinder og kvinders frihed og liv hænger sammen. Og at livet for os alle sammen hænger sammen med kvindernes frihed.”

”Det er meget frustrerende. For jeg føler, jeg burde være der. Jeg skulle opleve det. Men jeg ved også, at på den anden side, så kan det gøre mindst lige så meget, hvis jeg gør min del i Danmark. Hvis jeg kan få alles øjne op for det, der sker, så har jeg gjort en forskel, som måske er større end den, jeg ville kunne have, hvis jeg var der lige nu.”