Annonce

Portrætbillede af Mona Striib

Debat 

Klumme: Lønkampen skal tages i fællesskab

Det er et samfundsansvar at rette op på årtiers efterslæb og den forældede værdisætning af velfærdsopgaverne i den offentlige sektor, skriver formand Mona Striib.

Annonce

Der er lang vej endnu. Der skal kigges på tværs af alle fag og faggrupper, og vi kommer uden tvivl til at støde ind i vanskelige og komplekse diskussioner, skriver formand Mona Striib. Malte Kristiansen

Af Mona Striib
Formand

Annonce

Langt om længe er det lykkedes at få en samlet fagbevægelse til at stå bag et forslag om at få kigget på løndannelsen i den offentlige sektor. Det har været en årelang kamp for FOA. Tilbage i 2008, hvor vi lancerede ’Mandeløn til kvindefag’, var vi i en langvarig konflikt og også dengang sagde vi: ”Det kræver, at Christiansborg kommer til lommerne og får afsat de ekstra lønkroner, der skal til.”

Beslutningen om at gå ombord i udfordringerne blev taget i Forhandlingsfællesskabet før OK21. Et politisk forståelsespapir forpligtede os til analyser og diskussioner, lige så snart OK21 var afsluttet. Vi vidste nemlig godt, at løsningen kræver mere end det, der kan realiseres ved overenskomstbordet.

Det er et samfundsansvar at rette op på årtiers efterslæb og den forældede værdisætning af velfærdsopgaverne i den offentlige sektor. Men det skal ikke ske ved, at Christiansborg vedtager en lønreform. Den del skal overenskomstens parter selv klare. Det er bare indiskutabelt, at Christiansborg sidder for enden af overenskomstbordet, når de offentlige parter skal forhandle.

Derfor er modtagelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) forslag om en lønkomité, der blandt andet skal bestå af de offentlige parter, god. Skatteministeren har kvitteret positivt, og arbejdsgiverne ditto ved at tilslutte sig FH’s forslag i forbindelse med sygeplejerskernes og radiografernes mæglingsforslag. Det betyder, at arbejdet kan gå i gang, når OK21 er helt afsluttet.

Der er lang vej endnu. Der skal kigges på tværs af alle fag og faggrupper, og vi kommer uden tvivl til at støde ind i vanskelige og komplekse diskussioner. Men første og vigtige skridt til en løsning er, at hele fagbevægelsen kan stå sammen om en løsning, at arbejdsgiverne er med, og at regeringen siger ja til at gå ombord i arbejdet. Det er forudsætningen for, at vi kan rykke sammen for at komme ulige løn til livs.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev