Annonce

Michael

Michael og kollegerne gør skole klar til ukrainske flygtninge

Michael Dan Hansen, som er planlægger i teknik- og serviceafdelingen i Lolland Kommune, og hans kolleger og medarbejdere har udsat deres normale driftsopgaver for at gøre en nedlagt skole klar til at huse ukrainske flygtninge. 

Annonce

Bag Michael Dan Rasmussen har været et stort bed til grønne planter. Det bliver nu omdannet til et buffetbord til sultne flygtninge. Per Rasmussen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Mandag eftermiddag klokken 17 ringede Michael Dan Hansens telefon. En nedlagt skole i Rødby Havn, som hører under det distrikt, Michael Dan Hansen dækker som planlægger i teknik- og serviceafdelingen i Lolland Kommune, skulle stå klar til at huse eventuelle ukrainske flygtninge hurtigst muligt.

”Jeg havde set skriften på væggen, og så gik det ellers stærkt.”

Michael ringede til sine kolleger og medarbejdere – serviceassistenter, rengøringspersonale og teknik- og servicemedarbejdere – og trak dem ud af deres normale arbejdsopgaver. Tidligt tirsdag morgen stod de så klar til at tage fat. Det samme gjorde flere lokale tømrere og VVS'ere. Og der var ikke lidt at tage fat på. 

”Det er en nedlagt skole, som har stået tom nogle år. Sidst, den blev brugt, var, da vi fik flygtninge ind fra Syrien. I mellemtiden har den stået tom. Så den trænger til en kærlig hånd.”

”Der er omkring 8.000-9.000 kvadratmeter og 200 radiatorer, vi skulle have styr på. Nogle loftplader var faldet ned, og der manglede lys og lamper. Så det gjaldt både om at få ordnet rengøring og istandsættelse, og få styr på el, vand og varme,” siger Michael.

Skolen skal fungere som et pitstop med mulighed for at få et hvil for flygtningene på vej videre til et mere permanent sted.

”Vi giver dem helt lavpraktisk en mulighed for en pause ovenpå den tumult, de måske har oplevet på vej herop,” fortæller Michael. 

Han og kolleger ved ikke noget om, hvornår og eventuelt hvor mange flygtninge der har brug for et hvil på skolen. Han ved bare, at netop Rødby Havn var det første sted, de syriske flygtninge ankom til Danmark tilbage i 2015, så derfor skal skolens lokaler igen være klar som nogle af de første.

Selvom der stadig er mange ubesvarede spørgsmål, gør det ikke Michael og kollegerne noget.

”Det er masser af mandskabstimer, som jeg hiver ud, og vi ved jo godt, at de opgaver, vi ikke får løst nu i vores normale drift, fordi vi er her på skolen, løser ikke sig selv. Så vi får travlt bagefter. Men med det her formål er det intet problem,” siger han.

Sindssygt flot arbejde

”I al beskedenhed har vi virkelig gjort et stort stykke arbejde. Tirsdag aften var vi så langt, at hvis der skulle have stået nogen og banket på, så var vi klar. I øjeblikket er der ti fra rengøring, der er i gang, og otte fra teknikservice. Og vi kører selvfølgelig videre. Det er det her, vi kan, når det virkelig brænder på,” siger Michael.

”Mit personale er der 100 procent. Det er et sindssygt flot arbejde, de har lavet. Men det er ikke så meget hokus pokus. Jeg tror, alle ville gøre det.”

michael  v
Per Rasmussen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev