Annonce

Pædagog står med et træt barn, der lige har sovet, i armene

Tema: Børns søvn

Pædagoger står fast: Her sover børnene så længe de vil

Tydelig søvnpolitik, en anderledes organisering og forældresnakke gør det muligt at lade børnene sove, så længe de har behov for i Valby Vuggestue.

Annonce

Søvn er afgørende for børns trivsel. Derfor har Valby Vuggestue bygget deres dag op om søvnen, så børnene kan sove, så længe de vil, og når de har brug for det. Jørgen True

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

Annonce

“Godmorgen, kom du op til mig!” Pædagog Pernille Malmqvist løfter en søvnig dreng op af barnevognen på den overdækkede altan, hvor de mindste børn sover. Det er et par timer siden, hun og kollegaerne lagde de første børn til at sove, men børnene får lov til at være i drømmeland, til de vågner af sig selv. I Valby Vuggestue prioriterer de højt, at børnene skal sove, så meget de har behov for.

“Vuggestuebørns mulighed for at sove, så længe de har brug for, og på de tidspunkter de har brug for, er helt afgørende for deres trivsel. Derfor er hele vores dag nærmest bygget op om det,” siger pædagogisk leder Anne Vilster.

Københavns Kommune er i gang med en større indsats for at optimere rammerne for børns lur i kommunens daginstitutioner. Valby Vuggestue bliver fremhævet som en af de institutioner, der giver luren gode vilkår. 

Læs også: Børn sover for lidt i dagtilbud

Tydelig søvnpolitik er en støtte
Nøglen til succes er ifølge Anne Vilster, at de i institutionen har én fælles holdning til søvn og ikke er bange for at holde fast i den. 

“Vi forklarer nye familier om vores søvnpolitik. Vi fortæller dem, at vi sætter store ressourcer af til lurtiden, fordi søvn er så vigtig for deres barns trivsel. Det kan vi så referere til, hvis de senere kommer og beder om, at vi skal vække barnet eller siger, at barnet ikke må sove til middag,” siger hun.

Læs også: Forsker advarer: Forældre ødelægger børns lur

Pernille Malmqvist oplever, at langt de fleste forældre accepterer, at barnet får lov til at sove, som personalet vurderer, det har behov for, når hun snakker det igennem med dem. De fleste forældre henvender sig om luren, fordi deres barn ikke vil sove om aftenen.

“Det kan man blive helt desperat over som forælder. Vi lytter og er imødekommende og taler med forældrene om, hvorvidt der sker noget i barnets liv og udvikling, der kan forklare problemerne med søvn. Og vi forklarer, hvor vigtigt det er for deres barn at få et hvil i løbet af dagen. At være her er noget helt andet end at være hjemme i weekenden,” siger hun.

Hjælper på tværs af stuer
Stuerne arbejder sammen i teams, så personalet fra to stuer hjælper hinanden med at få voksenkabalen til at gå op i hvilestunden. På den måde er de pludselig fire voksne til at våge og hygge om vågne børn i stedet for de to, der er på arbejde på hver stue om eftermiddagen. 

Det giver personalet tid til at holde pause og fleksibilitet til, at børnene kan sove og vågne, når de har brug for det. Sådan har det ikke altid været. Ordningen blev indført for to år siden efter lang tids snak om manglende mulighed for pauser.

“Den ordning er guld værd. Det krævede en ny indretning af huset, så børn fra to stuer kan sove sammen, men det var det værd. I dag er det med pauser og lur slet ikke noget, der bliver talt om. Det fungerer bare,” siger Anne Vilster.   

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev