På Regionshospital Hammel Neurocenter bliver patienterne indlagt, når livet slår en uventet kolbøtte. Når en sygdom kræver landets mest specialiserede kræfter, og når de basale, menneskelige færdigheder skal læres forfra.
Her er læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter, en præst og talepædagog. Og så er der Mette Vinther Nielsen og hendes kolleger – serviceassistenterne. Dem, som man måske ikke lægger så meget til i den daglige rehabilitering, men som man virkelig ville lægge mærke til, hvis de manglede.
De anretter og serverer mad. Vasker op og gør rent. Sorterer klude og tørrer af. Og så forfra. De sørger for at holde smitte for døren, nullermænd på afstand, og så sikrer de, at alle patienterne får det at spise, de har brug for og lyst til. Og som de kan indtage.
”Vi har mange patienter med dysfagi. Det kan både være unge og gamle, for det kan ramme som konsekvens af en stroke. Vi sørger for, at patienterne får den rigtige kostform og konsistens – med og uden allergener. Det er jo meget vigtigt, at dem, som skal have gratinkost, får gratinkost, for ellers kan det gå grueligt galt,” siger Mette Vinther Nielsen.
Maden, som Mette og kollegerne serverer, kommer fra Viborg Sygehus, og det er, som Mette siger, de gode, gamle klassikere. Sovs og kartofler, bøf, forloren hare, kødsovs. Det er sammensat efter energibehov og følger årstiderne.
”Det er noget, de fleste kan være med på.”
Fra bager til Neurocenter
Mette har altid interesseret sig for mad og ernæring. Oprindeligt havde hun en bagerforretning. Men de lange vagter og det hårde fysiske arbejdsmiljø gjorde, at hun skiftede spor og tog uddannelsen til virksomhedsserviceassistent. Men da krisen indtraf, og hotellet, Mette arbejdede på, skulle fyre, blev hun ramt.
Så Mette fik job på Hammel Neurocenter, selvom hun havde svoret, at hun ikke ville arbejde på et hospital. Og siden 2012 har hun ikke set sig tilbage.
”At følge patienternes udvikling og at lære dem at kende, er noget af det bedste ved mit arbejde. Her kommer man tæt på folk og på deres pårørende på en anden måde, end jeg gjorde, da jeg var bager,” siger Mette.
Selvom det ikke er serviceassistenterne, der står for plejen, får de et tæt forhold til familierne. Måske netop fordi de ikke er en del af plejen, fortæller Mette.
”Når vi som serviceassistenter går ind til patienterne for at gøre rent, så kommer vi ikke for at måle blodtryk, give medicin eller for at træne. Vi kommer ind og kan snakke om vejret eller alt muligt. Vi er pausen fra sygdommen. Vi kan give dem et pusterum til at tale om, hvad der sker i tv’et eller om håndboldkampen i går. På den måde kan vi bidrage til noget, der minder mere om dagligdag,” siger Mette.
En samlet enhed
På Hammel Neurocenter går man op i ikke at tegne grænserne for hårdt op mellem faggrupperne. For her bidrager alle medarbejdere, hvor de kan.
For eksempel har Mette indimellem til opgave at være supplerende livredder, når patienterne træner i varmvandsbassinnet i kælderen. Hun ’står på kant’, som hun kalder det, og er klar til at råbe efter hjælp, hvis uheldet skulle være ude.
”Vi er mange ansatte, der har været her i mange år. Det gode kollegaskab og meningsfuldheden i det, vi laver, er årsagen, tror jeg. Jeg oplever slet ikke, at vi har et ’dem og os’, men vi arbejder som en samlet enhed,” siger Mette.