Selvom ældre med demens kan have stor gavn af rehabiliterende indsatser, viser nyt studie, at de risikerer at blive udelukket fra netop rehabiliterende indsatser i hverdagen.
Og det er et problem, siger Jette Thuesen, der er lektor på Syddansk Universitet og projektleder på studiet.
”Mange mennesker med en demenssygdom efterspørger handlemuligheder for at forhale sygdom og kontrollere udviklingen, og rehabilitering skaber netop positive forventninger til, at man aktivt kan styrke sin mulighed for at fungere i sin hverdag.”
”Og når vi som samfund har besluttet, at rehabilitering er noget, vi tilbyder borgere med funktionsevnenedsættelse, så er der ingen grund til at ekskludere mennesker med demens,” siger Jette Thuesen.
Fortællinger blokerer for aktivering
Studiet peger på flere årsager til, at mennesker med demens bliver afskåret fra værdifuld rehabilitering.
Eksempelvis er der en forventning om, at den demensramte ikke bliver ’billigere i drift’, fordi vedkommende ikke bliver mere selvhjulpen. Derudover viser studiet, at der blandt sundhedspersonale hersker forståelser og holdninger, som udfordrer grundtanken med rehabilitering.
”Det er blandt andet en fortælling om ’naturlig tilbagetrækning’, hvor det ikke er nødvendigt at aktivere mennesker med demens, hvis de ikke umiddelbart selv er motiverede.”
”En anden forståelse er, at vi primært skal skærme og passe på ældre med demens. Og hvis vi møder et menneske med fortællingen om, at her er et menneske, som vi primært skal passe på, så er vi også mindre tilbøjelige til at få en idé om, at vedkommende kan støttes til for eksempel igen selv at kunne handle ind,” siger Jette Thuesen.
Samarbejde skal styrkes
Hun peger på to typiske steder, hvor borgere med demens risikerer at blive overset i forhold til rehabiliterende tilbud: Hvis visitator på grund af demenssygdommen vurderer, at rehabilitering ikke er relevant, og hvis borgeren på grund af sygdommen ikke er i stand til at formulere et mål med rehabilitering.
”Så vil man typisk sige, at der ikke er basis for rehabilitering, fordi man uden mål ikke kan tilrettelægge en rehabiliterende indsats, da den er målstyret,” siger Jette Thuesen.
Ifølge lektoren er det nødvendigt at styrke det tværfaglige samarbejde på ældreområdet for på den måde at sikre, at medarbejdernes forskellige forståelser bliver udfordret med henblik på at lave den bedst mulige handleplan for den enkelte borger.
”En sosu-hjælper oplever noget, der er farvet af hendes faglighed, men det, hun oplever, er ikke hele virkeligheden. Så oplever ergoterapeuten noget andet, som også er farvet af hendes faglighed, men det er heller ikke hele virkeligheden,” siger Jette Thuesen og tilføjer:
”Men når man så mødes i det tværfaglige samarbejde og udfordrer de forskellige forståelser og fortolkninger, kommer man tættere på virkeligheden og dermed også en bedre forståelse af, hvor langt man kan nå med den enkelte borger.”