Annonce

Årsopgørelsen er klar: Her er fradragene du ikke må glemme

Nu er det igen blevet tid til at tjekke årsopgørelsen hos SKAT for at se, om du skal have penge tilbage – eller om du skylder. Her får du en liste med de væsentligste fradrag, du ikke må glemme.

Annonce

Senest mandag d. 14 marts vil du kunne se din årsopgørelse inde på skat.dk. Nogle vil allerede kunne se den fra i dag. Men der kan være kø. Skat.dk

Af Christoffer Fauerby Rewitz
Journalist

Annonce

Ak og ve. Nu er det blevet tid til den årlige dans med SKAT. Står du til et skattesmæk, eller skal du have penge tilbage?

Selv om SKAT automatisk får mange oplysninger, kan det være en god idé at tjekke årsopgørelsen. Der er måske penge at hente, fordi der kan være nogle fradrag, som er relevante for dig, og som du måske har overset.

Årsopgørelsen skal være tilgængelig på skats hjemmeside fra på mandag. Men allerede i dag har mange mulighed for at se den.

Her er en liste af de væsentligste fradrag, som er værd at holde øje med.

Håndværkerfradrag og servicefradrag

Hvis der i løbet af det sidste år er blevet fået lavet såkaldte grønne håndværksydelser i dit hjem eller fritidsbolig, er det muligt at trække op til 25.000 kr. fra på selvangivelsen. Fradraget gælder pr. person i en husstand. Det betyder, at et ægtepar kan trække op til 50.000 kr. fra.

Grønne håndværkerydelser omfatter eksempelvis isolering af tag, gulv og ydermure, udskiftning af ruder og installation af tyverialarm.

Derudover er det et såkaldt servicefradrag. Det betyder, at hvis børnene er blevet passet, eller hjemmet er blevet gjort rent, så er det også muligt at trække op til 25.000 kr. fra på selvangivelsen.

Kørselsfradrag

Det er muligt at få et fradrag på kørsel mellem hjem og arbejde, hvis afstanden er mere end 24 km. om dagen. Dette fradrag er ikke fortrykt på årsopgørelsen fra 2021. Derfor skal man selv oplyse antal dage, hvor man er kørt på arbejde. 

Fradraget er 1,90 kr. pr. km. udover de første 24 km. Hvis antallet af km overstiger 120 km dagligt, så er fradraget på 0.95 kr. pr. km.

Fradraget gælder også, hvis man anvender offentlig transport som bus eller tog.

Kost, logi og andre småfornødenheder

Hvis du har haft udgifter forbundet med kost og logi i forbindelse med en arbejdsrejse, der har varet mere end 24 timer, er det muligt at trække op til 133 kr. Pr. døgn fra i årsopgørelsen. Det maksimale fradrag er på 29.300 kr.

Omlagt lån i 2021

Har du i 2021 omlagt dit realkreditlån, skal man typisk stille en bankgaranti. Det betyder, du betaler en garantiprovision til banken, som du kan trække fra i skat. En god huskeregel er, at du kan tage kontakt til dit bank/realkreditinstitut, hvor du kan forhøre dig ad, om dette gælder for dig.

Børne- og underholdsbidrag

Hvis du selv har indgået en bindende aftale om børne- og underholdsbidrag, skal du selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på din årsopgørelse. Det fradrag foretages kun automatisk, hvis det går via det offentlige.

Deleøkonomi

Hvis du i 2021 har udlejet dit sommerhus, er der et skattefrit bundfradrag, der i 2021 ekstraordinært var forhøjet til 42.700 kr., hvis huset er blevet udlejet gennem et bureau, som indberetter det til skattestyrelsen. Ellers ligger dette bundfradrag på 11.700 kr.

Hvis du har lejet værelser ud i din bolig via Airbnb, er en del skattefrit, mens resten er skattepligtigt. Du har efter nye regler et bundfradrag på 29.900 kr.

Ved udlejning af bil, lystbåd, campingvogn mv. er der et skattefrit bundfradrag på 10.700 kr.

Pensionsindbetalinger

Hvis dit indskud for 2021 på ratepension ikke har oversteget 58.500, behøver du ikke gøre noget.

Men hvis dit indskud overstiger 58.500 kr., bør du kontakte din bank eller pensionsselskab og få dette overført til for eksempel en fradragsberettiget livrenteordning. Det er dog også muligt, at du kan få beløbet tilbagebetalt og dermed ikke få fradrag.

I tvivl?

Er du fortsat i tvivl, så er der også mulighed for at chatte med en medarbejder eller kontakte Skat telefonisk på 72222828.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev