Uanset om man er timelønnet eller månedslønnet risikerer mange FOA-medlemmer at miste i omegnen af 1.000 kroner i helligdagsbetaling, hvis regeringen sløjfer store bededag. Det viser FOAs beregninger.
Årsagen er ganske simpel: bliver store bededag en almindelig arbejdsdag, mister lønmodtagerne de helligdagstillæg, som arbejde på store bededag ellers har udløst. Regeringens lovforslag kompenserer nemlig ikke for tabt helligdagsbetaling.
Og det er noget, som vil ramme mange af FOAs medlemmer.
Tag for eksempel en timelønnet omsorgsmedhjælper på døgninstitution. Han eller hun vil i gennemsnit miste 1.100 kroner for arbejde på store bededag, hvis dagen fra næste år er en normal arbejdsdag.
Modstanden vokser
En samlet fagbevægelse har den seneste tid intensiveret kampen for store bededags overlevelse. Tirsdag lancerede man underskriftsindsamlingen
bevarstorebededag.dk, som inden for de første ti timer fik mere end 200.000 underskrifter. I skrivende stund har mindst 273.650 skrevet under.
Fagbevægelsen opfordrede samtidig til folkeafstemning om store bededags fremtid, hvis regeringen ikke tog forslaget af bordet. Det kræver 60 mandater i Folketinget, hvis regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag skal sendes til folkeafstemning.
I øjeblikket er der opbakning fra 26 mandater (DF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, løsgænger Mette Thiesen og senest også Alternativet), mens flere andre partier ikke afviser muligheden for at sende regeringens lovforslag til en folkeafstemning.
Regeringen forventer, at statskassen vil blive tilført 3,2 milliarder kroner, hvis store bededag bliver en almindelig arbejdsdag. Beløbet skal finansiere forhøjede forsvarsudgifter. En samlet opposition har torsdag præsenteret alternative forslag til at finde de 3,2 milliarder kroner, men foreløbig har regeringen gentagne gange fastholdt dens planer om at skrotte store bededag.
”Det er ikke sådan, at hvis der kommer yderligere penge på bordet, så forsvinder kravet om store bededag,” siger økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) eksempelvis i et fælles interview med finansminister Morten Bødskov (S) til Avisen Danmark.