Annonce

Social- og sundhedsassistentelever sidder med VR-briller på

Tema: Velfærdsteknologi

Forsker slår fast: På det her område kan universiteterne lære af sosu-skoler


En ny DigiTech-uddannelse giver sosu-assistenter digitale færdigheder. FOA-formand spår, at DigiTech i fremtiden bliver en del af alle hovedforløb.

Annonce

VR-briller er langt fra den eneste slags velfærdsteknologi, eleverne bruger. På uddannelsen bruger de blandt andet også AI (kunstig intelligens). Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

Der mangler personale i sundhedsvæsnet.

Den sætning har vi hørt igen og igen – men hvordan løser vi problemet?

SOSU Syd har et bud. Her er man i 2019 begyndt at uddanne elever i digitale løsninger og velfærdsteknologi. Den såkaldte DigiTech-uddannelse skal bane vejen for en ny generation af sosuassistenter, der ikke kun forstår, hvordan man drager omsorg og pleje, men også har kompetencerne i den digitale omstilling inden for sundheds- og ældreområdet.

SOSU Syd er netop blevet færdig med en evaluering af de første DigiTech-år i forlængelse af, at de første dimittender blev sluppet løs i november 2021.

”Det mest positive er, at DigiTech-eleverne er så stolte af de kompetencer, de oplever, at de har fået. De er blevet gode til at samarbejde med borgeren om at finde nye teknologiske løsninger til at kommunikere og tænke i nye løsningsmuligheder – og kommunerne har opdaget, at de har de særlige kompetencer, så de er meget attraktive at ansætte,” siger direktør for SOSU Syd Lotte Dalegaard Pedersen, der også er næstformand for Danske SOSU-skoler.

Stoltheden kommer blandt andet til udtryk i evalueringen ved en tidligere studerende, der udtaler, at vedkommende føler sig som ’fremtidens førstevalgte’ på grund af DigiTech.

Drypper af på de andre

Lotte Dalegaard Pedersen håber, at DigiTech bliver en linje på alle landets SOSU-skoler – udover de fem, der allerede har det: SOSU Syd, SOSU Fyn, SOSU MV, SOSU Østjylland og ZBC på Sjælland.

”Vi skal hele tiden have nogle, der går forrest og er særlig stolte af deres fag. Det, man lærer på DigiTech-linjen, drypper af på de andre uddannelser, og det er supergodt,” siger hun.

Formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor, Tanja Nielsen, er også begejstret for uddannelsen og går skridtet videre:

”Jeg spår, at DigiTech i fremtiden vil blive førstevalget fremfor en almindelig social- og sundhedsuddannelse, og jeg ser en fremtid, hvor DigiTech vil være integreret i alle hovedforløb. De unge mennesker, som starter på uddannelsen, er jo fra en generation, der allerede er superskarpe på teknologiforståelse,” siger hun.
17%

af det samlede elevtal på DigiTech i perioden januar 2019-august 2023 har været mænd. I samme periode har andelen af mænd været 10,6 på den ordinære sosu-assistentuddannelse

’DigiTech-Evaluering 2022’, SOSU Syd

Med i anbefalinger

Robusthedskommissionen med Søren Brostrøm i spidsen har også øje for DigiTech-linjerne.

I september landede kommissionens 20 forslag til, hvordan sundhedssystemet fremover kan blive mere robust. Blandt andet anbefales det, at man fremmer teknologiforståelse på sosu-uddannelserne med inspiration fra DigiTech-linjerne. Det kan frigøre mere tid til sundhedspersonalets kerneopgaver.

Og hvis vi skal løse udfordringerne i sundhedsvæsnet, er vi simpelthen nødt til at kigge på nye digitale løsninger. Det mener Kristian Kidholm, forskningsleder på Center for Innovativ Medicinsk Teknologi. Han ser på kommende sosu-ansatte som en stor del af løsningen:

”Der er pladsmangel på sygehusene, så på sigt er vi nødt til at flytte mere behandling ud i patientens hjem. Her vil patienterne møde social- og sundhedsuddannede. Hvis vi vil gøre vores behandlinger bedre og øge kapaciteten, skal vi trykke på teknologiknappen. Derfor skal vores uddannelser selvfølgelig også tilpasses efter det,” siger Kristian Kidholm.

Ifølge ham er sosu-uddannelserne med til at bane vejen for en ny digital fremtid inden for sundhedsvæsnet:

”Jeg driller mine forskerkolleger på universiteterne med den udvikling, vi lige nu ser på sosu-uddannelserne. SOSU Syd har været hurtig til at få fokus på ny teknologi, og vi skal have alle andre uddannelser med på bølgen.”

Skal tages bedre imod

Evalueringen af DigiTech peger også på et problem: Det er ikke altid, arbejdspladserne er gearet til at udnytte de særlige kompetencer, eleverne fra den digitale linje kommer med.

”Det er selvfølgelig en udfordring, hvis de færdiguddannede ikke oplever, at de kommer ud og får job, hvor de kan bruge deres kompetencer,” siger SOSU Syds direktør, Lotte Dalegaard Pedersen.

Hun understreger dog, at man mange steder i kommunerne allerede er ’supergode’ til at udnytte DigiTech-elevernes kompetencer. Social- og Sundhedssektorformand Tanja Nielsen supplerer:

”Vi vaskede engang tøj i hånden, nu bruger vi vaskemaskiner. Det her er bare en ny tanke i forhold til de næste skridt. For de unge, der starter på DigiTech-uddannelserne, vil alt det, de lærer, være naturligt for dem. Teknologien vil aldrig kunne erstatte relationsarbejde og personlig pleje, men det kan frigive mere tid til borgeren,” siger hun.

DET SIGER EVALUERINGEN

SOSU Syd udgav for nylig en evaluering af de første knap fem år med DigiTech. Her er de fire hovedpunkter:

1. Følelsen af DigiTech
Eleverne er stolte af deres uddannelse, og de føler, at de er særligt kompetente. Flere af oplæringsvejlederne fortæller, at DigiTech-eleverne virker mere modige og selvstændige end de andre elever.

2. Kompetencer
Eleverne har en særlig teknologiforståelse, og de er gode til at være kreative i deres opgaveløsninger. De er dygtige formidlere, og de bruger deres evner i oplæringsperioden.

3. Synlighed
Ikke alle elever er synlige i deres oplæringsperioder. Nogle vejledere fortæller, at eleverne slet ikke gjorde dem opmærksomme på, at de var DigiTech-elever. Flere elever fortæller, at de ikke blev mødt med interesse eller forståelse for DigiTech i deres oplæringsperiode.

4. Den røde tråd
Der skal være bedre sammenhæng mellem skole og oplæringsperioder. Nogle elever fortæller, at deres vejleder ikke vidste, hvad DigiTech var, og at de ikke havde noget udstyr, de kunne arbejde med.
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev