”Jeg kan skille en motor i 30.000 dele og samle den igen. Oprindelig er jeg uddannet automekaniker, og der er mindst 10 ting ved eksplosionsmotoren, der minder om menneskekroppen. Begge har brug for ilt og brændstof. Måske var det derfor, jeg for 10 år siden søgte ind på uddannelsen som operationstekniker.

Læs også: Fra skuespillerdrøm til pædagogisk leder: Martin skiftede spor

Der er det tekniske med sakse, pincetter, instrumenter, og så er der det menneskelige. At kunne reparere kroppen, som du reparerer en bil og se, hvordan nerverne og senerne løber, er sindssygt spændende. Jeg er den eneste operationstekniker på Rigshospitalet og den første specialeansvarlige sektionskoordinator på Læbe-Ganespalte Centret, der ikke er sygeplejerske.

Jeg giver ikke bare saks og pincet under operationerne. Jeg vil forstå, hvad de bruges til, og hvad de latinske udtryk betyder. Når kirurgerne flytter blodkar op, følger jeg ikke bare med. Jeg undersøger det, de gør. Det var sådan, jeg lærte at sy. Jeg købte en flæskesteg for at øve mig derhjemme og syede den sammen, og nu kan jeg assistere kirurgerne.

Læs også: Social- og sundhedsassistentelev Christian Dam: ”Jeg skulle bare være her i tre uger”

Vi får børnene ind første gang, når de er 3-4 måneder, og vi følger dem, til de er 21. Jeg er god til at være rolig. Måske har de et traume fra første gang, måske er de bange. Det tænker jeg over hver gang.

Vi åbner op i alle lag – underhud, overhud, muskulatur, slimhinder – og syr dem sammen i den struktur, der er den normale. At følge forandringen, når et barn kommer ind med en åben spalte og se resultatet bagefter, hvor de har fået en læbe og kan spise, drikke og få et normalt liv. Det er fascinerende hver gang.”