Annonce

ældrepleje plejehjem foto colourbox

Skal elever kunne arbejde i 48 timer? Dét spørgsmål splitter


Eleverne kan være en ekstra ressource, og de kan alligevel finde ekstra arbejde i nabokommunen, lyder tungtvejende argumenter på ‘ja’-siden. På ‘nej’-siden er det hensynet til elevernes uddannelse, som fylder.

Annonce

Ikke alle synes, at det er en god idé at lade elever arbejde som vikar ved siden af deres ansættelse som elev. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

I Mariagerfjord Kommune vil politikerne give social- og sundhedseleverne mulighed for at arbejde i op til 48 timer om ugen. Det vil betyde, at eleverne kan arbejde 11 timer om ugen som vikarer udover deres uddannelsesaftale på 37 timer.

Det kunne Nordjyske fortælle tidligere på sommeren. Et udspil, som på ingen måde vækker begejstring hos FOA Mariagerfjord.
 
”Vi har hårdt brug for eleverne bagefter, og jeg tænker, de skal have et godt uddannelsesforløb, hvor de ikke slider sig selv op undervejs. Det er et stort arbejde i sig selv at tage en uddannelse,” påpegede faglig sekretær i FOA Mariagerfjord Dorthe Pedersen til Nordjyske.
 

Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op

Hun opfordrede i stedet kommunen til at kigge på, hvordan den får flere af deres faste medarbejdere på deltid til at arbejde flere timer.
 

Flere kommuner siger ja til 48 timer

Men hvordan ser det ud i landets øvrige kommuner? Dét spørgsmål har Fagbladet FOA stillet til landets fem største kommuner.
 
Her må eleverne i fire kommuner gerne arbejde i op til 48 timer, mens én kommune, Aalborg, ikke ønsker den ordning indført.
 

Læs også: Ole og Fenja vil gøre en forskel – derfor har de valgt sosu-faget

Sådan var holdningen også tidligere i Vejle Kommune, fortæller seniorchef Heidi Have. Men kommunen oplevede, at eleverne i stedet søgte mod nabokommuner som Kolding og Horsens.
 
”Nu må elever gerne arbejde ved siden af uddannelsesaftalen, og det hjælper os, for de kender stedet og borgerne, så der er ikke samme opgave med at oplære. For eleverne er det også bedre at arbejde et kendt sted i stedet for at tage til en anden kommune,” siger Heidi Have og fortæller samtidigt, at kommunen følger området tæt og evaluerer den om et år.
 
”For bekymringen er, at det går ud over deres uddannelse,” siger seniorchefen.
 

Vil ikke ’drive rovdrift’ på eleverne

I Aalborg Kommune er ældre- og sundhedschef Carsten Beck opmærksom på, at kommunens sosu-elever blot kan søge mod andre kommuner, hvis de ønsker at arbejde ekstra udover uddannelsesaftalen. Alligevel er kommunen modstander af, at eleverne arbejder i op til 48 timer.
 
”For os er det vigtigt, at man ikke driver rovdrift på eleverne. Det er unge mennesker, som er på vej ind i faget. De er endnu ikke færdiguddannede, og dermed er det fint, at de er ansat på 37 timer. Det er en måde at øve sig på at være ansat på fuld tid, men at trække på dem i 48 timer, det er næsten at drive rovdrift på dem,” siger Carsten Beck.
 
- Men det ville jo være frivilligt for den enkelte at vælge at arbejde ekstra?
 
”Ja, men jeg tænker også, at vi som arbejdsgivere har et ansvar for at sikre arbejdsmiljøet, og derfor er det bestemt ikke noget, vi går efter.”

- Men er du så bekymret for, at nogle af jeres elever i stedet vælger at søge mod andre kommuner, hvor de gerne må få ekstra timer?
 
”Det kan jeg ikke forhindre, men det bekymrer mig heller ikke. Man mærker selv efter, hvor meget man kan holde til, men det handler også om læring, og vi vil ikke som arbejdsgiver på nuværende tidspunkt lokke dem med yderligere timer,” slår ældre- og sundhedschefen fast.
 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev