Én borger forlader ofte afdelingen. En anden er udadreagerende og kan få uroen til at sprede sig i hele resten af gruppen på demensafdelingen i Guldborgsund Kommune.

"Det er svært for os at håndtere den situation, når vi mangler medarbejdere. For når borgeren går, og en af medarbejderne følger efter, når der er vagtskifte, er der kun én medarbejder til de andre 16 beboere. Og når en udadreagerende borger får de andre til at køre op, ja, så kan der nemt opstå kaos," siger social- og sundhedsassistent Karina Andreassen og understreger, at den slags situationer er helt almindelige, når man arbejder med mennesker med demens. Problemet er, at det er der nogle gange ikke plads til. 

"Jeg føler mig så utilstrækkelig, når jeg går hjem, for det fag, jeg elsker og det, som jeg blev uddannet til, har jeg svært ved at opfylde, når vi er så få. Vores chefer gør deres bedste, men de kan ikke skaffe det personale, der skal til. Det er så trist, for jeg elsker mit arbejde."

Læs også: Nul minutter til at give piller: ”Det er provokerende”

Og det er ikke kun Karina Andreassen, der går hjem fra arbejde med en følelse af ikke at have løst opgaven godt nok. Det problem gør sig gældende på tværs af FOAs faggrupper, viser en undersøgelse blandt 4.000 medlemmer.

Værst står det til i Social- og Sundhedssektoren og i Pædagogisk Sektor. Her føler 6 ud af 10 sig utilstrækkelige minimum en gang ugentligt, mens det gælder henholdsvis 4 og 5 ud af 10 i Teknik- og Service- samt Kost og Servicesektoren.

For Karina Andreassen bunder følelsen i, at hun ved, hvad borgerne har brug for, men hun kan ofte ikke give det til dem. Hun kan ikke give den omsorg til en udadreagerende borger ved for eksempel at gå en tur for på den måde at skærme borgeren fra de andre. 

Hun kan ikke berolige de andre, når der samtidig er en pårørende, der beder om noget, mens en anden borger beder om hjælp til at gå på toilettet. Og hun kan ikke læse en avis med en borger eller gå en tur, som er det, der kan få en borger med demens til at falde til ro. 

"Det er simpelthen så hårdt, når mit svar hele tiden er: Jeg kommer lige om lidt, lige et øjeblik. Det bliver borgerne kede af."

Læs også: Udvalgsformand: ”Konsekvenserne ved besparelser er meget større, end vi politikere tror”

Mest dominerende er følelsen af utilstrækkelighed, ifølge FOAs undersøgelse, da også blandt medarbejdere på plejecentrene og i hjemmeplejen, hvor 67 og 65 procent svarer, at de mindst en gang om ugen føler sig utilstrækkelige. Det er mere end i psykiatrien, blandt ansatte på hospitaler og i genoptræningstilbud, hvor halvdelen af medarbejderne får følelsen af utilstrækkelighed flere gange om ugen.

"Det er virkelig alvorligt, når man ikke kan bruge den faglighed, man har uddannet sig til og den medmenneskelighed, der ligger i at pleje en borger eller tage et barn på armen på grund af tidspres. Medarbejderne skal virkelig passe på, at de ikke går ned på det," siger Mona Striib, forbundsformand i FOA. Hun opfordrer samtidig til at bruge kommunalvalget til at gøre opmærksom på det. 

"Vi skal få kommunalpolitikerne til at forstå, at de simpelthen bliver nødt til at tage situationen alvorligt. Det handler både om manglende medarbejdere, men også om, at man skal slippe regnearksledelsen og slippe fagligheden fri. Medarbejderne har en faglighed. De kan vurdere og prioritere, og det skal de have lov til."

Læs også: 4 ud af 10 ansatte på sosu-området må ugentligt springe frokostpausen over

Følelsen af utilstrækkelighed har flere årsager, lyder det også fra professor MSO ved Roskilde Universitet Tine Rostgaards forskning i komparativ velfærdsanalyse. 

"Dels er det et grundvilkår, når man arbejder med svage borgere, der bliver svagere over tid, hvor det kan føles tungt, at man ikke kan hjælpe. Og dels kan det hænge sammen med, at man ikke har tid nok til at udføre opgaven i forhold til at give en individualiseret pleje," siger hun. 

For det tager tid at lære den ældre at kende og at kende borgerens behov den dag. 

"Det er væsentligt i forhold til de faglige standarder at kunne indfri borgerens behov. Den individuelle pleje, altså at man kan give pleje, der hvor borgeren er, er et kvalitetsdogme." 

Rød alarm

Men det er svært, når medarbejderne ikke har tiden til at kunne løse opgaverne, som FOA-undersøgelsen også peger på. Mere end syv ud af 10 FOA-medlemmer oplever, at bemandingen på deres arbejdsplads er utilstrækkelig til at kunne løse opgaverne. Situationen for FOA-medlemmerne opstår stort set hver dag, flere gange om ugen eller hver uge, og tallet er kun steget siden 2019.

"Det er ganske enkelt en uacceptabel situation, for at sige det mildt," siger Mona Striib. 

"Udviklingen sker på tværs af faggrupper, og vi kan se, at det de seneste to år er blevet meget værre. Jeg vil ikke tøve med at kalde det rød alarm for velfærdssamfundet. Der skal gøres noget nu," siger Mona Striib. 

Der skal ske noget radikalt

Og det er der en anerkendelse af bredt, understreger Mona Striib og nævner i flæng – kommunerne, regionerne, staten, blandt ledere og hos de politiske partier. 

"Vi er i fuld gang med at trykprøve de aftaler, vi har indgået om flere uddannede, fra deltid til fuldtid, om nedbringelse af sygefravær, om fastholdelse i stedet for afskedigelse, om seniorindsats. Vi venter på, at de aftaler, vi har indgået under OK21, begynder at virke, for kampen om arbejdshænder er i den grad sat ind. Der skal ske noget radikalt," siger hun. 

Snuseordninger og praktik

At medarbejderne løber stærkere, og at der er sket en forværring gennem årene, er også noget, professor Tine Rostgaard peger på. 

"Vi kunne se, at medarbejderne syntes, det var sværere at møde borgernes individuelle behov, sammenlignet med tidligere. Det sammenholdt med, at hver femte stilling i kommunerne ikke kan besættes, og at der er mange ufaglærte, så medarbejderne ikke kan stole på, at kollegaen har den faglighed, der skal til, peger på et alvorligt problem," siger Tine Rostgaard. 

Men der er ikke nogen hurtige løsninger. Det er lange, seje træk for at få vendt udviklingen på velfærdsområdet, der handler om at forbedre arbejdsforholdene og få tilført de ressourcer, der skal til, siger Tine Rostgaard. Samtidig skal man få de unge til at søge ind på skolerne og mindske frafaldet, for eksempel ved hjælp af snuseforløb, hvor unge under 18 år kan få et fritidsjob på et plejehjem, så de finder ud af, at et job i ældreplejen kan være givende.  

Fra bagedyst til plejedyst

"Alt det kan rykke lidt. Men jeg er overbevist om, at det, der virkelig ville gøre en forskel, var at øge statussen i jobbet." 

For Tine Rostgaard møder ofte medarbejdernes oplevelse af stor meningsfuldhed, og det er de historier, der skal frem. 

"Jeg så gerne, at man i stedet for 'Den store bagedyst', sendte 'Den store plejedyst' på tv. For på trods af store vanskeligheder, sker der også meget godt. Ved at få vendt fortællingen, kunne man være med til få ændret på den status og den anerkendelse af fagligheden, der ligger i jobbet." 

Som et tog, man ikke kan stå af

Der er mange gode grunde til at vælge at arbejde i plejen, mener også social- og sundhedsassistent Karina Andreassen. 

"Jeg er en af dem, der virkelig brænder for mit arbejde, men jeg oplever, at mange vikarer har søgt arbejde på testcentre og sygehuse i stedet. Og når vi samtidig har et problem med søgning på uddannelserne, så rammer det os," siger Karina Andreassen.  

Som forleden, hvor der stod i planen, at der skulle komme to afløsere, men hvor det viste sig, at de var booket forkert. De kom først dagen efter.

"Så ved man bare, at det bliver en hård dag, hvor man krydser fingre for, at der ikke sker noget ekstraordinært. En af de dage, hvor der kan sprede sig en nærmest panikagtig angst i hele kroppen og det føles som et tog, der bare kører, som man ikke kan stå af," fortæller hun.

Lederne gør, hvad de kan

Og det gør borgerne urolige, når medarbejderne er det, understreger hun. 

"Vores leder ligger vandret for at finde afløsere og vikarer, og selv hjælper vi hinanden på tværs af afdelingerne, når der er sygdom og personalemangel. Men det er vanvittigt svært og har været det lige siden coronaen kom," siger Karina Andreassen, der ville ønske, at hun havde mere tid til at give borgerne den omsorg, som var grunden til, at hun i sin tid gik ind i faget.

"Det er muligheden for at give omsorg, som gør det til et fantastisk arbejde. Jeg ville bare ønske, at der var flere til at løfte opgaven."