Annonce

Psykiatrisk patient spiser medicin, mens en plejer kigger på.

Tema: Vold i psykiatrien

SIND-formand: Drab vil ske igen


Drab på ansatte inden for psykiatrien vil fortsætte, hvis ikke der sker væsentlige ændringer i normeringer og visitering, advarer formand for SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed.

Annonce

Særligt borgere, der både har en psykisk lidelse og et rusmiddelsmisbrug, udgør en udfordring for de ansattes sikkerhed i psykiatrien. Arkivfoto: Colourbox

Af Ulla Gunge
Journalist

Annonce

Risikoen for, at beboere på psykiatriske bosteder begår vold imod eller ligefrem tager livet af de mennesker, som er ansat til at passe på dem, vil være uformindsket, hvis psykiatrien bliver ved at være indrettet, som den er i dag. 
 
Sådan lyder advarslen fra Knud Kristensen, formand for SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, efter den 57-årige sosu-assistent Vivi Nielsen på tragisk vis blev dræbt af en beboer på det socialpsykiatriske botilbud Lindegården ved Roskilde fredag.
 
“De sager, vi hører om - også dem, hvor det heldigvis ikke går så galt som her - handler om, at man kommer for hurtigt ud fra de psykiatriske afdelinger på hospitalerne,” siger Knud Kristensen. 

Brug for tomme senge

Ofte er der tale om borgere, der både har en psykiatrisk diagnose og et misbrug. På sygehuset kommer der styr på medicineringen. Stoffer har de ikke adgang til. Men selv om de stadig er skrøbelige, bliver nogle af dem udskrevet, for eksempel når weekenden nærmer sig, og der er brug for tomme senge til akutindlæggelser.
 
“Medarbejderne på psykiatriske hospitalsafdelinger går fortvivlede op og ned ad gangene fra fredag morgen og spørger sig selv, hvem hulen de kan udskrive. Så kommer de forbi Peter, som jo er i et kommunalt botilbud. Dér er jo nogle medarbejdere, der kan tage sig af ham. Eller en velfungerende familie. Det er både plejepersonale, men også yngre læger og sygeplejersker, der fortæller det,” siger Knud Kristensen.
 
Udskrives borgerne for tidligt, er de i høj risiko for at ryge lige lukt tilbage i deres misbrug, og i løbet af et par dage er de tilbage, hvor de startede.
 
“Mens det er svært at få stoffer ind på de psykiatriske afdelinger, er det jo nemt på botilbuddene. Der kan pusherne gå ind fra gaden,” fortæller Knud Kristensen.
 

Specialviden forsvinder

Ud over for få sengepladser i psykiatrien er problemet for ham at se helt grundlæggende, at kommunerne med strukturreformen i 2007 selv fik det økonomiske ansvar for botilbud til psykisk syge. Tidligere betalte amterne. Så hvis det bedste tilbud til en borger med borderline og et stærkt misbrug lå i Skagen, ville Odder Kommune gerne visitere vedkommende dertil. 
 
“I dag leder kommunerne udelukkende efter noget inden for deres egen kommunegrænse. De kigger på, hvad de har på hylden af ledige botilbud. Så anbringer de ham eller hende der,” siger Knud Kristensen.
 

Læs også FOA kræver plan for sikkerhed efter drab

Problemet ved det er ifølge ham, at mens der med de gamle amters tilbud var nogle, der var specialister i dobbeltdiagnoser, i anoreksipatienter eller autisme, så er alle i dag groft sagt blevet specialister i alting.

“Vi er i gang med at afspecialisere de socialpsykiatriske botilbud. Det er det, vi ser.”

Mindre alenearbejde

Netop det, at institutionerne i dag ikke er specialiserede, men skal rumme mange forskellige borgeres behov, øger behovet for en opnormering, mener Knud Kristensen. '

“Hvis ikke vi generelt kan få opnormeret personalet på disse her botilbud, får flere medarbejdere i ydertimerne og mere kvalificerede medarbejdere, bliver vi nok nødt til at have nogle særlige tilbud til de allerfarligste folk, typisk dem med dobbeltdiagnoser,” siger Knud Kristensen. 

I løbet af de seneste fire år har fem ansatte på bosteder mistet livet. Siden 2012 har FOA og flere andre organisationer presset på hos skiftende ministre for at få en national sikkerhedsplan. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev