Overvægtig kvinde flyder på en luftmadras i en pool

Tema: Din ferie

4 fede råd: Sådan slipper du af med feriedellerne

Af Andreas Hemme
Journalist

Mange kommer hjem fra ferien med et par kilo ekstra på sidebenene som souvenir. Her kan du få nogle gode råd fra slankeekspert Jerk W. Langer, om hvordan du slipper af med dem. 

Man kan vinde meget på helbredskontoen ved at gøre stilletiden bare lidt mere aktiv, lyder et af rådene fra slankeekspert Jerk W. Langer. Colourbox

Af Andreas Hemme
Journalist

Når man kommer tilbage til hverdagens travlhed igen efter en god ferie, så kan det være svært at finde tid til at smide de ekstra kilo, man måske har taget på. Men her kan du læse læge Jerk W. Langers gode råd til, hvordan du får en sundere hverdag, uden at du skal slide dig selv op på løbebåndet.
 

1: Feriekiloene ordner sig selv

Først har Jerk W. Langer nogle beroligende ord, hvis det forholder sig sådan, at man har fået lidt ekstra på sidebenene i ferien. 
 
”Heldigvis taber vi ofte de ekstra feriekilo igen ganske automatisk, når vi vender tilbage til dagligdagen, fordi vi giver afkald på feriedagens ekstra glas rødvin, is, og dasen i liggestolen. Så set gennem lægens briller, så er der intet galt i et par feriekilo, der er opstået i kølvandet på afstressning, opladning, glæde og hygge, der på andre fronter er sundt for helbredet,” siger Jerk W. Langer, der holder foredrag om sundhed på arbejdspladser.

2: Gør stilletid mere aktiv

Selvom mange af FOAs medlemmer har et aktivt arbejde, kan man i løbet af en dag alligevel ende med at sidde meget ned. En undersøgelse har vist, at plejemedarbejdere i gennemsnit sidder ned 2,7 timer på jobbet og 5,1 timer i fritiden om dagen. 
 
Man kan derfor vinde rigtig meget på helbredskontoen, ved at gøre stilletiden mere aktiv.
 
”Væn hjernen til altid at vælge den løsning, der kræver bevægelse og tvinger dig ud af stolen og sofaen mange gange i løbet af dagen. Hvert eneste sekund, som du ikke tilbringer siddende, er godt givet ud,” fortæller Jerk W. Langer.
 
Du kan se nogle forslag til, hvordan du kan gøre det, i bunden af artiklen.
 

3: Lad være med at konkurrere med hinanden

Hvis man er flere på sin arbejdsplads, som begiver sig ud i et projekt med at få en sundere hverdag, skal man passe på med, at det ikke bliver til en konkurrence.
 
”Den fælde, som man ikke bør falde i, er at konkurrere om, hvem der er stærkest, slankest, eller hvad det nu kan være. Spejl ikke dig selv i dine kolleger, men i dig selv. Tænk: Hvor var jeg vægtmæssigt for seks uger siden, og hvor er jeg i dag? Det er din eneste succesparameter,” siger Jerk W. Langer. 
 
Når det så er sagt, er det dog stadig en god idé at støtte hinanden. 
 
”Det er alle tiders at hjælpe og støtte hinanden på arbejdspladsen. Når én begynder at spise mere sundt, drypper det hurtigt over, så andre følger trop. Og snart er de sundere spisevaner det normale, hvor det i starten var lidt mærkeligt. Det samme gælder med bevægelse,” fortæller Jerk W. Langer. 
 

4: Lav rigtig mad

Man kan dårligt snakke om at leve sundere, uden også at snakke om ens kostvaner. Her har Jerk W. Langer også nogle gode råd.

”Du skal lave rigtig mad. Står du med råvarerne i køkkenet blot 3-4 dage om ugen, kan din mad ikke undgå at blive sundere og mindre kaloriefyldt, fordi du dropper færdigretter og halvfabrikata,” siger han. 

De ting man ikke indtager, betyder nemlig rigtig meget. 

”Hemmeligheden er i høj grad, at du først og fremmest taber dig på grund af alt det, du ikke længere spiser, såsom hvidt brød, forarbejdede fødevarer, junkfood, alkohol, slik, kager og andet sukkerholdigt,” fortæller Jerk W. Langer.

Du kan læse flere forslag til, hvordan du klare kosten nederst i artiklen. 

Sådan gør du stilletiden mere aktiv

  • Gå hver gang det er muligt. Parker bilen længere væk fra indgangen. Gå en omvej til toilet og kantine.
  • Rejs dig og gå lidt omkring, mens du taler i telefon.
  • Tag trappen i stedet for elevatoren. Pulsen ryger i vejret, og du bruger de store muskelgrupper i lår og baller, som er vigtige for sukkerstofskiftet.
  • Se tv i en gyngestol. De små bevægelser i benmusklerne forbrænder kalorier og forbedrer stofskiftet.
  • Erstat stolen med en fitnessbold, der konstant holder ben, mave og ryg aktive for at holde balancen. Som bonusgevinst præsterer du bedre, fordi hjernen holdes mere vågen, viser studier på skoleelever.
  • Rejs dig fra sofaen, hver gang der er reklameblok. Brug minutterne til at lægge tøj på plads, tømme opvaskemaskine, smøre madpakker, eller hvad du ellers kan finde på. 

  • Indfør faste rutiner derhjemme: Et par armstrækninger mens du koger tevand. Sving aktivt med armene når du går gennem stuen. Brug bare fantasien, for mulighederne er uendelige.

Sådan klarer du kosten

  • Helt overordnet: Mere grønt, fisk og motion. Mindre sukker og junkfood.
  • Køb ind, når du er mæt og ikke har en gnavende sult i maven. Ellers ryger fornuft og modstandskraft sig hurtigt en tur, især overfor impulskøb. Hvorfor tror du, at slikket er placeret oppe ved kassen, hvor du står i kø?
  • Spis indtil du ikke er sulten længere, ikke indtil du er mæt. Sluk tv under måltidet og læg bestikket mellem hver mundfuld, så du spiser langsommere, og mætheden indfinder sig tidligere.
  • Frygt ikke sult, så drop bare mellemmåltider. Det er en uvane at proppe sig med mad ved det mindste tegn på sult.

  • Få din nattesøvn ved at slukke tv'et, lægge mobilen væk og dæmpe belysningen. Dårlig søvn og stress får os til at spise både mere og usundt. Det er meget oversete årsager til overvægt.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies