Annonce

Dagplejere om minimumsnormeringer: Vi føler os glemt

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Flere dagplejere føler sig overset i kampen for minimumsnormeringer. De vil også gerne have en normering på én til tre børn, da det skaber bedre kvalitet. FOA vil kæmpe for at afskaffe det femte barn, lyder det fra sektorformand. 

Annonce

"Det ville være rart at vide, hvor vi  som dagplejere står henne i alt det her med minimumsnormeringer." Sådan lyder det fra dagplejer Jette Brøndum Nielsen, der håber, at minimumsnormeringer også kommer til at gælde i dagplejen. Privatfoto

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

'Hvad med os?'

Sådan har flere dagplejere spurgt, mens kampen for minimumsnormeringer har stået på.  Med den nye finanslov kan forældre til børn i daginstitutioner se frem til, at der i 2025 er fuldt indfaset minimumsnormeringer, men aftalen lægger ikke umiddelbart op til bedre normeringer i dagplejen. 

Én af de dagplejere, som ærgrer sig over det, er Jette Brøndum Nielsen. 

“Det virker som om, at man fra politisk side har nedprioriteret dagplejerne, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal have en højere normering end vuggestuerne. Jeg vil da også rigtig gerne kunne nøjes med at have tre børn, for der er ingen tvivl om, at det er det bedste for børnene. Så som dagplejer føler jeg mig tilsidesat,” siger den 44-årige dagplejer fra Vesthimmerland. 

Ligeværdige pasningstilbud
Lidt længere mod sydvest, i Holstebro, er Bettina Krohn Jensen dagplejer. Hun føler også, at dagplejerne er blevet glemt i hele spørgsmålet om minimumsnormeringer, men hun er alligevel optimistisk.

“Jeg har stadig troen på, at minimumsnormeringerne også kommer til at gælde for os. Jeg synes, det er mega godt gået, at man er nået så langt, men det skal jo ikke ende med, at børnene i dagplejen er dårligere stillet end børnene i vuggestuen,” siger Bettina Krohn Jensen. 

Hun er ikke den eneste dagplejer i Holstebro, som har følt sig overset. Det fortæller den pædagogiske sektorformand i FOA Holstebro Dorthe Pia Hansen. 

“Det har været svært for mig at forklare mine dagplejere, at lige nu er der 100 procent fokus på daginstitutionerne, for der er altså dårligere normeringerne end i dagplejen. De har virkelig følt sig forbigået i den her diskussion,” siger hun og understreger, at det er vigtigt, man begynder at tale om minimumsnormeringer i dagplejen.

“Jeg vil gerne, at dagpleje og vuggestue bliver betragtet som to ligeværdige pasningstilbud. Så hvis man kommer ned på en minimumsnormering i vuggestuerne, der hedder tre børn per voksen, så skal det selvfølgelig også gælde i dagplejen,” siger Dorthe Pia Hansen. 

Børnenes ve og vel har været omdrejningspunktet i debatten om minimumsnormeringer. Og her er de to dagplejere Jette Brøndum Nielsen og Bettina Krohn Jensen enige om, at det femte barn er tungen på vægtskålen, når man snakker normeringer i dagplejen.

“Jeg kan tydeligt mærke forskel på, om jeg har tre eller fem børn. Når jeg har fem, er stressniveauet hos børnene meget højere, og der er ikke altid ordentlig tid til at udøve det pædagogiske arbejde, som jeg gerne vil. Det er simpelthen et spørgsmål om, at der ikke er tid til at være der for alle børnene,” siger Jette Brøndum Nielsen. 

Det kan 54-årige Bettina Krohn Jensen godt nikke genkendende til. Hun har været dagplejer siden 1991 og er ikke i tvivl om, at fem børn er mindst ét for meget. 

“Det femte barn tærer på ressourcerne, så der er mindre tid til hvert enkelt barn. Det helt tætte nærvær har man ikke på samme måde med fem børn, som med tre. Det er jo logik,” siger hun. 

I FOA mener formand for pædagogisk sektor, Kim Henriksen, at det er afgørende, at der på baggrund af de lovbundne minimumsnormeringer bliver sat fokus på kvaliteten i dagplejen. 

“Børnene i dagplejen har også krav på de bedste vilkår. Så minimumsnormeringer handler også om at sikre en høj kvalitet i dagplejen, og det er vigtigt, at vi på baggrund af finanslovsforhandlingerne får arbejdet på det,” siger han. 

Det vigtigste for at sikre kvaliteten er ifølge Kim Henriksen at få lavet et forbud mod det femte barn. Derfor er det også FOAs mærkesag, når de skal sidde med i den arbejdsgruppe, som er nedsat af ministeren til at udforme lovteksten om minimumsnormeringer.

“Det bekymrer os rigtig meget, at det femte barn er blevet hverdag for mange dagplejere, når det burde være en undtagelse. Så vi vil presse på for, at man som dagplejer maks skal have fire børn,” siger sektorformanden.

Dagplejere har mere børnetid
Når afskaffelsen af det femte barn står øverst på FOAs dagsorden frem for en fast normering på én dagplejer til tre børn, skyldes det, at dagplejere har flere timer med direkte kontakt med børnene end pædagogiske personale i gennemsnit har i daginstitutionerne. 

På baggrund af tal fra Danmarks statistik og Digitaliseringsstyrelsen vurderer sektorformanden i FOA, at en normering på 1:4 i dagplejen svarer nogenlunde til 1:3 i vuggestuen, hvis man opgør normeringen i ren børnetid.

“Der er ingen tvivl om, at vores allerstørste ønske er, at vi kunne have en normering der rent ud hed en til tre, men der går nok lidt tid, før vi er der,” siger Kim Henriksen.

Må ikke blive pasningsfabrik
Ifølge de to dagplejere, Jette Brøndum Nielsen og Bettina Krohn Jensen, er det netop vigtigt at have færre end fem børn i dagplejen, hvis man vil øge kvaliteten.

“Den bedste normering, som jeg ser det, er, at man har tre faste børn, og så har man en fjerde plads til et gæstebarn, så man helt undgår det femte barn. Det ville skabe en meget større nærhed og en bedre pædagogisk kvalitet,” siger Bettina Krohn Jensen. 

Det er Dorthe Pia Hansen fra FOA Holstebro enig i. Når man har fem børn, mener hun, man er oppe på et antal, som er problematisk. 

“Så er vi derude, hvor det bliver en pasningsfabrik. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad det er, vi vil for vores børn i dagplejen,” siger hun.

Hvis de lovbundne minimumsnormeringerne ikke ender med at komme dagplejen til gode, kan dagplejer Jette Brøndum Nielsen være bange for, at det vil få betydning, når forældre skal vælge et pasningstilbud.

“Set udefra kommer det jo til at virke som et minus, at vi i dagplejen kører med fire til fem børn, mens man i vuggestuen kun har tre børn. Så jeg kan da godt frygte, at nogle forældre vil søge mod vuggestuerne i stedet for. Og det er da rigtig ærgerligt, hvis det bliver sådan,” siger hun.

Den bekymring har Bettina Krohn Jensen ikke helt endnu. Hun oplever, at mange forældre sætter stor pris på det nære og hjemlige miljø, man har i dagplejen.

“De siger: 'Hold da op, hvor er det dejligt at være her.’ Jeg synes, det vigtigste er, at udgangspunktet for at vælge enten vuggestue eller dagpleje er det samme, og derfor skal normeringen selvfølgelig være ens. Det ville da være en skam, hvis valget stod og faldt med en forskel i normeringen,” siger dagplejeren fra Holstebro.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies