Strømper, der strammer. Creme, der fedter. Lyde, der trænger igennem.

Vi kender det alle: Når noget generer, nytter det ikke noget, at andre siger ’Aj, glem det nu bare, kom nu videre’. For strømperne bliver ved med at stramme ligesom lyden bliver ved, så koncentrationen bliver umulig.

Og sådan har nogle børn det dagligt, siger Connie Nissen, kendt ergoterapeut og forfatter, der har specialiseret sig i sansemotorik og sanseintegration i arbejdet med børn.

Derfor skal vi lytte, når børn siger eller viser os, at de hader at have flyverdragt på, at gå på bare tæer i græsset, afviser rutsjebanen eller pure afviser at røre sandet i sandkassen. Det er der efterhånden stærk evidens for, siger Connie Nissen, der især arbejder med børn, der har ’mere med i bagagen’, som hun siger.

”Jeg møder igen og igen medarbejdere, som egentlig godt ved det, men som måske har glemt, at de i virkeligheden bør lytte, når et barn bare nægter at få flyverdragt på eller når barnet bliver ved med at græde, fordi det savner sin mor eller far.”

Igen og igen har hun set voksne, som måske er kommet til at ekskludere børn, fordi de ikke ville have bare tæer eller skældt dem ud foran andre.

”Og når vi taler om det, bliver de voksne ramt. For det var jo ikke meningen,” siger Connie Nissen og understreger, ”at det ikke er, fordi barnet skal bestemme, slet ikke”.

”Men det der med at gå direkte på og sige: ’Jeg gider ikke høre mere på det, nu stopper det, lad være med at græde.’ Det hjælper ikke, og du får ikke det igennem, du gerne vil, på den måde,” understreger hun.

For Connie Nissen plejer at sige, at det mindste, vi kan gøre, er at bruge 15 sekunder på at lytte, og på at vise barnet, ’jeg ser og hører dig, jeg er med dig, og jeg har forstået, at det her ikke er sjovt’.

”Det giver barnet ro. Og når barnet får ro på, øges barnets evne til at være fleksibelt, så det måske faktisk går med til at få flyverdragten på alligevel.”

Det er helt afgørende, at børn møder imødekommenhed og venlighed, hvis vi voksne skal lykkes med at få gennemført vores plan, siger Connie Nissen.

”Når børn bliver forstået og føler, at der bliver draget omsorg for dem, bliver de mere fleksible, mere velregulerede og mere large.”

Det gælder små børn, teenagere, ja faktisk os alle sammen, og vi ved det egentlig godt, mener Connie Nissen.

”Så det kan godt betale sig at give en respons første gang, barnet for eksempel hiver i dit tøj for at få opmærksomhed. Ellers bruger barnet endnu kraftigere metoder, fordi det tror, det ikke er blevet hørt. For eksempel at råbe, tage hårdt fat i os eller forlade stedet.”

Samme tilgang gælder også, når man faktisk ikke ved, hvad man skal svare. Her kan man prøve at gentage det, barnet siger til dig: ’Åh, for pokker da – den flyverdragt er lidt irriterende i dag?’ Det giver ro og giver den voksne en lille tænkepause, i forhold til, hvad du skal svare, samtidig med at barnet forstår, at du har hørt, hvad det har sagt.

Men hvornår kan det ikke lade sig gøre, uanset hvor meget, man lytter, forstår og ser?

”Vi skal lære at skelne mellem de børn, for hvem det er tilstrækkeligt at mærke, at de er blevet forstået, for at de kan komme videre, og så de børn, hvor det rent faktisk ikke kan lade sig gøre. Hvor man ikke kan få dem i flyverdragten, uanset hvor meget man lytter og forstår,” siger Connie Nissen og nævner et eksempel fra en børnehave, hvor en dreng simpelthen ikke kunne udholde følelsen af at få solcreme på sin hud.

Det var en studerende, der fik opgaven med at smøre børnene ind i solcreme, og det var hendes første dag i dagtilbuddet, så hun kendte ikke børnene. Drengen på fem år, fortalte hende, at det godt kunne ske, at han kom til at kaste han op, når han fik creme på.

”Hun fortalte bagefter at hun tænkte, at børn jo siger så meget, så hun gik i gang med at smøre ham ind. Først den ene arm, så den anden. Og så kastede han op. Det var hans fysiske reaktion på en sensorisk oplevelse af en fedtet creme på huden. Og han havde jo sagt det inden,” siger Connie Nissen, der mener, at i sådan nogle tilfælde, må man ty til ekstern rådgivning, så man kan finde frem til andre strategier sammen.

For det kan være, at han sammen med en terapeut skal øve sig i at få huden varmet op. Med faste, rytmiske tunge berøringer, kan der ske en tilvænning, før cremen skal på.

”Overvej altid om det kan hjælpe med en creme uden duft. Forsøg gerne at give barnet creme på i små opdelte sekvenser – med pauser imellem. Først den ene underarm. Pause. Så den anden underarm. Pause,” forklarer Connie Nissen og giver sine bedste råd.

”For nogle børn kan det give ro i deres nervesystem, at den voksne nynner eller synger imens, der smøres creme på. Og så bør de voksne se på, om der er et alternativ. For eksempel at barnet kan få t-shirt med lange ærmer og kasket på i stedet for solcreme og får at vide, hvor der kan leges i skyggen.”

For selvfølgelig skal han forstås og beskyttes, man bliver bare nødt til at finde frem til, hvordan.

”Når børn føler ubehag, kan de ofte føle sig forkerte. Derfor er det helt afgørende at de mærker, at vi er der for dem. På samme måde med børn, som reagerer med ubehag og afvisning, når de skal i brusebad. Og ofte er årsagen, at de simpelthen har en anden oplevelse end de fleste, når deres hud mærker vandet fra bruseren.”

Det skal vi respektere og anerkende. Lidt lige som når man er født med klumpfod eller går med briller, mener ergoterapeuten.

”Det ville vi aldrig skælde et barn ud over. Vi bliver nødt til at acceptere, at vores nervesystem er dybt individuelt, lige som vores tolerance over for sensoriske stimuli er det. Jeg ville ønske, at alle blev mere nysgerrige på, hvilke tegn og signaler børn viser os, så vi kan respektere dem og dermed undgå at vi kommer til at kalde reaktionerne for ’noget pjat’.”