tidligere formand for Etisk Råd

Tidligere Etisk Råd-formand efterlyser anerkendelse af offentligt ansatte

Af Malin Schmidt
Journalist

Hvordan værdsætter vi de tusindvis af mennesker, som hver dag finder blik for de svageste i dette land, spørger filosof og tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler.

Medarbejderne i den offentlige sektor er ikke bare deres fag. De giver sig selv som mennesker og bærer på nogle helt grundlæggende værdier i vores samfund, mener filosof og tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler. Foto: Dialektik

Af Malin Schmidt
Journalist

Det er interessant, at jo tættere, man arbejder på mennesker, jo lavere løn har man. Og jo længere væk man er, jo mere får man i løn.

Sådan siger Jacob Birkler, tidligere formand for Etisk Råd, filosof og forfatter, der i sin forskning igennem flere år har fulgt offentligt ansatte og især social- og sundhedshjælpere i det psykiatriske system og i ældreplejen.

For når det handler om omsorg, pleje, blik for de svageste, fysisk og psykisk syge, så er lønnen lavest. 

 
”Det er den måde, vi har valgt at skrue vores samfund sammen på,” siger Jacob Birkler. 

Nedsættende sprog

Løn er en politisk beslutning, eksempelvis nu i overenskomstforhandlingerne. Samtidig er lønnen et udtryk for den værdi, man tillægger arbejdet. 

”Lønnen i sig selv er sjældent afgørende, når jeg har talt med medarbejderne. For dem handler det også om det sprog, vi bruger og om de reaktioner, de får, når de for eksempel fortæller, at de arbejder på et ældrecenter,” siger Jacob Birkler. 

Læs også: Kendt tv-vært: Min familie ville knække sammen uden de offentligt ansatte

Og medarbejderne fortæller ifølge Birkler, at reaktionerne ikke altid er gode. En holdning, der også afspejler sig i sproget. 

”Man taler om højere og lavere uddannelser. Og man taler om at tørre røv på ældre, når man taler om omsorgsarbejde. Det er meget nedsættende og viser, at det ikke er agtet på samme måde som andre fag,” siger Jacob Birkler.

Løn lig med agtelse

På samme måde afspejler agtelsen sig i politiske beslutninger og prioriteringer.

”Gemt i de politiske beslutninger ligger en agtelse for det ene og en mindre agtelse for det andet. Men der er jo ikke nogen politikere, der ville sige, at de ringeagter social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.”

Læs også: Dennis Kristensen før møde i Forligsen: Det står i stampe omkring lønnen

Her bliver lønnen et bevis på, hvor agtet man er. Også selv om Birkler selv mener, det er et problem.

”Det er den vej, man kan få agtelse i dag. Hvor meget tjener du, for så må du være vigtig.”

Omsorg handler om menneskesyn

Og på den måde glemmer man måske, hvad det handler om. 

”At man agter, værdsætter, roser, priser det arbejde og den indsats som de mennesker hver dag leverer. Det er ikke bare en fantastisk indsats. Det er meget, meget vigtigt og værdifuldt. Medarbejderne bærer på nogle grundlæggende værdier i vores samfund,” siger Jacob Birkler, der selv har set værdien af det arbejde, når han har fulgt sundhedspersonalet i sin research. 

”De giver sig selv. De her mennesker er ikke bare deres fag, men sosu-hjælpere og -assistenter arbejder med et blik for mennesker. Det er et menneskesyn. Som hjælper er man jo ikke bare ble-ansvarlig. Man er ansvarlig for Hans, Bente og Birthe.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies