Annonce

Portrætbillede af Pia Heidi Nielsen

Debat 

Klumme: Vi skal ikke afskaffe au pair-ordningen


”Når man udfører et reelt arbejde som at passe børn, lave mad og gøre rent, så skal man have ordentlige løn- og arbejdsvilkår.”

Annonce

At au pair-ordningen er stærkt problematisk, er der ingen tvivl om. Derfor anbefaler FOA ikke, at ordningen afskaffes. Vores frygt er, at det vil betyde, at det bliver et helt ureguleret marked, skriver Pia Nielsen, sektorformand for kost- og servicesektoren. Malte Kristiansen

Af Pia Nielsen
Sektorformand

Annonce

I Norge vil et politisk flertal afskaffe au pair-ordningen, som bliver kaldt en slags moderne slaveri. Den beslutning har genstartet debatten om ordningen herhjemme. Udtrykket ’moderne vestligt slaveri’ er måske lige vel voldsomt, men at ordningen er stærkt problematisk, er der ingen tvivl om. Det ved vi i FOA, hvor vi organiserer au pairer.

Alligevel anbefaler vi ikke, at ordningen afskaffes, uden at vi sætter noget andet i stedet. Vores frygt er, at det vil betyde, at det bliver et helt ureguleret marked. De opgaver, som au pairerne udfører i dag, vil stadig blive efterspurgt, og der vil også være mennesker, som udfører arbejdet. Men det vil være uden nogen form for regler og rammer og derfor også uden beskyttelse for dem, der udfører arbejdet.

I øjeblikket får au pairerne ikke løn, men de får udbetalt lommepenge på mindst 4.700 kroner om måneden og har ret til kost og logi hos den familie, de arbejder hos. Det holder ikke. Når man udfører et reelt arbejde som at passe børn, lave mad og gøre rent, så skal man have ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Her kan vi jo med fordel skæve til FOAs overenskomster for ansatte med tilsvarende arbejde, for eksempel pædagogmedhjælpere, private babysittere og husassistenter.

Derfor opfordrer FOA regeringen til at genoptage den debat om au pair-ordningen, som tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye tog tilløb til før coronakrisen. Vi er selvfølgelig klar til at bidrage med viden og sparring.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev