Annonce

Debat 

Klumme: Hygiejnisk rengøring er ren win-win

God hygiejne forebygger smitte, og det er det, der skal fokuseres på på FOA-medlemmernes arbejdspladser, skriver sektorformand Pia Nielsen i denne klumme.

Annonce

”Og det er ikke nok, at det ser rent ud – det skal også være rent.” Malte Kristiansen

Af Pia Nielsen
Sektorformand

Annonce

Corona, influenza og RS-virus. Den sidstnævnte er allerede blusset op blandt helt små børn, og de to andre kan vi forvente en større spredning af i de kolde måneder, der kommer. Når temperaturen falder, stiger smitten – akkurat som sidste år, året før, før corona og i det forrige århundrede. 

Det er sygdomme, der stjæler menneskeliv. Det er sygdomme, der koster sundhedsvæsnet svimlende summer; sygdomme, der får vagtplaner til at smuldre på grund af sygefravær. Men optimisten vil sige, at der således er meget at vinde ved at forebygge netop disse sygdomme. Og det vil jeg gerne skrive under på. 

God hygiejne forebygger smitte. Men der skal mere til end blot at spritte hænder af, inden man henter sit barn i børnehaven eller besøger sin gamle far på plejehjemmet. Rengøring af hygiejnisk standard redder liv og sparer samfundet for anselige summer. Og det er ikke nok, at det ser rent ud – det skal også være rent. For vi kan ikke se bakterier og vira med det blotte øje, og der kan derfor gemme sig meget smitte i pæne omgivelser. 

Statens Serum Institut har lavet et sæt retningslinjer for, hvordan kvaliteten af rengøring bør være på blandt andet ældreområdet. Desværre viser en undersøgelse, som KL og FOA har lavet, at alt for få følger disse retningslinjer. Vi har brug for, at ledere og andre, der lægger rengøringsbudgetter, forstår, at hygiejnisk rengøring betaler sig. Man kan med rette kalde det en fornuftig investering – der tilmed redder liv.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev