Annonce

ældrepleje foto colourbox

Godt nyt: Flere kommuner melder om mere ‘normal’ sommer i ældreplejen


Sidste sommer var ældreplejen under et ekstraordinært pres – blandt andet fordi kommunerne ikke kunne rekruttere et nødvendigt antal ferieafløsere. I år tyder det for en del kommuner på at blive en mere normal sommer.

Annonce

Der vil være flere medarbejdere til at passe og pleje de ældre sammenlignet med sidste sommer, lyder det fra flere kommuner. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

For præcis et år siden havde landets kommuner så store udfordringer med at få vagtplanen til at gå op, at det i mange kommuner var nødvendigt at skære i servicen til de ældre, mens ansatte i hjemmeplejen fik proppet kørelisten med ekstra besøg.

Så galt ser det heldigvis ikke ud i år, lyder det fra flere kommuner i en rundspørge, som Fagbladet FOA har lavet blandt otte af landets største kommuner.

Fem af kommunerne forventer en ‘normal’ sommer – blandt andet fordi det er lykkedes at rekruttere flere ferieafløsere. Det var en stor udfordring sidste år, fordi oplevelsen var, at især unge hellere ville arbejde som podere. 

Læs også: Rådmand vil se på løntillæg efter enkelt overnatning på plejehjem

”Sommeren er jo altid en udfordring i vores branche. Det er ikke nyt. Men sidste og forrige år var en ekstraordinær situation virkelig mange steder, men i år har vi et mere normalt leje, og vi forventer på ingen måde at stå i en situation som sidste år,” lyder det eksempelvis fra ældre- og handicapchef i Odense Kommune, Margrethe Kusk

Også i Aarhus ser det ‘ganske fint ud’, lyder det fra fra HR-chef Helle Rasmussen.

”At det lykkes at få vagtplanerne til at gå op er en kombination af to ting. Dels har vi været tidligere ude og mere offensive for at rekruttere ferieafløsere. Og så handler det også om, at der er medarbejdere, der tager ansvar og udviser fleksibilitet i forhold til egen ferie, for at vagtplanen går op,” siger HR-chefen.

Nogenlunde samme melding kommer fra Aalborg, Randers og Frederiksberg kommuner.
Til gengæld melder de tre øvrige kommuner, at der igen er udfordringer med vagtplanen for sommerperioden. Det er blandt andet tilfældet i Vejle, fortæller kommunens seniorchef Heidi Have.

”Vi har i øjeblikket huller i vores vagtplanlægning, der svarer til omkring 50 fuldtidsstillinger,” siger seniorchefen og gør opmærksom på, at billedet hurtigt kan ændre sig.

”Der er måske en lille forbedring i forhold til sidste år, men min melding fra driften er, at det mange steder er de samme udfordringer som sidste år. Vi er generelt ramt af rekrutteringsudfordringer, og det er svært at rekruttere uddannet personale, og i dag har vi mere ikke-uddannet personale ansat sammenlignet med sidste år uden for feriesæsonen.”

Seniorchefen kan derfor ikke afvise, at det bliver endnu en sommer, hvor det faste personale må tage ekstra vagter, ligesom det kan blive nødvendigt at justere på den service, borgerne tilbydes. 

”Vi kan blive nødt til at skrue på rengøring og sociale ydelser via klippekortsordningen, ligesom vi har været nødsaget til i perioder under corona, fordi vi må prioritere de sundhedsfaglige ydelser,” siger Heidi Have.

Flere ledige stillinger end sidste år

Også i Silkeborg er det en udfordring at få kabalen til at gå op, selvom situationen trods alt er ‘væsentlig bedre’ end sidste år, oplyser sundheds- og omsorgschef Malene Herbsleb.

”Lige nu er det ikke aktuelt med at udskyde eller aflyse besøg, men det kan komme på tale at prioritere opgaverne. Og der vil vi selvfølgelig altid prioritere de sundhedsfaglige opgaver, og så skære ned på for eksempel rengøring. Det vil dog altid ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte borgers behov,” siger Malene Herbsleb.

Også i landets største kommune er der udfordringer – især med at få et tilstrækkeligt med uddannet personale, og kommunen må derfor ’smøre vores uddannede medarbejdere tyndere ud, så der altid er uddannede folk på arbejde’, oplyser sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Og selvom både ledere og medarbejdere tilstræber, at serviceniveauet opretholdes i løbet af sommeren, vil der være dage, som kræver prioritering.

”Her drøfter medarbejdere og ledere, hvad det kan udsættes eller afvikles med færre ressourcer. Den kan for eksempel være en fælles aktivitet på et plejehjem eller at man i hjemmeplejen må flytte en rengøring til en anden dag,” lyder det i et skriftligt svar.

Københavns Kommune har ikke et præcist overblik over, hvor mange ferieafløsere kommunen mangler, men sammenlignet med sidste år er der i dag samlet set flere ledige stillinger i ældreplejen, oplyses det.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev