Fire kvinder står ved siden af hinanden, med et bosted i baggrunden

Tema: Vold i psykiatrien

"Vivis død må ikke blive glemt"

Af Ulla Gunge
Journalist

Kollegerne til den dræbte social- og sundhedsassistent på Lindegården slår alarm over de stadigt farligere forhold for ansatte på bosteder. De kræver ret til at genindlægge psykotiske patienter, flere senge i psykiatrien og flere kolleger.

Fire kolleger til den dræbte social- og sundhedsassistent, Vivi Nielsen, tager nu bladet fra munden og kræver større sikkerhed for ansatte på psykiatriske bosteder. Fra venstre ses Susanne Dec Pedersen, Lene Mouritzen, Pernille Krysfelt og Jette Lindstrøm. Jørgen True

Af Ulla Gunge
Journalist

Frontpladen på en aflåst skuffe med fortrolige papirer på tillidsfolkenes kontor er i stykker. Det yderste finérlag er brækket delvist af, så man kan se savsmuldet indenunder. Skaden kommer fra et af de indbrud, beboere har begået på kontoret, hvor skuffen blev brudt op i en søgen efter kontanter.

Indbrud, stofmisbrug og voldsepisoder er blevet en indgroet del af hverdagen på det psykiatriske bocenter, hvor den 57-årige Vivi Nielsen i påsken blev stukket ned af en beboer.

“For et års tid siden, var der én, der smed en molotovcocktail ind ad vinduet på en anden beboers værelse. Og det er blevet almindeligt at møde ind om morgenen til et lokale, hvor alt er slået til pindebrænde,” siger social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant på Lindegården Susanne Dec Pedersen.

Tid til handling

Sammen med sine to TR-kolleger, Jette Lindstrøm og Lene Mouritzen, fortæller de nu til Fagbladet FOA, hvad der truer de ansattes sikkerhed. Ikke bare på Lindegården, men på de psykiatriske bosteder generelt. Også Pernille Krysfelt, der arbejdede i Hus 2 sammen med Vivi Nielsen, er med.

De er stadig alle rystede efter drabet på deres kollega. Men de har brug for at handle.

“Dette her skal ikke være sådan en sag, som er glemt om tre uger, og så gør vi som vi plejer. Det er flere år siden, det første dødsfald skete. Der skal ske noget nu,” siger Jette Lindstrøm.

Sammenlagt har de tre tillidsfolk været ansat i 52 år på Lindegården. De har set den forandring, der er sket over årene. Set, hvordan nedskæringerne på antallet af sengepladser på hospitalernes psykiatriske afdelinger skubber flere og flere hårdere kriminelle over på bostederne. Stofmisbrugere, som stifter gæld, ikke vil tage deres medicin, og som bliver voldelige både over for personalet og hinanden.

“I dag er det “pengedag”. Så ved vi, at konfliktniveauet stiger, for så skal der inddrives gæld beboerne imellem. Der bliver måske også købt, røget og fixet lidt mere,” siger Jette Lindstrøm på månedens sidste dag.

Pushere deler smagsprøver ud

Er beboerne ikke kriminelle, når de først kommer til bostedet, er der en høj risiko for, at de bliver det. Der er nemlig en livlig trafik af pushere, som gør de syge beboere stofafhængige med gratis“smagsprøver”.

I de seneste år er antallet af retspsykiatriske patienter mere end tredoblet fra 1.445 i 2001 til 4.393 i 2014. Det fremgår af en rapport fra Sundheds- og Ældreministeriet fra december i fjor. Godt nok er der i årene 2007-2014 oprettet 130 nye retspsykiatriske sengepladser. Men i samme periode er knap 500 almindelige psykiatriske sengepladser blevet nedlagt. Beboerne ender derfor ofte som kastebold mellem kommunernes bosteder og regionernes hospitaler, oplever tillidsrepræsentanterne.

“Vi er uddannede til at håndtere de beboere, som det er meningen, vi skal have. Dem, der bliver visiteret til socialpsykiatrien, og hører under serviceloven. Men igennem de seneste år er der kommet en anden beboergruppe. De er i en kategori helt for sig selv. Mange af dem burde være i retspsykiatrien, for mange af dem har domme for kriminelle handlinger,” siger Jette Lindstrøm.

Indlæggelse giver tryghed

Vivi Nielsens drabsmand havde ud over sin psykiske sygdom et stofmisbrug. Han ville ikke tage sin medicin. I ugerne op til drabet havde han det rigtig skidt. Han ville indlægges. Han hørte stemmer fra dæmoner, som befalede ham at slå nogen ihjel. Godt to uger før påske blev han indlagt, men mindre end et døgn efter, var han udskrevet og tilbage på Lindegården, fortæller Pernille Krysfelt.

“Han tiggede og bad om hjælp, og den hjælp, han havde brug for, var indlæggelse,” siger Susanne Dec Pedersen.

Det er ikke usædvanligt, at beboere gør noget voldsomt for at blive indlagt, er kollegerne enige om. Indlæggelsen oplever nogle af beboerne nemlig som trygge rammer.

“Sådan var det ikke for 10 år siden. Det er kommet, efter at man gang på gang på gang har skåret i sengepladserne,” siger Susanne Dec Pedersen.

Forkert fokus på uddannelse

Siden drabet på Vivi Nielsen, det femte drab på en ansat inden for psykiatrien på blot fire år, har flere politikere pointeret, at de ansatte på bostederne bør uddannes bedre til at håndtere beboere og konflikter. Men hvis der er én ting, de ansatte ikke vil høre, er det, at de ansattes mangel på kompetencer er årsagen til, at der sker drab på bostederne.

“Det skal ikke hedde sig, at Vivi blev dræbt, fordi hun ikke var dygtig nok. Vi har brug for sengepladser. Vi har råbt vagt i gevær. Vi føler ikke, at vores faglighed bliver taget alvorligt,” siger Jette Lindstrøm.

“Jeg har bare sådan en orm i maven, der nager. Spørgsmålet er hvorfor, der skal dette her til, før reaktionen er der? Især, når Vivi Nielsens dødsfald ikke er det første,” supplerer Lene Mouritzen.

Flere senge og kolleger

Skal bostederne fremover fortsat rumme de nye og mere komplekse beboere, er flere forandringer nødvendige. I hvert fald hvis sikkerheden skal være i orden for de ansatte og de øvrige beboere, fortæller de fire kvinder.

Der skal stå senge klar til indlæggelse, idet behovet opstår. Lovgivningen skal ændres, så beboerne lettere kan tvangsindlægges på såkaldte røde papirer, når de ansatte på bostedet vurderer, der er behov for det. Der skal en højere normering på bostederne, så de svage beboere skærmes bedre, og konflikter bedre kan undgås.

Der er også brug for en mellemstation mellem hospital til bosted.Overgangen fra eksempelvis en lukket afdeling og til et bosted, hvor beboeren selv har ansvar for alt fra tøj til økonomi, er for stor en omvæltning for mange.

Endelig bør pengene til psykiatrien tages fra én og samme kasse, så regionernes og kommunernes strid, om hvem der skal betale for hvilken behandling, forsvinder.

Spørgsmålet vil nok altid gnave i kollegernes sind: Kunne drabet på Vivi Nielsen være undgået? Tanken er ubærlig.

“Jeg er helt sikker på, at hvis den mand havde fået den hjælp, han havde brug for, så havde vi ikke siddet her i dag, Han var meget forpint. Han er også et offer” siger Susanne Dec Pedersen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies