Med jævne mellemrum dukker ønsket op, om at flere opgaver skal løses af frivillige. Det ses blandt andet i grundlaget for regeringen, hvor der står, at frivillige skal spille en større rolle i velfærdssamfundet på blandt andet ældrecentrene. Der er allerede i dag frivillige, der gerne vil hjælpe til i deres fritid.

Det giver mening for den ældre, der får et besøg og en snak, som han eller hun ellers ikke ville få, og det er meningsgivende for den frivillige at kunne hjælpe et andet menneske.

Men hjælpen til vores ældre og behandlingen af vores syge og udsatte skal ikke baseres på, om der er frivillige til at klare opgaven.

Det er en falliterklæring for vores velfærdssamfund, hvis vi i stedet for at satse massivt på at få flere uddannede på velfærdsområdet til at følge med behovet, lader kvaliteten af hjælpen, som den ældre eller syge kan få, være afhængig af, om der er mennesker, der har tid og overskud til at løse opgaven.

Det skaber en større ulighed i vores samfund – i en tid, hvor vi bør arbejde på at gøre den mindre. Det lægger også et stort ansvar på de frivillige, som allerede i dag gør en stor indsats, og som gerne skal gøre en indsats af lyst til at gøre en forskel – og ikke fordi alternativet er en ringere hjælp til dem, der har behov for den. For fagligheden blandt de medarbejdere, der kommer hos den ældre, personen med psykisk sygdom eller den indlagte på sygehuset, er det, der gør forskellen.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.