Annonce

Portræt af Ida Wærnskjold Bendsen, Pernille Møller, Karen Shabhan, Britta Mortensen og Randi  Pedersen

Tema: OK24

OK24-lønstigning: Se hvad Ida, Pernille, Karen, Britta og Randi får ud af de nye aftaler


Her kan du læse, hvad seks FOA-medlemmer kommer til at tjene, når de aftalte lønstigninger går igennem.

Annonce

Privat // Rasmus Hargaard Breum

Af Sara Rested Suri
Journalist

Annonce

I weekenden lukkede afstemningen om de nye overenskomster. Ifølge aftalerne kan ansatte i kommuner og regioner se frem til generelle lønstigninger på 6,5 procent. Derudover er det blandt andet afgørende, hvor meget erfaring du har, og hvilket vagtrul du er på.

Men alle de kringlede, tekniske detaljer kan gøre det svært at gennemskue, hvad aftalerne helt konkret betyder for dig.

Derfor har Fagbladet FOA talt med fem FOA-medlemmer og fået hjælp til at beregne, hvad de nye aftaler i kroner og øre kommer til at betyde for dem.

Beregningerne omfatter både de generelle lønstigninger og dem, der er omfattet af særlige puljer samt trepartsmidlerne.

Randi Pia Pedersen, social- og sundhedshjælper og nattevagt på Pleje- og rehabiliteringscenter Stevnshøj

Randi Pia Pedersen ses i sort/hvid på en gang på det plejecenter, hun arbejder på
Rasmus Hargaard Breum
Randi Pia Pedersen, der arbejder 28 timer om ugen i nattevagt, tjener typisk 29.640 kroner om måneden før skat. I 2026 vil hun komme til at tjene 34.553 kroner om måneden før skat. Desuden vil hendes pension stige fra 3.531 kroner til 4.564 kroner om måneden.

I alt kommer hun til at stige med 4.914 kroner i løn og 1.033 kroner i pension hver måned.

”Jeg er egentlig i forvejen godt tilfreds med min løn. Men selvom jeg synes, at jeg allerede nu har en god løn, er jeg selvfølgelig glad for at få ekstra penge. Det er rigtig lækkert,” siger Randi Pia Pedersen.

”Jeg føler ikke, at jeg går og mangler noget, for jeg har aldrig fået så meget i løn, som jeg gør nu – og det skyldes, at jeg får de her særydelser for at arbejde om natten. Og nu er jeg alene, så jeg har lige så mange udgifter, som et par normalt har. Men jeg har så sat mig økonomisk derefter. Det er kun herligt, at mine skæve arbejdstider betaler sig endnu bedre med den nye overenskomst.”

Britta Mortensen, social- og sundhedsassistent og nattevagt på Regionshospital Nordjylland

Britta Mortensen står i blomstret bluse smilende og ser ind i kameraet
Privat 
Britta Mortensen har været regionalt ansat i to årtier og arbejder som nattevagt 30 timer om ugen. I dag får hun normalt en månedsløn på 32.397 kroner. Men i marts 2026 vil der stå 38.393 kroner på lønsedlen før skat. En del af lønstigningen skyldes, at der indføres et vagttillæg på 11.167 kroner årligt for alle, der arbejder mindst 300 timer om året uden for normal arbejdstid. Samtidig vil hendes pension stige fra 4.082 kroner til 5.068 kroner om måneden.

Samlet set stiger lønnen altså med 5.996 kroner og pensionen med 986 kroner før skat.

”Det er jo slet ikke dårligt. Nu har jeg også stemt ja allerede, for jeg synes, det er en god overenskomst denne gang. Især når trepartsydelserne kommer oveni, kan jeg jo kun synes, at det er et fint resultat. Men jeg ved også godt, at jeg er en af dem, der tager en stor tørn med nattearbejde og derfor får særtillæg,” siger Britta Mortensen.

”Jeg er dog ikke tilfreds med, at lønstigningen er endt med at være i procentsatser i stedet for i kroner og øre. Dem, der er højt lønnede, får jo mere ud af det, end dem, der ikke får så meget. Og det er jo lige dyrt for alle at handle. Jeg er solidarisk med de lavestlønnede, og jeg ved, at FOA stadig kæmper den kamp – men gid det snart lykkes for dem at vinde”.

Karen Shabahn, serviceassistent på Aarhus Universitetshospital

Karen Shabhan står i hvid kittel på en hospitalsgang og ser smilende ind i kameraet
Privat
Med en arbejdsuge på 37 timer lyder en gennemsnitlig lønseddel for serviceassistent Karen Shabahn på 32.169 kroner. Når overenskomsten er fuldt indfaset i foråret 2026, kommer hun til at tjene 38.613 kroner før skat hver måned. Det skyldes blandt andet, at hun i løbet af de næste to år får en økonomisk gulerod i form af et hævet grundlønstillæg. Hun vil også få et anciennitetstillæg et år tidligere end under den gamle overenskomst. Derudover kommer hendes pension, der i dag er 3.983 kroner, til at blive 5.022 kroner før skat hver måned.

Hendes løn stiger i alt med 6.448 kroner, mens pensionen stiger med 1.037 kroner om måneden før skat.

”Hold da op, det er da vildt. Jeg havde tænkt, at det nok var et par tusinde kroner, vi steg, så det her resultat, synes jeg, er meget positivt. Nu bliver der nok råd til lidt flere biografture og sjove ting. Og jeg kan kun være tilfreds med, at jeg kommer til at blive honoreret for min anciennitet og for mine skæve vagter,” siger Karen Shabhan.

”De andre år, hvor der har været overenskomstforhandlinger, har vi ikke kunnet mærke resultatet så meget som i år. Men jeg vil også sige, at det hele ikke er lutter lagkage. Vi knokler for vores løn under barske vilkår med underbemanding, og jeg forestiller mig, at vi stadig hører til de lavtlønnede. Mit fag er jo et typisk kvindefag, og vi har altid ligget lavt i forhold til andre, så mit røde arbejderhjerte fortæller mig, at det er en berettiget lønstigning.”

Ida Wærnskjold Bendsen, pædagogmedhjælper i Børnehuset Honningkrukken

Ida Wærnskjold Bendsen smiler og ser ind i kameraet
Privat
Ida Wærnskjold Bendsen arbejder 35 timer om ugen og får i dag typisk 22.656 kroner for det før skat. I 2026 vil hun tjene 25.851 kroner om måneden. Hendes pension vil stige fra 3.108 til 3.195.

Pædagogmedhjælperen stiger altså 2.905 kroner i løn og 552 kroner i pension i løbet af de næste to år.

”Umiddelbart er det da dejligt, for når vores løn stiger, er det jo en form for økonomisk anerkendelse. Det er især fedt, fordi vi normalt ikke har så meget at forhandle løn med som ufaglærte. Men selvom jeg synes, det er et skridt i den rigtige retning, er vi ikke helt i mål endnu,” siger Ida Wærnskjold Bendsen og fortsætter:

”Det pædagogiske døgnområde bliver honoreret meget flot denne gang, og det er dejligt for dem. Men jeg tænker, at der er en måde, hvor man kan gøre få glade og samtidig spare nogle penge, for der er jo ikke særligt mange i almindelige dagtilbud, der har særligt skæve tider eller weekendarbejde. Der er meget mangel på pædagoger og -medhjælpere i det kommunale, så jeg synes, man skal give os nogle mere gunstige forhold – så flere vil søge den vej, og vi kan bibeholde den faglige kvalitet i vores arbejde” siger hun.

Pernille Rasmussen Møller, social- og sundhedshjælper og dagvagt i hjemmeplejen i Odsherred Kommune

Pernille Møller sidder i sin bil
Privat
Pernille Rasmussen Møller tjener med sine 35 timers arbejdsuge normalt 30.415 kroner før skat om måneden. I 2026 vil der derimod stå 34.307 kroner på lønsedlen. Også hendes pension vil stige, for i dag får hun 3.769 kroner før skat, men i 2026 vil hun få 5.095 kroner før skat hver måned.

Hendes løn vil derfor stige med 3.892 kroner og hendes pension med 1.326 kroner om måneden indtil næste overenskomstperiode.

”Hold da op, hvor bliver jeg rig – gad vide, om jeg skal ud at kigge på sommerhus nu? Spøg til side. Jeg har altid sagt, at jeg elsker mit fag, og det er derfor, jeg er der. Men i forhold til lønnen er det op ad bakke. Jeg har også stemt nej til den nye overenskomst, for jeg synes helt ærligt, at vi trænger til et ordentligt løft,” siger Pernille Rasmussen Møller og tilføjer:

”Vi mangler så meget personale, og jeg kan godt forstå, at de unge ikke har lyst til at gå ind i faget. Der er så mange andre måder, man meget nemmere kan tjene flere penge på. Jeg har selv to teenagere, og jeg ville aldrig råde dem til at søge ind i hjemmeplejen. For selvom jeg selv elsker det, er der lønmæssigt set ikke nogen fremtid i det. Når man tænker på, at jeg i en alder af 40 år ikke stiger mere i løn, medmindre jeg selv forhandler lokalt – så synes jeg, der er lidt kedeligt.”

”Alle de nyuddannede stiger, jeg ved ikke, hvor mange løntrin nu, og de får en masse ud af den nye overenskomst. Men os, der har været i faget i mange år og er på det sidste løntrin, får ikke noget som helst ud af det. Vi bliver glemt,” siger Pernille Rasmussen Møller.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev