Annonce

Pædagog med ondt i ryggen

Efter ti år er længe ventet arbejdsskade-reform i mål: Det skal du vide om den


Det danske arbejdsskadesystem blev grundlagt i 1898 og har i store træk fungeret uændret lige siden. Torsdag blev en derfor længe ventet reform vedtaget.

Annonce

Det er beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, der har fået til opgave at vedtage en ny arbejdsskadelov på baggrund af en politisk aftale kort før valget sidste år. iStock

Af Josephine Vedel
journalist

Annonce

En reform af arbejdsskadesystemet har været varslet i flere regeringsgrundlag og lovkataloger. Men det var først i 2022, at den daværende S-regering indgik en bred politisk aftale, der havde til hensigt at forbedre arbejdsskadesystem.

Det vigtigste mål for den nye reform er at nedbringe sagsbehandlingen.

Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i dag på 12 måneder, mens sager om erhvervsevnetab har taget næsten tre år at behandle.

Men lovforslaget har også givet panderynker og er blevet kritiseret af både fagforeninger og advokater. Det skyldes især reglerne om erstatninger for ulykker, hvor man mister dele af sin erhvervsevne. Derudover skal arbejdsskademyndigheder og jobcentre allerede den 1. januar 2023 stå klar til at kunne visitere skadelidte til den nye uddannelsesgodtgørelsesordning.

Her kan du læse det vigtigste om arbejdsskadeloven:

Hvem er arbejdsskadereformen vigtig for?

Den er vigtig for alle, der går på arbejde. Der er ingen, der planlægger at komme til skade. Men når uheldet er ude, er det vigtigt, at vi har et ordentligt sikkerhedsnet, der griber folk, så de ikke skal gå fra hus og hjem på grund af en arbejdsskade.

Som medlem af FOA hvad skal jeg så lægge mærke til?

Reformen er en pose blandede bolsjer med både gode og dårlige tiltag. Det vigtigste af det gode er bedre erstatning, hvis man er udsat for vold i sit arbejde og en særlig mulighed for videreuddannelse. Noget af det dårlige er, at reformen medfører dårligere erstatninger til blandt andet deltids- og tjenestemandsansatte og forringelser af mulighederne for at få rettet fejl i sin sag.

Skal jeg lægge mærke noget til særligt, hvis jeg er deltidsansat?

For deltidsansatte vil reformen desværre forringe erstatningerne. Det har FOA og resten af fagbevægelsen kæmpet meget hårdt for at undgå, men det har politikerne i folketinget ikke lyttet til.

Hvad betyder det, at der kommer en kortere sagsbehandlingstid? 

Vi tvivler faktisk ganske meget på, at den her reform vil føre til kortere sagsbehandlingstid, selvom det er sådan, politikerne i folketinget sælger reformen på. Det har også været en del af den kritik, som FOA har rejst overfor politikerne, men som de heller ikke har ville lytte til.

Hvorfor har reformen fået så meget kritik?

Det har den, både fordi den indeholder nogle store forringelser for blandt andet deltidsansatte og tjenestemænd, men også fordi den nok ikke får nogen effekt på sagsbehandlingstiderne. Reformen er simpelthen ikke tænkt ordentligt igennem.

Bliver det nu nemmere for mig at vende tilbage til arbejdet efter en skade eller sygdom?

Måske. Hvis du har fået en arbejdsskade, der er så slem, at du ikke kan vende tilbage til dit fag, kommer der en mulighed for, at du kan videreuddanne dig i op til 4 år på 83 procent af din hidtidige løn. Men reglerne er strenge, og det er ikke mange, der vil opfylde kravene til ordningen.

Betyder reformen noget for mine arbejdsvilkår?

Nej. Den har først betydning, hvis du er så uheldig at komme ud for en arbejdsskade.

Hvad siger og gør FOA nu?

FOA arbejder hele tiden på at forbedre vilkårene for dem, der er så uheldige at komme ud for en arbejdsskade – både hvis du selv har en arbejdsskadesag, men også politisk for at forbedre lovgivningen og sagsbehandlingstiderne. 

Husk at du altid kan få hjælp til din arbejdsskadesag, hvis du henvender dig i din FOA-afdeling.

Kilde: Advokat i FOA Anders Bang Mønster Hansen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev