Det første overenskomstresultat efter den økonomiske krise er blevet godkendt af lønmodtagerne ved den urafstemning, der sluttede midt i april. Dermed ligger løn- og ansættelsesvilkårene for de næste tre år fast.
FOAs privatansatte medlemmer var tilfredse med resultatet. Mere end fire ud af fem satte kryds ved ja, og det er jeg naturligvis glad for. Til gengæld var det en tæt afgørelse indenfor hele LO, hvor ja-stemmerne udgjorde et meget lille flertal. Det store antal nej-stemmer bør få alle til at overveje de mulige årsager til, at så mange LO-medlemmer ikke kunne acceptere overenskomstresultaterne.
Der er især to ting i de første forlig, der lagde kursen for alle øvrige forhandlinger, og som voldte store problemer ved forhandlingerne om FOAs overenskomster. Det ene er indførelsen af lokalløn. Vi kender i den offentlige sektor til lokale lønforhandlinger, men den model, der nu er indført på en del af det private arbejdsmarked, kender vi ikke. I den model kan en del af lønforhøjelserne til alle ved lokale forhandlinger flyttes til nogle. Det ville FOA ikke gå med til, og det er da også holdt ude af vores overenskomster.
Det andet er muligheden for systematisk overarbejde, som reelt giver mulighed for, at arbejdstiden kan variere fra uge til uge, men gennemsnitligt skal arbejdstiden være 37 timer om ugen. Det kender vi i den offentlige sektor, hvor en stor del af overenskomsterne fastlægger, at arbejdstiden gennemsnitligt er 37 timer om ugen. Her var det til gengæld arbejdsgiverne, der ikke ønskede denne del med i vores forlig, og derfor er også det holdt ude af vores overenskomster.
Ud over glæden ved, at FOAs medlemmer vendte tommelfingeren op til resultatet, er jeg meget glad for, at deltagelsen i afstemningen denne gang steg ganske meget, så vi nu nærmer os halvdelen af de stemmeberettigede. Tak for det.